Albert Einstein skal have sagt: ”Hvis jeg kun havde en time til at løse et problem, ville jeg bruge de første 55 minutter til at stille det rigtige spørgsmål. Når jeg så havde formuleret det rigtige spørgsmål, kunne jeg løse problemet på under fem minutter.” 

Hvordan ser tingene ud bag kulisserne? Hvilke strategiske interesser har denne konflikts hovedaktører?

Med krisen i Ukraine er de fleste mennesker i en lignende situation. De vil dog gennem »kvalitetsmedierne« købe spørgsmålene om årsagerne til landets ustabilitet som er propaganda fra USA og NATO. Som eksempelvis russernes angivelige brud på folkeretten ved indlemmelsen af Krim. En undtagelse er den konservative folkeretsdommer Reinhard Merkel, som gennemgik processens juridiske grundlag i Frankfurter Allgemeine Zeitung (førende tysk dagblad, red.) den 7. april:

Annekterede Rusland Krim? Nej. Var folkeafstemningen om Krim og dens adskillelse fra Ukraine i strid med folkeretten? Nej. Var det altså lovligt? Nej; det strider mod den ukrainske forfatning, men det er ikke et folkeretsligt anliggende. Burde Rusland så ikke afvise Krims ansøgning på grund af denne overtrædelse af folkeretten? Nej, den ukrainske forfatning binder ikke Rusland.

I mellemtiden har »årets største hykleri« – som Dmitri Peskow, talsmand for den russiske præsident Vladimir Putin, har betegnet de vestlige beskyldninger – ført til massemord på civile i det østlige Ukraine. De vestlige moralapostle forbliver uberørte. Deres muntre godkendelse af indsættelsen af pansrede mandskabsvogne, kamphelikoptere og jagerfly fra den vestligt orienterede kupregering mod fredeligt forsamlede, ubevæbnede civile fortæller alt, for ikke at tale om deres iskole tavshed omkring massemordene i Odessa, hvor nynazistiske gerningsmænd er Vestens venner og de forbrændte og myrdede ofre blot anses som »prorussiske aktivister«.

Det må være slut med denne komedie. Hvordan ser tingene ud bag kulisserne? Hvilke strategiske interesser har denne konflikts hovedaktører?

Ukraines strategiske betydning

Vesten fremstiller gerne Ukraine som et »strategisk vigtigt område i verden«. Det gælder kun for Rusland, og kun i en ramme for dets defensive strategi, men det gælder ikke i en plan for at erobre verden, således som vestlige krigsmagere fremstiller Moskva.

Ifølge den private amerikanske efterretningstjeneste Strafor, hvis medarbejdere plejer sine tætte kontakter til kolleger i det amerikanske Udenrigsministeriums efterretningstjeneste og andre NATO-lande, ”har Ukraine som en moderne magt, der ikke værner om onde hensigter mod Rusland, kun ringe strategisk betydning.” For en fjendtlig magt derimod udgør Ukraine som springbræt til det russiske territorium en dødelig trussel.

”Så når Tyskland ikke planlægger en ny krig mod Rusland – og det gør Tyskland ikke – har Ukraine kun ringe betydning for Europa eller tyskerne”, fortsatte Stratfor-chef George Friedman i sin analyse af sagen den 11. februar i år. Og på det økonomiske område er Ukraine som transitland for energitransporten mellem Rusland og det øvrige Europa ligeledes vigtig, forudsat at begge parter samarbejder. Ud over det ville en stærkere ukrainsk tilknytning blot betyde en økonomisk og finansiel belastning for både Rusland og Europa.

Russiske interesser

Efter USA’s anstiftede og finansierede ”Orange Revolution” i 2004 forløb ikke alting i Ukraine efter USA’s planer. 

Kreml anså den helt korrekt som et umiddelbart angreb på sine strategiske og økonomiske interesser. 

