Sidste nat var ekstrem. Landinvasionen af Gaza har medført hundredevis, ja vognladninger af sårede, kroppe, der er flået fra hinanden, blødende, rystende, døende - alle tænkelige skader. De er i alle aldre, de er alle civile, de er alle uskyldige.

Heltene i ambulancerne og i alle Gazas hospitaler arbejder 12 til 24 timer på skift. De er grå af træthed og et umenneskeligt arbejdspres (og uden at have fået løn af Shifa-hospitalet de sidste 4 måneder).

Mens jeg skriver disse ord til dig, er jeg alene. Jeg ligger i min seng mens tårerne løber ned ad mine kinder.

Jeg prøver at forstå det uforståelige kaos af kroppe i forskellige størrelser, legemsdele, nogle kan gå, andre ikke, nogle kan trække vejret, andre gør det ikke, nogle bløder, andre ikke. Det er mennesker, MENNESKER!

Nu, igen en gang truet på livet som dyr af “den mest moralske hær i verden”.

Min respekt for de sårede er ubegrænset i deres stumme beslutsomhed trods smerte, sorg og chok. Min beundring for de ansatte og de frivillige er endeløs. At være nær palæstinensernes urokkelighed giver mig styrke - selvom jeg i nogle øjeblikke kun ønsker at skrige, klamre mig til en, græde, lugte til huden og håret på et barn… indsmurt i blod… og beskytte os i en endeløs omfavnelse. Men det går ikke. Vi kan ikke, og de kan ikke.

Søer af blod

Askegrå ansigter. Åh nej! Ikke endnu et læs med snesevis af skadede og blødende. Vi har stadig søer af blod på gulvet i operationsstuen, klude, der hænger og drypper, forbindinger, der er fyldt med blod skal fjernes - ja, rengøringsfolkene er overalt. Hurtigt skovler de blod, amputerede kropsdele, hår, tøj, kanyler - dødens efterladenskaber - bort. For at blive klar igen, for at det kan gentage sig.

Over 100 sårede kom til Shifa de seneste 24 timer.

Det er mere end nok for et stort og velbemandet hospital med det hele. Men her har vi næsten intet. Ingen elektricitet, vand, engangsudstyr, medicin, operationsborde, instrumenter, monitorer - alt her er rustent og ser ud, som om der var hentet på et museum over tidligere tiders hospitaler.

Men de klager ikke, disse helte. De tager fat og bliver ved - ligesom krigere. Lige på, resolutte og uden tøven.

Mens jeg skriver disse ord til dig, er jeg alene. Jeg ligger i min seng mens tårerne løber ned ad mine kinder. Varme men ubrugelige tårer af smerte og fortvivlelse - og frygt.

Det her sker ikke!

Men jo. Netop nu starter den israelske krigsmaskines grusomme symfoni igen. Lige nu lyder der artillerisalver fra flådens skibe uden for kysten, fra brølende F16-fly, fra de kvalmende droner og fra de klaprende Apache-helikoptere. Det hele er lavet i USA og betalt af USA.

Har du et hjerte, Obama?

Hr. Obama - har du et hjerte?

Jeg inviterer dig - tilbring en nat - blot én nat - her sammen med os i Shifa. Forklædt som en, der gør rent, måske.

Jeg er overbevist, 100 procent - det ville ændre historien.

Ingen med et hjerte OG med magt ville kunne gå fra en nat i Shifa uden at være fast besluttet på at stoppe slagteriet af det palæstinensiske folk.

Men de hjerteløse og de nådesløse har gjort deres beregninger og planlagt et nyt overfald på Gaza.

Floderne af blod vil løbe igen den kommende nat. Jeg kan høre de finindstiller dødens instrumenter.

Jeg ber’ dig. Gør, hvad du kan. Dette her - DETTE HER - kan ikke fortsætte.

Mads Gilbert, PhD i Medicin