26 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

260 varme hænder forsvinder fra hjemmeplejen

Massefyringer i Aalborg

260 varme hænder forsvinder fra hjemmeplejen

FOA Aalborg frygter, at sosu-arbejderne skal rende stærkere, når kommunen til nytår har fyret 130 ansatte i hjemmeplejen.

FOTO: Københavns Kommune
1 af 1

I Aalborg Kommune er FOA og den konservative rådmand på ældre- og handicapområdet, Thomas Krarup, på kant. De er dybt uenige om massefyringer på ældreområdet.

Vi får ikke den tilvækst, vi skulle have haft, men vi får ikke færre penge. Vi sparer ikke.
Thomas Krarup, rådmand

Ved udgangen af 2014 vil der være 130 færre sosu-arbejdere til at hjælpe borgere i eget hjem, end der er i dag. Kommunen er godt i gang med at uddele fyresedler til 65 sosu-ansatte i hjemmeplejen. Et tilsvarende antal fratræder på grund af alder og ved seniorordninger. 

Rådmanden forklarer Arbejderen, hvorfor han synes det er i orden, at der bliver skåret 130 stillinger væk i hjemmeplejen:

- Vi har bygget flere plejehjemspladser og vi kan se, at vores indsats i forhold til rehabilitering og træning før pleje, virker, så de ældre bliver mere selvhjulpne.

Mindre hjælp

Foreløbig har 120 borgere været igennem et forløb på det kommunale træningscenter i Mou. Efter træningsforløbet er borgerne i gennemsnit blevet visiteret til 10 timer færre om ugen. 

Thomas Krarup forsikrer, at der ikke er ændret på kriterierne for at få hjælp. Hjælpen er stadig baseret på en individuel vurdering af, hvad den enkelte borger har brug for.

I sosu-arbejdernes fagforening FOA Aalborg har man intet mod genoptræning, der kan øge borgernes livskvalitet og gøre dem i stand til at varetage opgaver, som de ellers skulle have offentlig hjælp til. 

Sektorformand Jan Jensen sætter imidlertid spørgsmålstegn ved, om borgerne er blevet så selvhjulpne, at det berettiger til at fyre 130 ansatte.

- Antallet af ældre borgere stiger jo også, og de er ikke alle lige friske og rørige. De tilbagemeldinger, vi får fra medlemmerne i hjemmeplejen lyder på, at de stadig har rigeligt at se til, og at de har svært ved at nå det, de skal, på den afsatte tid, siger Jan Jensen til Arbejderen.

Han fortsætter:

- Uanset hvordan man vender og drejer sagen, så forsvinder der 130 stillinger fra området. Og med mindre man siger, at opgaverne bliver reduceret med tilsvarede, så er der tale om nedskæringer - endda meget voldsomme nedskæringer.

Flere ældre - samme budget

Tal fra ældre- og handicapforvaltningen i Aalborg viser, at antallet af ældre borgere i mange år frem stiger med godt 1000 personer årligt, men Thomas Karup afviser, at der er tale om nedskæringer i hjemmeplejen.

- Der er naturligvis noget økonomi, der skal hænge sammen, men vi sparer ikke, understreger rådmanden.

Thomas Krarup forklarer, at forvaltningen som konsekvens af budgetforliget for 2014 ikke får ekstra penge at gøre godt med på trods af, at antallet af ældre borgere stiger. 

- Vi får ikke den tilvækst, vi skulle have haft, men vi får ikke færre penge. På fritvalgsområdet (hjemeplejen, red.) bliver vi reddet af træning før pleje, lyder Thomas Krarups udlægning.

 Fyringerne har skabt vrede og frustrationer hos de ansatte. De har derfor varslet demonstration, når personalet i morgen er kaldt til informationsmøde på Nordkraft i Aalborg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jun. 2014 - 05:59   18. jun. 2014 - 21:43

Massefyringer

noc@arbejderen.dk