Neoliberalistisk inspirerede økonomer har længe hævdet, at topskattelettelser kunne være 50 procent selvfinansierende på grund af "dynamiske effekter" i form af øget arbejdskraftudbud.

Der bliver kun øget beskæftigelse, hvis der også er øget efterspørgsel efter arbejdskraft.

En ny "vismandsanalyse" hævder imidlertid, at nedsættelse af topskatten vil have endnu højere selvfinansieringsgrad, ja ligefrem kunne give overskud.

Man hævder, at skattenedsættelsen også gennem øget mobilitet - det vil sige at arbejdstagerne søger bedre lønnede uddannelser og jobs - vil øge væksten i den private sektor og herigennem skatteindtægterne.

Virkelighedsfjern teori

Det er imidlertid en "våd drøm". Som påpeget af Finansministeriet, så har "vismændene" glemt, at en velstandsforøgelse i den private sektor på grund af takt- og satsregulering vil forplante sig til offentlige lønninger og til overførselsindkomster. Hvilket igen vil reducere den postulerede "selvfinansiering" væsentligt.

Dette har fået neoliberalister til at kræve indgreb overfor disse reguleringsmekanismer. Hvilket tydeliggør, at topskattelettelser ikke er selvfinansierende, for de skal jo så netop finansieres af offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomster.

Hertil kommer imidlertid, at tankegangen om selvfinansierende topskattelettelser bygger på en virkelighedsfjern teori om, at øget arbejdskraftudbud af sig selv fører til øget beskæftigelse. Det er der imidlertid ingen automatik i. Der bliver kun øget beskæftigelse, hvis der også er øget efterspørgsel efter arbejdskraft. Det vil sige skabes flere jobs.

"Vismandsøkonomernes" påstand om, at lempelse af topskatten vil give mere velstand, forudsætter mange flere højtlønnede jobs for arbejdstagerne at vælge imellem. Men hvor skulle de under den fortsatte krise komme fra?

Svagheden i den udbudsøkonomiske tankegang gælder også Finansministeriets mere forsigtig antagelse om, at topskattelettelse er delvist selvfinansierende gennem generelt øget arbejdskraftudbud. Også her er forudsætningen jo, at der skabes flere jobs, hvis det skal give indtægter.

Langsom genopretning

Men der er i både i 2007, 2009 og 2012 gennemført lempelser af marginal- og topskatter, uden at beskæftigelsen er vokset – endsige der er kommet væsentligt flere højtlønnede jobs. Tidens økonomiske perspektiv handler ikke om større udvidelser af beskæftigelsen og slet ikke med mange højtlønnede jobs, men om langsom økonomisk genopretning og kun svagt stigende beskæftigelse. Og uden stigende beskæftigelse vil nedsættelse af topskatten ikke engang være halvvejs selvfinansierende, men 100 procent underskudsgivende.

Overvismand Whitta-Jacobsen har da også måttet bakke baglæns og indrømme, at "der er en vis afstand imellem det akademiske og det praktiske i økonomisk politik". Det tør mildt sagt siges. Gennemføres den "våde drøm" om "selvfinansierende" topskattelettelser vil det danske samfund vågne op til en klam virkelighed med store statsunderskud. Hvem mon så skal betale?