Derfor tilbyd man på den ene side det forgældede land gunstige særbetingelser og kredit for russiske energileverancer og truede på den anden side med leveringsstop ved manglende betaling.

Destabilisering af Ukraine er et ideelt redskab, når Washington skal stadfæste sin status som global supermagt.

Det gjorde et imponerende indtryk på præsident Viktor Jutjenko (2005-2010) og ministerpræsident Julia Timosjenko (2005 og 2007-2010). Begge gjorde en politisk dyd ud af en økonomisk nødvendighed og fandt en modus vivendi (samværdsform, red.) med nabolandet  - under overvejelse af sine strategiske interesser. Det gik især ud på at forhindre stationering af NATO- eller amerikanske raketter i Ukraine – foran Ruslands fordør.

Til stor ærgelse for Washington blev Moskva dengang aktivt støttet af Berlin og Paris

Dette gjorde stort indtryk på de russofobiske kræfter i Kiev. Samtidig blokerede Tyskland sammen med Frankrig resolut USA’s planer om at optage Ukraine i NATO. 

Det gik så vidt, at de i disse spørgsmål ikke lod sig afskrække fra at sætte sagen på spidsen ved NATO-topmøderne 2008 i Bukarest og 2009 i Strassbourg. Efterfølgende blev NATO’s udvidelse mod øst med Ukraine og Georgien udskudt på ubestemt tid ved topmødet i Lissabon 2010. 

En medvirkende årsag har sikkert været Ruslands resolutte reaktion på NATO-kandidaten Georgiens brutale militære intervention i Sydossetien, der demonstrerede en betydelig forbedring af de russiske stridskræfter.

I sidste ende førte Ukraines skuffelse over den sparsomme hjælp fra Vesten til, at en relativt pro-russisk regering kom til magten under ledelse af præsident Viktor Janukovits ved valget i 2010.

Selv ikke Vesten protesterede dengang mod denne afstemning. Alligevel blev det nye statsoverhoveds embede nu jagtet af en nyfascistisk hob med støtte fra Vesten. Denne forfatningsstridige handling blev samlet  tiljublet af Washington, Bruxelles og Berlin.

USA’s interesser

Historien om USA’s globale militære interventioner siden begyndelsen af det 21. århundrede fremviser en kæde af kostbare militære og politiske nederlag.

Læren af dette er: Washington kan ganske vist ødelægge hele stater og dræbe eller fordrive dele af dens befolkning. Imidlertid er stormagten ude af stand til at skabe fred i disse lande og sætte et aftryk på deres politiske system. 

Det har desuden været med til at vende amerikanernes stemning. Lige nu afviser to tredjedele af dem militær intervention i udlandet – og det gælder også for Ukraine. Under en femtedel er for. Der bliver således næppe vundet stemmer ved de kommende valg med krigsråb.

Imens efterlyser supermagtens vasalstater globalt trods dennes nuværende økonomiske svaghed desuden Washingtons beslutsomhed for at sætte sine interesser igennem militært.

Det har disse USA-venlige magthaveres regime og ofte deres liv hidtil i praksis været afhængig af. Samtidig bekymrer Washington sig over det øgede fravalg af dollars som verdens valutareserve. Det er hovedsøjlen for USA’s verdensomspændende magt. 

Ved finanskrisens begyndelse i 2007 udgjorde dollaren stadig næsten 60 procent af verdens valutareserver. I dag udgør den knap en tredjedel.

På baggrund af denne udvikling er det lykkedes Moskva i Europa og det nære Østen at spille sine kort med succes. 

I tilfælde som Iran og Syrien knuste Rusland, som regel med støtte fra Kina og de øvrige BRIKS-lande, USA’s planer om verdensomspændende magt.

Med sit “Fuck the EU” understregede Nuland sin foragt for Berlins og Bruxelles såkaldte svaghedspolitik og lod forstå, i hvilken retning USA’s strategiske overvejelser gik.

