Jordens klima bliver varmere og varmere med mere og mere vildt vejr. Det er desværre uden for diskussion.

Der går en lige linje fra Obamas katastrofale indgriben i COP15 denne uges plan: USA vil ikke gøre sin retfærdige del

I 25 år har verdens lande forsøgt at komme til rette med klimaproblemet, der er globalt af natur og rigtig svært at håndtere. Regeringerne repræsenterer politiske interesser, der ikke ser en fordel ved at gøre noget afgørende ved problemet; hvis de er demokratisk valgt, vil deres politiske næse fortælle dem, at de ikke vil blive belønnet for det.

Men regeringerne er også mere eller mindre i lommen på økonomiske interesser, der i det store og hele ikke har en fordel ved at gøre noget ved problemet.

Virksomhedsledere og politikere kan nok udtrykke bekymring for klimaet og sågar forpligte sig til at gøre noget ved det. Humlen er, at de aldrig vil gøre nok og sjældent gør det, der er mest brug for.

Seneste eksempel

I sidste uge præsenterede USA’s miljøstyrelse en plan, der skal bringe CO2-udledningen fra kulkraftværkerne ned med 30 procent i 2030.

Klimakommissær Connie Hedegaard kaldte det det mest ambitiøse skridt, nogen amerikansk regering har taget for at tage klimaspørgsmålet alvorligt. Men tilføjede så, at USA og alle andre lande skal gøre mere end det, der ligger i dette initiativ, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under de to grader, som er det maksimum, alle taler om.

Og sandt nok: den amerikanske klimaplan er alt for svag – den omfatter kun kulkraftværkerne, der godt nok tegner sig for 40 procent af udledningerne i USA. Er en reduktion på 30 procent i forhold til 2005 et ambitiøst mål for 2030?

Nej, det er håbløst uambitiøst. Læg hertil, at planen nu skal i høring i fire måneder, som kulindustrien nok skal vide at udnytte. Den endelige plan lægges først frem om et år, og først i 2016 skal delstaterne have udarbejdet deres egne planer, der i praksis skal levere reduktionerne.

Der går en lige linje fra Obamas katastrofale indgriben i COP15 og frem til denne uges plan: USA vil ikke gøre sin retfærdige del.

Obama ville/turde ikke gøre noget i 2009, fordi han gerne ville genvælges. Nu i hans anden periode har han måske lidt mere mod, lidt mere ’Yes, I can!”, men han er stadig spundet ind i et net af studehandler med industri, fagforeninger og finansinteresser. Goldman Sachs har uden tvivl mere indflydelse på Obama end på DONG.

Ikke specielt for USA

Hvis vi ser på EU, er det også oplagt, at hverken Kommissionen eller Rådet vil bide til bollen – og for den sags skyld: Danmark vil heller ikke.        

Regeringerne har det til fælles, at de prioriterer økonomi og konkurrenceevne over klima og miljø. Det ses for eksempel i de forhandlinger om en frihandelsaftale, TTIP, mellem USA og EU, der foregår nu, hvor EU’s handelskommissær – hemmeligt – har foreslået liberalisering af handlen med energivarer til skade for EU’s og medlemsstaternes klimapolitik.

Klimaet kommer i klemme. Eller rettere: det er mennesker, der kommer i klemme, som er udsat for konsekvenserne af klimaforandringerne – tørke, orkaner, oversvømmelser, mudderskred.

Det, der er behov for, kan udtrykkes med ét ord, ét krav: klimaretfærdighed.