Flere gange har mødre i Ukraine blokeret veje i protest mod, at regeringen har sendt deres sønner i krig i Østukraine.
Den 24. juni stoppede 50 mødre trafikken på motorvejen fra Kijev til Chop i det vestlig-centrale Ukraine. De krævede deres sønner hjem.
Regeringen har sendt deres sønner til Slavjansk i Østukraine for at bekæmpe separatister. Sønnerne har været afsted i mere end 100 dage, og de har forfærdelige levevilkår, uden forsyninger, oplyser mødrene.
"Send generalernes børn i stedet"
Regeringen i Kijev kom til magten efter et statskup den 22. februar og har genoptaget den militære offensiv i de to regioner, Lugansk og Donetsk, i det østlige Ukraine.
En af mødrene, Tatiana, siger på Youtube-videoen.
Vi fødte dem og må sikre os, at de vokser op og kan nå alderdommen i fred.
Mor til soldat
– Min søn har ringet til mig og forklaret, at de indsamler regnvand, da der ikke er forsyninger af vand. De får kun tre gryvna om dagen at leve for, sagde hun.
Dét svarer til 1,40 kroner. Der skulle heller ikke være militær beskyttelse nok.
En anden mor, Valentina, opfordrer generalerne og lederne i forsvarsministeriet til at tage til Slavjansk og kæmpe i stedet for de udmarvede rekrutter. Deres børn kan tage med, lyder det.
– Lad dém gå til krig og se, hvor modige de er, opfordrer hun.
Blokaden skabte en 20 kilometer lang kø. Repræsentanter for forsvarsministeriet lovede at dukke op og forhandle med mødrene, men de kom aldrig.
Fem dage tidligere blokerede 100 mødre til rekrutter Chernivtsi-Zhitomir-hovedvejen ved byen Mahala i det vestlige Ukraine med det samme krav: At regeringen trak deres sønner hjem.
Den 8. juni blokerede en gruppe på 100 pårørende til soldater direkte for soldaternes kolonne fra den 3033 militære enhed i byen Melitopol i Zaporizhia. Det lykkedes at aflyse afsendelsen.
Ifølge mødrene var deres sønner blevet tvunget til at underskrive et papir, som fastslog, at de frivilligt deltager i aktionen i Donetsk, men at der ikke er nogen garanti for en vellykket hjemkomst.
Protesten forhindrede soldaterne i at blive sendt til fronten.
Kaserner bliver også blokeret
Tidligere har mødre også blokeret kaserner i Yavoriv, der ligger nær byen Lvov i det vestlige Ukraine, som ellers er arnestedet for ukrainsk nationalisme, fascisme og krigsromantik. Kasernen for den 24. mekaniserede brigade blev blokeret, rapporterer den ukrainske netportal TSN.
Også en kaserne i byen Dnipropetrovsk er blevet blokeret af mødre, der protesterede mod, at deres sønner kun havde fået tre dages militærtræning.
I Melitopol blokerede mødre en kaserne i sidste måned.
I vestlige og regeringsvenlige ukrainske medier lød det som om, der var tale om en pro-russisk støtte til separatisterne i Østukraine. Det afviste en af mødrene.
– Ingen har nævnt Rusland med et ord. Vi har bare ikke lyst til at miste vores familiers forsørgere. Vi fødte dem og må alene sikre os, at de vokser op og kan nå alderdommen i fred. Donetsk er en ren massakre, og vores børn er kun 20-21 år.
I Kherson i det sydlige Ukraine demonstrerede mødre og pårørende den 11. juni ved et hvervekontor, rapporterer Ukraine Antifascist Solidarity. De krævede en ende på krigen og blokerede kontoret.
Deres slagord var: "Kvinder mod krig!" og "Vores børn er ikke kanonføde".
Også ved den militære flyveplads ved Chuguev var der protester.
Soldater deserterer
Der er flere rapporter om, at soldater deserterer, siger op eller nægter at blive indsat i Østukraine.
Ifølge den britiske solidaritetsgruppe Ukraine Antifasist Solidarity har der været deciderede mytterier i Volhynia, Rivne og Poltava i det vestlige Ukraine.
Volhynia Post skrev den 27. maj, at soldater fra 3. bataljon i den 51. Brigade nægtede at blive sendt til Mykolayiv for at bekæmpe russisktalende, ukrainske oprørere. De nægtede også at flytte maskiner og udstyr.
I juni indgav 400 ukrainske faldskærmstropper deres afskedsbegæring, da de blev beordret til at bevæge sig til Østukraine.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278

















