I en samtale med Arbejderen beretter Nikolaj om hverdagen i kulminedistriktet Donetsk i det østlige Ukraine. Han tog sin universitetseksamen i Sovjet-Ukraine og havde ikke troet, at hans land, der blev smadret under Anden Verdenskrig – igen skulle rammes af krig og ødelæggelse.

Jeg kender ham som en eftertænkom og sindig mand. Har aldrig været politisk aktiv, er hverken fanatisk ukrainer eller russer. Som de fleste fra sovjettiden er han barn af blandet ægteskab og behersker flere sprog. 

Når ukrainske soldater og folk fra Højre Sektor rykker ind, beslaglægger de huse, lokaler, biler og fødevarer.

– Her i sydøst har vi kun to muligheder: Enten at lægge os på knæ og overgive os til dem i Kijev og dermed acceptere alt. Eller kæmpe for løsrivelse fra Ukraine. Men styrkeforholdet er ikke til vores fordel. Derfor har oprørerne her i Donbass flere gange bedt Rusland om at anerkende resultatet af vor folkeafstemning samt udstationere fredsbevarende styrker. Som en yderste konsekvens bør vi indlemmes i Rusland, fortæller Nikolaj til Arbejderen.

– Majdan-manifestationen i Kiev medførte ulykker for vort land. Den har hverken gavnet Donbass eller resten af Ukraine. Oligarkerne er stadig ved magten. Levestandarden er faldet, og generelt er samfundslivet brudt sammen.

– Tidligere udgjorde højrenationalisterne en minoritet i Vestukraine, men de formåede at sætte dagsordenen i Kijev. De nye magthavere støtter sig netop til højreradikale og endda pronazistiske kræfter. Deres første handlinger og retorik var præget af Stepan Banderas ideologi, som vi i sydøst kun har foragt over for.

– Sådanne folk har helt andre livsværdier end os. De har en anden historisk arv, ofte opbygget på myter. De står for en anden tradition og kultur, de taler et andet sprog. Derfor kom der protester her i Donbass. De lokale prorussiske foreninger her blev drivkraften i den aktive modstand mod det, vi betegner som Kijev-juntaen og dens militære kamphandlinger mod os.

Minearbejdere i aktion

– Det var disse prorussiske lokale foreninger og den nye, ”folkets guvernør” Pavel Gubarev, en forretningsmand fra Donetsk, der tog initiativ til folkeafstemingen 11.maj. De fik også ved præsidentvalget lukket 20 valgsteder i Donetsk og Luhansk-regionerne. 

Hvordan er minearbejdernes situation? 

– Her i sydøst er der kun ti kulminer tilbage fra sovjettiden. De ni er statsejet og den tiende er privat. De øvrige er konserveret. Kulmineindustrien er alvorlig svækket. Situationen er forskellig fra by til by, men med stigende arbejdsløshed. Mange ledige benytter sig derfor af deres "kopanki" – altså de private mini-kulminer, man selv udvikler på steder, hvor kullet ligger nær overfalden. I følge loven skal man dog have licens, men det blæser man på.

– Sådanne minikulminer er primitive, dårligt udrustet, usikre og uden arbejdssikkerhed. Med den store ledighed kan man let skaffe medhjælpere. Det sker naturligvis ”sort”, uden om skattevæsenet. Når myndighederne kommer forbi med kontrol skal der naturligvis ”smørres”, så de ser gennem fingrene på det hele. 

Hvad er minearbejdernes holdning til Kiev-styret og dets militæroperation?

Minearbejderne er splittet i flere fagforeninger. De har ikke tidligere markeret sig med fælles sociale krav. Men Kijevs såkaldte ”antiterrooperation” (ATO), altså krigshandligerne mod os – satte sindene i kog. Denne ATO har lammet vort erhvervsliv og hverdagen. Derfor reagerede minearbejderne for to uger siden. De gik i kæmpedemonstration gennem Makejevkas hovedgade og havde et protetsmøde med kravet om straks at standse ATO. De truede med at erstatte deres arbejdsredskaber med våben for at forsvare Donbass. Så skarpt har de aldrig reageret før offentligt.     

Bygger beskyttelsesrum

Hvordan oplever I de militære handlinger?

– Flere byer er blevet angrebet fra luften og på jorden. Men det er forskelligt fra distrikt til distrikt. På grund af de militære overfald har mange, især i Slavjansk, Kramatorsk, men også visse steder i Donetsk, opført egne beskyttelsesrum.

– Oftest opfører man dem i sin baghave. Når der bliver skudt med artilleri og kastet bomber går både børn og voksne i skjul der. Her har man samlet et forråd af vand, mad, tændstikker og stearinlys, så man kan være der et stykke tid. Men ikke alle byer er lige hårdt ramt. For eksempel har Makejevka været mere rolig.

Hvordan fungerer hverdagen de steder, hvor der ikke er daglige kampe? 

– Jamen generelt er hverdagen unormal. Nok er der el, gas og vand, og butikkerne har åben, dog ikke hele dagen. Den største forandring ser man i folks øjne. Man er mere tilknappet, snakker mindre med hinanden og smiler mindre. På grund af inflation, prisstigninger, fabrikslukninger og øget kriminalitet er utrygheden vokset.

– Når ukrainske soldater og folk fra Højre Sektor rykker ind, beslaglægger de huse, lokaler, biler og fødevarer – alt hvad bevæbnede folk mener, de kan bruge. Samtidig er den lokale kriminelle underverden i ly af krigen vågnet op. Indbrud og overfald er øget. Voldsmænd optræder ofte i hætter eller i camuflagetøj. De kalder sig "frihedskæmpere" og påstår, at de er Donbass-forsvarer eller råber: ”Vi er fra Højresektor”.  

– På grund af denne utryghed foretrækker folk at holde sig inden døre. I stedet for at køre i egen bil tager man offentlig transport, hvor man føler sig mere tryg. Apoteker og andre butikker lukker ved fire-femtiden, hvorefter man kun kan købe de mest nødvendige ting gennem en luge i baglokalet.  

Hvordan forløb folkeafstemingen og præsidentvalget hos jer?

– Folkeafstemingen om vor status den 11. maj og præsidentvalget den 25. mej er to vidt forskellige ting. Det var som dag og nat. Den 11. viste vores befolkning sin egentlige holdning. Visse steder forhindrede ukrainsk militær og paramilitære grupper dog at gennemføre vores folkeafsteming, men generelt var stemningen ganske ualmindelig.

– Jeg tror aldrig, jeg har set et så overvældende fremmøde. Med et ord kan stemingen beskrives som præget af stolthed. Det var som alle ville trodse overmagten. Folk stod tålmodigt i timevis i lange køer. Jeg tror ikke, jeg ved noget som helst valg siden 1991 har oplevet et så energisk fremmøde. En fantastisk og værdig manifestation. 

– Valget den 25. maj blev nærmest ignoreret. Nogle valgsteder blev ikke åbnet. Vore nye lokale myndigheder forbød at afholde det, man kaldte for ”et fremmed lands præsidentvalg”. Men forhindrede det dog ikke helt. De fleste steder mødte tilforordnede dog ikke op. De steder, hvor man kunne stemme, følte vælgerne, at det var ulogisk at stemme, efter at man ved folkeafstemingen allerede havde stemt for uafhængighed. Men naturligvis var en del vælgere præget af angst for at det værste kunne ske på selve valgdagen.