Derved blev »urostifteren«, der har udråbt sig til at være »en USA-undtagelse«, atter snart opfattet som den gamle fjende. For at stadfæste sin status som supermagt måtte Washington straffe landet og sætte det på porten. Til dette formål fremstod muligheden for en fornyet destabilisering af Ukraine som et ideelt redskab. Det åbnede desuden muligheden for Washington at fordrive den russiske flådes strategisk betydende position på Krim-halvøen.

Selv om en fuldstændig irationel tilspidsning af modsætningerne ikke kan udelukkes, er en direkte militær intervention af USA i Ukraine og det efterfølgende sammenstød med Rusland usandsynligt.

Ifølge Stratfor råder der i USA lige nu en konsensus om ikke at gribe militært ind over det tidligere  Sovjetunionen og dets medlemslande. 

Nok er Rusland ingen global stormagt og dens stridskræfter i sammenligning med USA behæftet med mange svagheder, men det er stort forspring regionens stærkeste nation, og også i stand til, som krigen mod Georgien viste, at demonstrere sin magt overfor de tidligere sovjet-republikker.

Også USA’s militær har sine svagheder. Mere end et årtis felttog mod den muslimske verden er ikke gået sporløst forbi, og man er ikke forberedt på en konventionel krig, som den man kommer til at føre mod Rusland.

Samtidig er NATO-alliancens politiske struktur flosset, ogforbundsfællerne kan ikke vindes for et amerikansk miltært eventyr mod Rusland. Det eneste, der her og nu kan bruges, er samlingen af kræfter på stedet

Fremfor en direkte konfrontation foretrækker USA den med minimal risiko forbundne strategi en udskiftning til provestlige regimer i stil med Orange- eller Roserevolutioner langs den russiske grænse.

Jo tættere en konflikt mellem USA og Rusland foregår foran Moskvas hoveddør, som eksempelvis i Ukraine, desto større er den militære fordel for Moskva, alene af logistiske årsager.

Tyske interesser

Ved ”Sikkerhedskonferencen” i München ved årets begyndelse benyttede forbundspræsident Joachim Gauck, udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier og forsvarsminister Ursula von der Leyen foran et internationalt publikum lejligheden til at gøre det tydeligt, at der er sket en forskydning i den tyske sikkerhedspolitik. 

De understregede viljen hos Tysklands store koalition til at styrke sin globale gennemslagskraft, om nødvendigt også med militære midler. 

Denne erklæring kom på et tidspunkt, hvor Berlin allerede med støtte fra Frankrig og EU i Bruxelles på den mest uforskammede måde havde blandet sig i Ukraines indenrigspolitik. 

Ved hjælp af en tysk-ukrainsk ex-bokser, som var blevet  dyrket politisk til det ekstreme af den CDU-støttede Konrad Adenauer-Stifftung og som havde holdt hof hos forbundskansleren og hendes udenrigsminister, troede man sågar at kunne indsætte den næste præsident i Kiev.

Dog var det for de fleste iagttagere fuldstændigt uforståeligt, hvorfor forbundsregeringen med sin frække optræden i Kiev ikke blot at bringe sine betydelige tyske industri-interesser  i Rusland og sin egne energiforsyning i fare, men også samtidig handle imod sine egne politiske interesser. 

For at opnå lovende økonomiske og politiske interesser gennem et tættere samarbejde med Kreml havde Berlin således i årevis i samarbejde med Paris inden for EU stræbt efter et strategisk partnerskab med Rusland. Disse planer blev dog hele tiden blokeret af »Det nye Europas« russofobiske stater med støtte fra USA. 

Pludselig så det ud til, at Berlin var rede til permanent at kaste sit forhold med Rusland over bord til fordel for det ødelagte og forgældede Ukraine, på trods af at der  intet var at vinde for hverken den tyske økonomi eller for EU. Hvad var der sket?

Denne proces var i starten også ubegribelig for Stratford-chef Friedman. 

