Pladser, broer og institutioner også udenfor Sydafrika er blevet opkaldt efter Nelson Mandela. Det var ikke ham selv, der bad om at få helgenstatus, mens han endnu var levende.”Miraklet”, han stod i spidsen for, symboliserer en succes for den vestlige civilisations moderniseringsmodel og for snævre, politiske menneskerettigheder. 

Fortsat international solidaritet med de kræfter i Sydafrika, der stadig holder idealerne fra frihedskampen i hævd, vil være den bedste måde at ære Nelson Mandela på.

Solidaritetsbevægelser og sanktionspolitik i de nordiske lande indgik i demokratiprocessen og gjorde os til bedre venner med Sydafrika end nogle af vore konkurrenter, da landet fik indflydelse i Afrika under Mandelas præsidentskab og senere som BRIKS-land udviklede et voksende mellemklassemarked, parat til at modtage vores eksportvarer. Dette kan forklare, hvorfor Mandela måske er endnu mere populær hos os, end han er i Sydafrika. De politiske ledere og medierne i vores del af verden elsker ham også, fordi han var med til at tøjle revolutionen, så den ikke brød med den vestlige model - hvilket langt fra var en given ting i den ophedede tid omkring 1990.

Tidlig modstand i Kongresalliancen

Nelson Mandela havde fra barnsben et problem med autoriteter. Han gjorde tidligt oprør mod stedfaderens høvdingeautoritet og flygtede fra et ægteskab arrangeret i det traditionelle stammesamfund, hvilket dengang var ret så dristigt. Han studerede senere ved Fort Hare University College, hvor mange af frihedsbevægelsens sorte ledere fik deres første intellektuelle stimulanser, og ved Witwatersrand University i Johannesburg, hvor han blev involveret i oppositionelt studenterrådsarbejde og opbyggede vigtige relationer med sorte og hvide aktivister.

Her mødte han bl.a. en række af de vigtigste medlemmer af Sydafrikas Kommunistiske Parti, såsom Joe Slovo og Ruth First og blev nære venner med dem. I 1944 tilsluttede Mandela sig African National Congress (ANC) og arbejdede sammen med bl.a. Oliver Tambo for at etablere en radikal ungdomsliga (ANCYL). Samme år mødte og giftede han sig med sin første kone, Evelyn Ntoko Mase (1922-2004), med hvem han fik fire børn før deres skilsmisse i 1957.

Mandela er måske endnu mere populær hos os, end han er i Sydafrika.

Nelson Mandela voksede altså op under segregationperioden, før den egentlige apartheid blev indført. Mandelas engagement i politik og i ANC blev stærkere efter valgsejren i 1948 til det afrikaanerdominerede National Party, der indførte et mere formelt system for raceklassificering og adskillelse. Det følgende år vedtog ANC på ANCYL's foranledning en plan om at kæmpe for fuldt statsborgerskab for alle sydafrikanere gennem boykotter, strejker, civil ulydighed og andre radikale, men ikke-voldelige, metoder. Mandela ledede ANCs 1952-trodskampagne (defiance campaign) mod de uretfærdige racelove.

Samtidig åbnede han og Oliver Tambo Sydafrikas første sorte advokatfirma, som tilbød gratis eller billig advokatbistand, til sorte der blev anklaget under apartheidlovgivningen. Mandela rejste på kryds og tværs af landet for at organisere protester mod de diskriminerende politikker og på trods af, at han i 1953 var blevet dømt betinget fængsel og forbud mod deltagelse i politiske møder, var han fremtrædende i mobiliseringen for det manifest, der blev kendt som Freedom Charter, og som blev ratificeret af Folkets Kongres i 1955.

Den 5. december 1956 blev Mandela og 155 andre af Kongresalliancens aktivister anholdt og sat på anklagebænken for højforræderi. Alle de tiltalte blev frifundet i 1961.
I mellemtiden var spændingerne inden for ANC eskaleret, med en afrikanistisk fraktions fraspaltning i 1959, hvor Pan-Africanist Congress (PAC) blev dannet. Modsat Mandela ønskede de ikke at samarbejde med hvide apartheidmodstandere eller at lade sig inspirere af fremmede socialistiske ideologier. Ved en PAC-organiseret demonstration i 1960, åbnede politiet ild mod fredelige sorte demonstranter i township’en Sharpeville og dræbte 69 mennesker. Strejker og protester fejede hen over landet i kølvandet på massakren. Apartheidregeringen forbød både ANC og PAC. Tvunget til at gå under jorden besluttede ANCs ledelse og Mandela, at tiden var inde til en mere radikal tilgang end blot passiv modstand.

