Når man som gadejurist møder modstand, som ikke blot er af faglig karakter, kommer den gerne fra aktører, som er vores modpart, men som fortsat har et selvbillede af at være både gode og dygtige og havende en god relation med vores klient i den konkrete sag.

Den så eftertragtede konsensus er udfordret og skridtet til at dæmonisere vores indtræden i sagen er kort. Når man er så ”god” og relationen til klager så ”eminent”, må vores indtræden i sagen være årsag til al balladen. Komplet fortrængt er det, at gadejurister først træder til, når den udsatte har udbedt sig vores hjælp til løsning af et problem.

At turde at gå åbent og interesseret ind i en konflikt kan hurtigt vise sig interessant.

Noget af det allermest alarmerende i det offentlige hjælpeapparat er, når man end ikke opdager, at relationen til den udsatte medborger er gået fløjten. Måske endda for længst. Selv om de fleste principielt er enige i, at enhver sag har to sider, gælder det nogle gange kun, indtil man selv er den ene side i sagen. Her bliver man let både blind og døv. Og den almindelige konfliktforskrækkelse sætter også ofte ind. Men det burde den ikke gøre.

Enhver konflikt rummer måske nok noget ubehageligt, måske ligefrem risiko eller fare, men også altid muligheden for udvikling. At turde at gå åbent og interesseret ind i en konflikt kan hurtigt vise sig interessant.

Fremfor at bruge energien på klassisk hjemlig vis til at gå i forsvar, dæmonisere den anden og konflikteskalere, burde man turde både undersøge den andens standpunkt og lade sit eget standpunkt undersøge. Ethvert standpunkt er nemlig motiveret af følelser, interesser og behov, og det er når disse kommer frem, at det kan komme til at stå klart, at der faktisk findes gode løsninger. For alle parter.

Som i det klassiske eksempel hvor to søstre skændes voldsomt om en appelsin. Begge vil have den. Uden at interessere sig noget videre for den andens standpunkt bliver de i vrede, enige om at skære appelsinen midt over og dele den. Mens den ene søster nu river skallen til brug for bagning af en kage, spiser den anden appelsinkødet. Havde de interesseret sig for hinandens standpunkter, reelt turdet tale sammen og faktisk møde hinanden, havde de kunnet finde en løsning der var (mindst) dobbelt så god.