16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Slagteriet i Rønne - et spil om overenskomsterne

Fødevareforbundet NNF:

Slagteriet i Rønne - et spil om overenskomsterne

Kampen for at redde Danish Crowns svineslagteri og 190 arbejdspladser på Bornholm handler også om kampen for kollektive overenskomster, lyder det fra slagteriarbejdernes forbund.

Danish Crown har gennem længere tid forsøgt at presse slagteriarbejderne på flere af koncernens slagterier til at gå ned i løn. Nu er det slagteriarbejderne i Rønne, der mærker koncernens trusler.
FOTO: LISELOTTE SABROE/Scanpix
1 af 1

I Fødevareforbundet NNF og hos slagteriarbejderne på det lukningstruede svineslagteri i Rønne på Bornholm er der ingen tvivl:

Bornholm bliver brugt som løftestang, så der kan indføres en lønnedgang på alle andre slagterier.
Thomas Hansen, tillidsrepræsentant

Danish Crowns krav om, at slagteriarbejderne skal gå otte procent ned i løn som betingelse for at bevare slagteriet, handler om at slå hul på de kollektive overenskomster. Overenskomster, som bliver forhandlet og underskrevet af arbejdsgivere og lønmodtagere, og som gælder, uanset om man arbejder på Bornholm eller i Nordjylland.

- Det her drejer sig om at få alle danske slagteriarbejdere ned i løn, og det har første prioritet hos Danish Crown. Bornholm bliver brugt som løftestang, så der kan indføres en lønnedgang på alle andre slagterier, siger tillidsrepræsentant Thomas Hansen til nnf.dk.

Han fortsætter:

- Havde Danish Crown været villig til at tage imod alle de gode forslag, som vi har arbejdet hårdt med og præsenteret for dem de sidste fem måneder, så havde vi været i mål med den besparelsesplan nu og det uden en lønreduktion.

Spareplan 

Forslagene fra de 190 slagteriarbejdere spænder vidt, lige fra forslag om ændringer i ledelsen, over forslag om fire dages arbejdsuge til øget tempo i produktionen. Bliver de forslag gennemført kan Danish Crown spare næsten 27 millioner kroner - det vil sige mere end de 20-25 millioner kroner, som koncernen har krævet for at redde Rønne-slagteriet.

Op til weekenden tydede alt på, at forhandlingerne om en redningsplan var brudt sammen, og at slagteriet ville lukke i løbet af efteråret, ifølge Danish Crown, fordi Fødevareforbundet og slagteriarbejderne stod stejlt på deres overenskomst og nægtede at gå ned i løn.

Med til historien hører, at slagteriarbejderne ikke afviser at smide otte procent af deres løn i en fond, der skal sikre fortsat produktion på Bornholm. Slagteriarbejderne har krævet garanti for, at de på et senere tidspunkt får deres investering tilbagebetalt, men det har Danish Crown afvist.

- Danish Crown misbruger slagteriet på Bornholm. De er mere interesserede i at få bornholmerne ned i løn end at redde slagteriet. Jeg går ud fra, det er, fordi de vil bruge Bornholm til at få hul på diget. Først skal bornholmerne ned i løn. Næste gang er det så nordjyderne eller vores kolleger i Ringsted, siger Jim Jensen, der er forbundssekretær for slagteriområdet i Fødevareforbundet. 

Nyt håb?

Nu har slagteriarbejderne fået et spinklet håb om, at deres arbejdsplads bliver reddet i ellevte time.

Sent søndag aften gik ledelsen med til at forlænge forhandlingsperioden kortvarigt for at repræsentanter for arbejdsgiverne i DI og Fødvareforbundet NNF sammen kunne  "sondere nogle ekstra muligheder, der er dukket op i den tætte dialog". 

Danish Crown har ikke meldt et sluttidspunkt ud på de forhandlinger, der nu er i gang, men Fødevareforbundet forventer en afklaring i løbet af et par dage.

Forhandlingerne bliver fulgt tæt - også af slagteriarbejderne på landets nordligste slagteri i Sæby. Her er tillidsrepræsentant Karsten Thomsen overbevist om, at et "hul i diget" på Bornholm vil sætte gang i en nedadgående lønspiral i hele branchen.

- Du kan tro, vi krydser fingre for, at der findes en løsning. Og jeg håber da, at forhandlingerne er udtryk for at man kan se en mulighed for, at det lander, så de også fremover kan producere andet end fisk på øen, siger Karsten Thomsen til Arbejderen.

Han fortæller, at han og de øvrige tillidsfolk i koncernen står bag kollegaerne i Rønne, der har afvist arbejdsgivernes krav om lønnedgang.

Danish Crown er Europas største og verdens andenstørste svineslagteri. Sidste år viste koncernregnskabet en omsætning på 58 milliarder kroner og et overskud på 1,5 milliarder. 

200 lukkede arbejdspladser på Bornholm svarer til, at man fjerner 6000 arbejdspladser i København, skriver avisen.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2014 - 05:50   03. jun. 2014 - 05:57

Danish Crown

noc@arbejderen.dk