Den væbnede modstandsbevægelse

I 1961 var Nelson Mandela medstifter og blev den første leder af 'Umkhonto we Sizwe', Nationens spyd, også kendt som MK, en ny væbnet fløj af ANC og Kongresalliancen. Adskillige år senere, under retssagen, der skulle sætte ham bag tremmer i næsten tre årtier, beskrev han begrundelsen for denne radikale strategi: ”Det ville være forkert og urealistisk af afrikanske ledere at fortsætte med at prædike fred og ikke-vold på et tidspunkt, hvor regeringen besvarede vores fredelige krav med magt." 

Idømt fem års fængsel for at opildne til den generalstrejke.

Efter Sharpeville tog Mandela spørgsmålet op på ny på et ledelsesmøde ved Durban, hvor han mente at betingelserne var til stede for revolution. ANC-høvdingen Albert Luthuli, som netop var blevet tildelt Nobels fredspris, var stadig modstander af voldelige aktioner, men nu gav flertallet Mandela tilladelse til at starte MK og han sad som leder af militærorganisationens High Command sammen med Walter Sisulu og kommunisten Joe Slovo.

Under Mandelas ledelse lancerede MK en sabotagekampagne mod regeringen, som kort før havde erklæret Sydafrika for en republik og trukket sig mere eller mindre ufrivilligt tilbage fra det britiske Commonwealth. I januar 1962 rejste Mandela ulovligt til udlandet for at deltage i en konference for afrikanske, nationalistiske ledere i Etiopien, besøge den landflygtige Oliver Tambo i London og gennemgå guerillakrigsuddannelse i Algeriet og Etiopien. Den 5. august 1962, kort efter sin hjemkomst til Sydafrika blev han arresteret - angiveligt efter et tip fra CIA - og efterfølgende idømt fem års fængsel for at forlade landet og for at opildne til den generalstrejke, der havde lammet nationen i 1961 - men ikke for sabotagehandlingerne.

Men i juli 1963 ransagede politiet så et ANC-skjulested i Rivonia, i udkanten af ​​Johannesburg, og anholdt næsten hele MKs ledelse, der var samlet for at drøfte guerillastrategien. Man fandt beviser for militæroperationen, Mayibuye, og Mandela blev sammen med de forsamlede aktivister anklaget for sabotage og voldelig sammensværgelse.

Mandela og syv andre tiltalte blev idømt livsvarigt fængsel. I en gribende redegørelse, der var med til at skabe hans ikoniske status rundt om i verden forsvarede han ANCs handlinger og fordømte apartheid. Han sluttede med følgende ord: ”Jeg har elsket idealet om et demokratisk og frit samfund, hvor alle mennesker lever sammen i harmoni og med lige muligheder. Det er et ideal, som jeg håber at leve for og at opnå. Men hvis det bliver nødvendigt, er det et ideal som jeg er parat til at dø for”.  

Fængselsår

Nelson Mandela tilbragte de første 18 af sine 27 år i fængsel i det brutale Robben Island Prison, hvor han blev tildelt en lille celle og tvunget til at udføre hårdt arbejde i et kalkbrud. Som en sort politisk fange, modtog han dårligere beklædning og rationer end indere og hvide. Han fik kun lov til at se sin kone, Winnie Madikizela-Mandela, som han havde giftet sig i 1958 og som var mor til hans to små døtre, en gang hvert halve år. Han blev nægtet at deltage i begravelsen da et af hans børn døde.

På trods af hans tvungne tilbagetrækning fra rampelyset, forblev Mandela den symbolske leder af antiapartheidbevægelsen. I 1980 startede en international Free Nelson Mandela-kampagne ledet af ANCs præsident i eksil Oliver Tambo. Efterhånden som presset for internationale sanktioner steg, tilbød regeringen Mandela frigivelse i bytte for forskellige politiske kompromiser, herunder afkald på vold og anerkendelse af ”uafhængige” Bantustan-hjemlande som Mandelas eget Transkei, men han afviste kategorisk disse tilbud. I 1982 var Mandela blev flyttet til Pollsmoor Prison på fastlandet og i 1988 til husarrest. I 1990 ophævede den nyvalgte præsident FW de Klerk forbuddet mod ANC. Den 11. februar 1990 beordrede han Mandelas løsladelse og få dage senere viste Mandelas popularitet sig at holde, da Sowetos største fodboldstadion fyldtes med op mod 100.000 tilhængere. 