I sin situationsanalyse undrede han sig over, at Tyskland som »Den europæiske Unions reelle anfører« med store anstrengelser havde blandet sig i Ukraine mod Rusland, oven i købet på et tidspunkt, hvor »det europæiske projekts fiasko langsomt blev tydeligere, hv or Sydeuropa led under høj gæld og en høj andel arbejdsløse,  hvor usikkerheden omkring  det nyttige og den mest omkostningseffektive i Østeuropa ved at deltage i det europæiske banksystem og hvor kløften i den Monetære Union mellem Frankrig og Tyskland bestandigt voksede sig dybere.« 

Af disse årsager lod Berlins Ukraine-politik og EU’s sig kun »særdeles svært begrunde«, ifølge Friedman den 11. februar.

USA’s planer for nye alliancer

I begyndelsen af februar blev mørket noget oplyst gennem en uformal samtale med det amerikanske udenrigsministeriums statssekretær Victoria Nuland. Det blev tydeligt, at ikke Tyskland og ikke EU, men USA fra starten stod bag krisen i Ukraine. 

Med sit »Fuck the EU« understregede Nuland ikke blot sin foragt for Berlins og Bruxelles såkaldte svaghedspolitik, men hun lod også forstå i hvilken retning de amerikanske strategiske overvejelser gik. 

Det skete, samtidig med at europæerne stillet over for tilspidsningen af krisen i Kiev havde besluttet sig for at udvise større forsigtighed og mådehold. Det omfattede også at Rusland burde ligestilles i bestræbelserne på at løse krisen. Denne nye drejning talte imod de amerikanske planer.

Allerede 12 timer efter at der var opnået et resultat i forhandlingerne mellem udenrigsminister Steinmeier, hans franske kollega Laurent Fabius, den polske Radoslav Sikorski og den ukrainske præsident Janukovits stedfortræder, såvel som den russiske præsident Vladimir Putins udsendte repræsentant, havde USA med hjæp fra sine voldelige nyfascistiske stormtropper jaget den retmæssige præsident på porten og banket sin hensigt fast med syvtommersøm.

Nu, hvor USA har mere end en fod i døren i Ukraine, tror de, at de ikke blot kan underkue Rusland, men også undergrave »det gamle Europa« i Østeuropa.

Herefter har Washington bestemt, hvor der skete noget i Ukraine. Berlin med sin marionet Klitsko og Bruxelles er blevet sat ud på et sidespor. De amerikanske skakbrikker, som »ministerpræsident« Arseni Jazeniuk, er blevet løftestang for magten. 

Der vil de blive rådgivet af CIA-agenter og lignende amerikanske specialister i hundredevis omkring den videre militære udvikling i landets østlige del, hvor store dele af befolkningen kræver større selvstændighed og som ikke anerkender kupregeringen i Kiev.

De sidste dage og ugers gentagne forsøg fra tyske og europæiske diplomater på at skærpe konflikten ved at forhandle om en føderalisering af Ukraine, i det mindste med løsrivelsesbevægelsen – en krav, som også Moskva stiller – er blevet gødet på gold jord af amerikanerne og deres håndlangere i Kiev. Årsagen: Det er ikke i USA’s interesse at løse konflikten. Desuden har Washington takket været EU’s medvirkning til at destabilisere Ukraine, skaffet sig en ideel anledning til at straffe Rusland og dermed til også på længere sigt at få anbragt sin krigsmagt foran landets fordør, og som USA-administrationen efter behag kan anlægge sine bål foran, såfremt Moskva kommer på tværs af deres planer andre steder i verden.

NATO-staternes utroværdighed

Mens relevante kommentarer fra Washington med fuld misfornøjelse gør det tydeligt, at krisen i Ukraine er gengæld for Moskvas stilling i Syrien, går USA-Establishmentets strategiske overvejelser langt videre. 

Nu, hvor USA har mere end en fod i døren i Ukraine, tror de, at de ikke blot kan underkue Rusland men også undergrave »det gamle Europa«, og især Tyskland i Østeuropa.

