29 Aug 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Offentliggør navne på dræbte Gaza-børn

Red Barnet bryder tavshed

Offentliggør navne på dræbte Gaza-børn

Red Barnet offentliggør hovedparten af navnene på de børn, som mistede livet under 29 dages kamphandlinger i Gaza. Antallet af børn, som betalte den højeste pris, stiger stadig og er i skrivende stund på 415 børn.

Palæstinensere står omkring en kummefryser med ligene af al-Ghol-familiens dræbte børn. De blev dræbt under et israelsk luftangreb den 3. august 2014 i Rafah.
FOTO: Ibraheem Abu Mustafa/Reuters/Scanpix
1 af 1

415 børn. Døde som følge af israelske raketter, missiler, skarpe skud eller granater. Det er det tal, der indtil videre kan gøres op efter Israels anreb på Gaza. Nu offentliggør organisationen Red Barnet hovedparten af navnene på børnene.

Børn starter ikke krige. Heller ikke den i Gaza. Til gengæld er børn dem, som oftest lider mest i konflikt.
Jonas Keiding Lindholm, vicegeneralsekretær i Red Barnet

Ifølge FN var 70 procent af dem under 12 år gamle. Andre kilder taler om 430 døde børn.

– Det gør et indtryk på en at se børnenes navne sort på hvidt. De er ikke bare et tal. Deres død er en skamplet på verdens samvittighed, udtaler Jonas Keiding Lindholm, vicegeneralsekretær i Red Barnet i en pressemeddelelse og tilføjer.

– Børn starter ikke krige. Heller ikke den i Gaza. Til gengæld er børn dem, som oftest lider mest i konflikt, siger han.

I Gaza, hvor over halvdelen af befolkningen er under 18 år, er børn under den fire uger lange konflikt blevet dræbt eller skadet og har mistet deres familie, hjem og ejendele.

Mindst 2877 børn er sårede. Tusindvis er voldsomt traumatiserede, siger Red Barnet.

Red Barnet: Hæv blokaden af Gaza 

Ifølge Red Barnet har Israel's blokade mod Gaza ikke formået at forhindre våbenindsmugling og "helt urimelige raketangreb mod civile Israelere".

– Blokaden har resulteret i en tragisk, rekordhøj underernæring af børn og markant forringet sundhedstilstand hos gravide kvinder. Med andre ord, en vedvarende humanitær krise for Gazas 1,8 millioner beboere. Livet for de over en million børn, der lever på bare 365 kvadratkilometer i Gaza, var således kritisabelt allerede før den nuværende krig begyndte, udtaler Red Barnets vicegeneralsekretær.

>> SE NAVNENE PÅ DE DRÆBTE GAZA-BØRN HER

Derfor mener Red Barnet, at en forbedring af sundhedstilstanden og livet for børnene i Gaza, Israel og Vestbredden bør stå som et centralt hensyn i den permanente fredsløsning.

Navnene censureret i Israel

I Israel har Israel Broadcasting Authority (IBA) – der svarer til det danske DR – afvist at bringe to radiospots fra den israelske freds- og menneskerettighedsorganisation B'Tselem, hvor nogle af navnene på fem af de døde børn i Gaza bliver læst op.

IBA siger ifølge dagbladet Haaretz, at radioindslagene er "kontroversielle", "ikke afbalancerede" og muligvis egnede til at "provokerere til offentlig kontrovers over den militære operation".

IBA har bragt hundreder af indslag de seneste fire uger til støtte for den israelske invasion og radiospots fra tilhængere af aktionen. Det er muligt i israelsk medielov at bringe private radiospots i nationalt tv og radio. Men de kan blive afvist på forhånd.

Konkret hjælp i gang

Under den fire uger lange konflikt har Red Barnet blandt andet uddelt førstehjælpskasser og tæpper til FN’s tilflugtssteder på skoler, skaffet medicin til næsten 400 børn og ydet psykosocial støtte til 2000 tilskadekomne eller traumatiserede børn i Gaza.

I øjeblikket arbejder organisationen på at genetablere kapaciteten på sygehusene samt uddele rent drikkevand og hygiejneartikler til de mange familier, som ikke har noget tag over hovedet.

Red Barnet appelerer til, at støtte de overlevende børn i Gaza:

De skriver: "Børnene i Gaza har brug for din hjælp. SMS Gaza til 1277 og støt vores hjælpearbejde med 50 kroner (+alm. sms-takst).

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. aug. 2014 - 16:32   10. aug. 2014 - 11:19

Gaza

Anders Fenger
Skribent
Kort om angrebet på Gaza 2014

  • Den 8. juli angreb Israels hær den besatte Gaza-stribe.
  • 2251 palæstinensere blev dræbt – 1462 af dem var civile. 
  • 67 israelske soldater og seks israelske civile blev dræbt.
  • Blandt de palæstinensiske ofre var 578 børn mellem én måned og 17 år.
  • 263 kvinder og 102 ældre blev dræbt.
  • 23 læger, sygeplejersker, ambulanceførere eller andre sundhedsansatte blev dræbt.
  • >> LÆS MERE PÅ ARBEJDERENS TEMASIDE HER

Kilder: Wikipedia, CIA World Factbook, Leksikon.org