Ledernes selvopofrelse under den radikale væbnede kamp, og den 'street credit' som ANC derved opbyggede, gjorde den sorte majoritet villig til at følge senere ANC-regeringers reformorienterede kompromisser, selvom de ikke skabte de forventede socialstrukturelle forandringer.

Sydafrikas præsident

Nelson Mandela formåede fra fangenskab og husarrest at kommunikere i hemmelighed med ANC om de forhandlinger han førte med det regerende National Party om en afslutning på apartheid. Trods stærke spændinger og politisk ustabilitet, lykkedes forhandlingerne. Mandela og de ​​Klerk tildeltes sammen Nobels fredspris i december 1993.
Den 26. april 1994, gik mere end 22 millioner sydafrikanere ud for at stemme i landets første multiraciale parlamentsvalg. Et overvældende flertal valgte ANC til at lede landet og den 10. maj 1994 blev Mandela taget i ed som den første sorte præsident i Sydafrika og med de Klerk som hans vicepræsident.

På sin 80 års fødselsdag giftede Mandela sig med Graça Machel.

Som præsident etablerede Mandela Sandheds-og forsoningskommissionen til at kortlægge menneskerettigheds- og politiske krænkelser begået af både tilhængere og modstandere af apartheid.

Under hans præsidentskab introduceredes også sociale og økonomiske programmer for at forbedre levestandarden for Sydafrikas sorte befolkning. Mange af dem blev ikke gennemført overbevisende. I 1996 præsiderede Mandela over vedtagelsen af ​​en ny sydafrikansk forfatning, som etablerede en stærk central regering baseret på flertalsstyre og som forbød forskelsbehandling af mindretal, herunder også hvide.

Forbedring af racerelationerne, det at holde de sorte tilbage fra gengældelser imod den hvide minoritet, og etableringen af et nyt internationalt billede af et forenet Sydafrika, var centralt for præsident Mandelas dagsorden. Til dette formål dannede han et multietnisk national samlingsregering og proklamerede landet som ”en regnbuenation i fred med sig selv og verden”. 

På sin 80 års fødselsdag i 1998, giftede Mandela sig med Graça Machel, enken efter Mozambiques tidligere frihedsleder og præsident (hans ægteskab med Winnie var endt i skilsmisse i 1992). Det følgende år, trak han sig tilbage fra politik, og blev efterfulgt af sin vicepræsident, Thabo Mbeki.

I 2009 erklærede FN den 18. juli for Nelson Mandela International Day i erkendelse af den sydafrikanske leders bidrag til demokrati, frihed, fred og menneskerettigheder i hele verden. Datoen er Mandelas fødselsdag.

Mandela først og fremmest vil blive husket som den, der gav begrebet forsoning håndgribelig mening. Sandhedskommissionen gav gennem lidelseserfaringer gav folket en terapi, der tjente som substitut for egentlig retfærdighed. Meget få blev straffet. 

Efter manges mening har Mandela haft lidt for meget fokus på race og for lidt på social klasse, hvilket betød, at han ikke nåede at adressere de dybe sociale problemer, der ligger til grund for dagens høje kriminalitet og korruption.

Den politiske stabilitet, som Mandelas autoritet sikrede, begyndte at blive undergravet af social utilfredshed under den sidste del af Thabo Mbekis efterfølgende præsidentskab og regeringspartiet ANC er siden i stigende grad blevet præget af interne magtkampe. Venerationen for Mandela var med til at holde landet sammen og selvom alle vil samles i sorg ved Mandelas bortgang, vil hans manglende tilstedeværelse på sigt øge opløsningstendenserne.

Det kalder på en fortsat international solidaritet med de kræfter i Sydafrika, der stadig holder idealerne fra frihedskampen i hævd. Det vil være den bedste måde at ære Nelson Mandelas indsats på.