Skal virksomheder få adgang til et nyt og særligt voldgiftssystem, hvis de forventer at tjene mindre på grund af ny lovgivning i et enkeltland? Skal uddannelser ses som et marked for tjenesteydelser, der i højere grad skal åbnes bl.a. for multinationale aktører? Og er regler omkring datasikkerhed, miljøbeskyttelse og folkesundhed ikke bare handelshindringer, der hindrer vækst, indtjening og fremme af nye arbejdspladser?

Aftalen skal indeholde minimumsregler for arbejdsmiljø og respekt for lokale overenskomster. 

Det er spørgsmål som ovenstående, der er de centrale i forhandlingerne omkring en ny handelsaftale mellem EU og USA, kaldet TTIP.

Parallelt med de lukkede forhandlinger fører forskellige aktører nu kampagner i offentligheden. På den ene side erhvervslobbyister, der aggressivt taler for langt større markedsadgang og om fordelene ved frihandel. På den anden side en bred gruppe af fagforbund, miljø- og forbrugerorganisationer, der omtaler TTIP som alt fra et kommende ”statskup med andre midler” til en aftale, der ”vil hæve multinationale selskaber over retssystemet”.

150.000 protester

Kampen er også lokal helt ind i byrådssalene - i Frankrig har indtil videre to regioner med i alt 17 millioner mennesker erklæret sig for ”TTIP-frie zoner”.

Kritikken har skudt fart siden november 2013, hvor hemmelige forhandlingsdokumenter blev lækket via Wikileaks. Efterfølgende valgte EU at sende forslaget om det særlige voldgiftssystem til offentlig høring i løbet af foråret - hvilket resulterede i det største antal høringssvar i EU nogensinde. I alt 150.000 enkeltborgere protesterede, udover mange foreninger og interesseorganisationer.

Herhjemme er debatten kun lige startet. Indtil videre har bl.a. ledelsen i Dansk Metal erklæret sig som tilhængere af en ny aftale - på et tidspunkt, hvor den endnu ikke er færdigforhandlet. Andre siger nej på forhånd, fordi TTIP så oplagt peger på endnu mere magt til store multinationale selskaber.

Gør klar til nej

Aktive i fagbevægelsen kan måske læne sig op ad ETUC og AFL-CIO, der er de to største faglige paraplyorganisationer i henholdsvis EU og USA. De to har ført kampagne imod TTIP i over et år og har senest her i sommer gået klart imod voldgiftssystemet og krævet en helt anden indretning på forhandlingerne.

For ETUC og AFL-CIO er kravet en aftale, der globalt kan sikre minimumsregler for arbejdsmiljø, respekt for lokale overenskomster samt en udbygning af offentlig velfærd, nye klimatiltag - og desuden en demokratisering af arbejdslivet med fuld frihed til organisering og til at strejke, når det er nødvendigt.

En liste, som jeg godt vil skrive under på! Og som selvfølgelig reelt er en forberedelse til en nej-kampagne den dag, vi ser en færdig TTIP-aftale.