Samtidig bliver derifølge Stratford-papiret  talt om planer, som ”parallel til NATO’s vidtstrakte mangel på anvendelse” skal skabe en fortsat af USA ledet alliance langs den russiske grænse fra Estland over Hviderusland , Ukraine og dele af det østlige Midteuropa indtil det centrale Asien. 

»Problemet er, at NATO ikke længere fungerer som en alliance. Den blev udviklet under Den kolde Krig for at forsvare en grænse, der lå i Vesten, men som nu overvejende ligger i Østen. Endnu vigtigere var medlemsstaternes enighed om, at Sovjetunionen udgjorde en eksistentiel trussel mod Vesteuropa,« forklarer Stratford-chef Friedman og fortsætter: »Denne enighed findes ikke længere. Forskellige lande har forskellige opfattelser af Rusland og andre bekymringer. Dertil kommer, at den kolde krigs afslutning har ført til en massiv tilbagegang for de militære kræfter i Europa. Uden en massiv og hurtig oprustning mangler NATO ganske enkelt styrken. På grund af finanskrisen og af andre grunde vil der ikke blive oprustet. Endeligt kræver NATO enighed, når den handler, og den findes ganske enkelt ikke længere.«

Derimod har landene langs den russiske vest- og sydgrænse ifølge Stratfor »en primær interesse at modsætte sig russisk krav om magtbesiddelse.«

I modsætning hertil er »det øvrige Europa ikke truet«, og disse lande er »ikke rede til at bringe finansielle og militære ofre for at løse et problem, som de mener, man kan leve med.«

Derfor må enhver amerikansk strategi for at skabe nye strukturer i den russiske periferi »gå uden om NATO. »I denne region kan der skabes en ny, USA-ledet alliance, hvis medlemmer – i modsætning til i NATO – ikke har vetoret.«

Østeuropas russofobi

Den Europæiske Union har mistet både sin glans og sågar sin tiltrækningskraft. Man er ikke kommet videre med at løse Euro-zonens strukturelle problemer. For de svageste lande betyder medlemskabeten stigende udstødelse, høj arbejds- og pespektivløshed for befolkningerne. 

Alligevel har de toneangivende kræfter i Tyskland og Frankrig ikke opgivet drømmen om at lede et økonomisk og politisk forenet Europa med 500 millioner mennesker. Kun således håber de at virkeliggøre den i årevis besvorne vision om at kunne omgås USA omkring globale anliggender ”i øjenhøjde”. Men det vil næppe heller lykkes uden gode forbindelser til Moskva.

I alle tilfælde vokser faren for, at de østeuropæiske medlemsstaters nye russofobiske borgerskab gennemhuller EU-anføreren Berlin – som det allerede er sket med det tilstræbte strategiske partnerskab med Rusland. Især på det sikkerhedspolitiske område kissemisser det »nye Europas« stater med USA gennem bilaterale aftaler. De tror nemlig ikke på, at de »fede og bekvemme vesteuropæere« vil vove en konflikt med Rusland for at forsvare Østeuropas interesser, men snarere, at de i nødstilfælde vil anvende deres vetoret i NATO.

Derimod tiltror de amerikanerne en robust og offensiv repræsentation af deres nationalistiske og russofobiske interesser over for Moskva. Det blev blandt andet demonstreret gennem det polsk-amerikanske sammenspil med henblik på at trænge den russiske indflydelse i Ukraine tilbage.

NATO-alliancens politiske struktur er flosset, og forbundsfællerne kan ikke vindes for et amerikansk militært eventyr mod Rusland. 

Dertil kommer, at Ukraines destabilisering ifølge den amerikanske statssekretær Nuland allerede har kostet fem milliarder dollars. Dette samarbejde mellem Washington og Østeuropa imødekommer de amerikanske planer for en ny alliance »uden om NATO«, og det »gamle Europa« har mange gode grunde til at bekymre sig.

