Færre mennesker bliver smittet med hiv, og færre dør af aids, men den positive udvikling går langsommere, end FN's medlemslande har lovet hinanden og de hiv-smittede.
Det er konklusionen i den seneste store undersøgelse fra FN. Rapporten blev udsendt i 2012.
Tv-drama tages i brug for at nå unge med oplysning om hiv og aids og få dem til at ændre adfærd.
I 33 lande er der registreret et fald i hiv-spredningen. 22 af disse 33 lande ligger i Afrika syd for Sahara. Det er den region i verden, der er hårdest ramt af hiv og aids.
I 2010 blev 2,7 millioner mennesker smittet med hiv. Det bragte det samlede antal hiv-smittede i verden op på 34 millioner.
2,7 millioner nye smittede er udtryk for et lille fald i smittespredningen. Da spredningen toppede i 1997 blev 3,2 millioner smittet. Hvis udviklingen fremskrives, og den positive tendens fortsætter, vil antallet af nye smittede i år ligge på 2,6 millioner.
I Afrika syd for Sahara er den hyppigste årsag til spredning af hiv sex mellem mænd og kvinder.
Forskel på Afrika og Asien
I Asien er situationen alvorlig på en anden måde. Andelen af smittede er langt lavere end i de hårdt ramte lande i Afrika, hvor mellem 10 og 20 procent er smittet. Men på grund af de mange millioner mennesker, der lever i lande i Asien, er det faktiske antal af hiv-smittede større.
En anden forskel mellem Afrika og Asien er, at hiv-smitten i Asien spredes overvejende på grund af forurenede sprøjter, der bruges af stofmisbrugere.
I lande i Kaukasus og det centrale Asien øges spredningen af hiv-virus stadig.
Lever længere
Når antallet af hiv-smittede stadig vokser trods faldende smittespredning, skyldes det at flere smittede lever længere.
Antallet af mennesker, der dør af aids og af følgesygdomme faldt i 2010 til 1,8 millioner.
Da antallet af aids-dødfald toppede i 2002 var det på 2,2 millioner oplyser FN-rapporten. Det betyder, at 2,5 millioner menneskeliv er blevet reddet siden 1995, da medicinsk behandling af hiv-smittede og aids-syge blev muligt.
Såkaldt antiretrovial medicin hæmmer hiv-virussets udvikling og evne til at spredes. Med relativ billig masseproduktion af kopimedicin i lande som Indien og Brasilien, er det blevet muligt at nedbringe udgifterne til indkøb af denne antiretroviale medicin, så den kan ordineres i stort målestok. I Zimbabwe leverer staten således medicinen gratis til smittede, der går i behandling.
Med udgangen af 2010 var 6,5 millioner mennesker i behandling med antiretrovial medicin.
Antallet vokser og med den forudsigelige udvikling vil op mod 14 millioner være i medicinsk behandling i 2015. Men FN har så sent som i 2011 besluttet at mindst 15 millioner skal være i behandling til den tid.
FN-rapporten fastslår, at "dybtgående og korrekt viden om hiv og aids er afgørende for, at mennesker siger ja til test og behandling og er villige til at ændre adfærd".
Men rapporten tilføjer, at i Afrika syd for Sahara er der stadig stor mangel på oplysning og viden.
Kun 26 procent af kvinderne og 35 procent af mændene i aldersgruppen 15 til 24 år har en rimelig viden om hiv og aids, om hvordan smitte spredes og om mulighederne for behandling.
Dårligst står det til i Nigeria, hvor kun 22 procent af unge kvinder har viden om smitten og sygdommen.
Det betyder, at der dyrkes usikker sex alt for ofte. Kun ret få bruger kondomer. Det hænger både sammen med viden og med adgangen til at skaffe sig kondomer. FN har beregnet, at antallet af kondomer svarer til otte om året per mand i landene syd for Sahara.
I Zimbabwe, som er et af de lande, hvor hiv og aids rammer hårdest, har der de senere år været en markant, positiv udvikling.
Sammen med Kenya er Zimbabwe det land, hvor viden om hiv og aids er størts blandt de 15 til 24-årige. Det gælder 53 procent af kvinderne og 45 procent af mændene.
Dårligst står det til i Nigeria, hvor kun 22 procent af kvinderne og 33 procent af mændene i denne aldersgruppe har viden om smitten og sygdommen.
Viden smitter direkte af på hvor mange, der bruger kondomer. FN's tal viser, at Zimbabwe ligger blandt de fire lande i regionen, hvor flest bruger kondomer.
Aids som tv-drama
Rapporten viser eksempler på, hvordan oplysningskampagner i medierne kan have meget positive konsekvenser.
Ud over seriøse og direkte oplysningsprogrammer har en række lande taget 'tv-drama' i brug som et middel til at nå unge med oplysning og få dem til at ændre adfærd.
"I Kenya og Zambia viser en tv dramaserie livet blandt en række unge mennesker, der forsøger at finde vej i de oprørte vande med livet, kærligheden og hiv på et universitet i Nairobi", beretter FN-rapporten.
Serien blev set af hele 60 procent af unge i hovedstadsområdet og 90 procent af dem sagde i forbindelse med en undersøgelse, at serien gav den anledning til at ændre syn på hiv og hiv-smittede og på deres egne (seksuelle) forbindelser.
>> Læs FN's rapport HER
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278