Et eksempel på østeuropæernes indstilling var den polske præsident Bronislav Komorovskys advarsel den 10. maj 2014, som krævede, at Tyskland indtog en mere beslutsom holdning over for Rusland. Hans land ønsker sig fra forbundsregeringen »i en konflikt med Ukraine mere beslutsomhed«.

Han har »ringe forståelse for den måde, hvorpå mange i Tyskland i dag ser på Rusland«. 

Hvorefter fulgte denne skjulte trussel: Der står den mistanke tilbage, at flere tyske politikere har valgt en udenrigspolitisk vej, som er svær at acceptere for vort Polen. Warszawas stemningsstyrede udenrigspolitik er bestemt af historiske traumer, der stadig ikke er overvundet. De styrer direkte mod en ny kold krig. Det ville være temmelig profitabelt for Warzawa, fordi den i alle tilfælde vil kaste frontstaten Polen kraftig politisk og økonomisk mønt af sig.

Berlin og Paris befinder sig i modsætning hertil i svikmøllen. På den ene side vil de ikke sætte deres gode forhold til Rusland over styr, på den anden side truer deres ambitioner om at blive anerkendt som anførere for et forenet Europa med at mislykkes, hvis de ikke går resolut nok imod Moskva for at stille EU’s østeuropæiske stater tilfreds. 

Indtil videre har de forsøgt at gå i spagat: på den ene side skarp politisk retorik mod Rusland, på den anden side vedtagelsen af harmløse sanktioner. Men denne politik er forbi nu. Den er blevet gennemskuet af østeuropæerne, som forlanger »mere beslutsomhed«, som Korovsky kaldte det.

På den baggrund fremstår Tyskland og Frankrigs handlinger i Ukraine i et andet lys. Påny gør Stratfor-chef Friedman os opmærksom på følgende: I årenes løb har Tyskland stadig mere nærmet sig Rusland, hvad enten det drejer sig om økosnomiske eller strategiske spørgsmål. 

Forbundsrepublikkens rolle er marginaliseret

Ingen af de to nationer har »følt sig tilpas over USA’s aggressioner i Mellemøsten og Sydvestasien«. Begge lande bør stillet over for den europæiske økonomiske krise være enige om, »at fordybe de fælles økonomiske bånd og at inddæmme De forenede Staters indflydelse.« Derfor bør Berlins »Klitsko-initiativ« i Ukraine, som vakte Ruslands mishag, ganske enkelt være »forbløffende«. 

Det hele giver først mening, når den allerede nævnte erklæring fra Gauck, Steinmeier og von der Leyen på »Sikkerhedskonferencen« i München var ment helt anderledes som Tysklands stærkere og mere selvbevidste rolle i verden, end den i almindelighed blev fortolket.

»Er det en del af tyskernes nye selvbevidsthed, at de nu planlægger at modvirke USA’s  anstrengelser?«, spørger Stratfor-chefen.

Med andre ord: Vil Berlin og EU imødegå USA’s planer i Ukraine og afslutte den af Washington skabte og betalte opstand gennem en konsensussøgende løsning med Rusland?

Den foragtelige måde, hvorpå USA-statssekretær Nuland i sin hyggesnak skubbede den tyske præsidentkandidat i Kiev til side, tyder ikke på et samarbejde, men snarere på en anspændt konkurrencesituation mellem Berlin og Washington.

I mellemtiden er det lykkedes Washington at marginalisere Tysklands og EU i Ukraine.

Selv hvis Berlin ville gå ind på Polen og andre østeuropæeres krav om yderligere konfrontation overfor Moskva for at bevare dem i det europæiske rum, der styres af Tyskland, holder det ikke i forhold til amerikanernes optrapning af den anti-russiske politik. 

For Washington søger en konfrontation med Rusland lige på tærsklen til krig. Trods »kvalitetsmediernes« krigsskrigeri er den indenrigspolitiske modstand i Tyskland og EU for stor til at hoppe med på det.