Den Islamiske Stat, hvis styrker natten mellem mandag og tirsdag blev udsat for luftangreb på syrisk territorium fra USA's militær, er hver gang et land er blevet udsat for invasion eller udenlandsk pres, dukket pludseligt op og trådt i aktion.
Jeg advarede CIA om, at vi var ved at skabe et monster.
Selig Harrison, USA
Netstedet Global Research fra Canada har sporet starten på Islamisk Stat tilbage til Afghanistans bjerge i 1970'erne og 1980'erne.
Her støttede USA's efterretningstjeneste CIA i samarbejde med den pakistanske sikkerhedstjeneste flere islamiske modstandgrupper for at svække Sovjetunionens tropper i landet. Dét skrev Washington Post allerede den 19. juli 1992.
Jihadisterne – de hellige krigere – kom fra hele den arabiske verden og vendte hjem til deres egne lande, efter at Sovjet trak sig ud i 1988. Mange af lederne af det nuværende Islamisk Stat deltog i krigen mod Sovjet og siden i modstanden mod USA's senere besættelse fra 2001.
Advarsel mod islamister
– Jeg advarede CIA om, at vi var ved at skabe et monster (...) Men CIA begik en historisk fejltagelse at fremme de islamiske grupper i hele verden, sagde militærekspert Selig Harrison fra Woodrow Wilson International Center for Scholars til dagbladet Times of India tilbage i 2001.
Islamisk Stat-lederne dukker atter op, efter at USA og en "koalition af villige" med USA i spidsen invaderede i Irak i 2003.
– Irak blev hærget, og der blev skabt sekteriske skel mellem sunni- og shiamuslimer. Det var en perfekt vugge for terrorgruppen al-Qaeda i Irak (AQI), som var forløberen for Islamisk Stat, mener Lindsey German fra den britiske fredsbevægelse Stop The War, der gennemførte store demonstrationer mod Irak-krigen i 2002 og 2003.
Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS) blev stiftet i 2003-04.
Jihadister mod Gadaffi
Ledere og krigere omkring Islamisk Stat dukker igen op under krigen mod Moammar Gadaffi i Libyen i februar-marts 2011, hvor NATO efter få uger angreb Gadaffi-styrker og forsynede modstandsgrupper med træning og våben.
Kommandør Abdel-Hakim al-Hasidi fra Den Islamiske Kampgruppe i Libyen, sagde i marts 2011 til det italienske dagblad Il Sole 24 Ore, at jihadister, der kæmpede mod de allierede tropper i Irak, "i dag er i de forreste linjer i kampen mod Gaddafis regime i Libyen",
Selv indrømmede al-Hasidi, at han tidligere havde kæmpet mod USA's »invasion i Afghanistan".
Da oberst Muammar Gadaffi i Libyen blev væltet den 20. oktober 2011, blev de libyske våbenarsenaler plyndret, og de libyske oprørere sendte store mængder våben til Syrien.
Det borgerlige dagblad The Times of London berettede den 4. september 2012 om en skibsladning af tunge våben fra Libyen til Syrien.
Fokus på Syrien
Siden marts 2011 har USA, Storbritannien, golflandene og Frankrig rettet deres fokus netop mod Syrien.
Tusinder af islamister fra hele verden strømmede til landet for at styrte præsident Bashar al-Assad. Islamisk Stat flyttede i 2011 sin base fra Falluja i Irak til Raqqa i det nordlige Syrien, senere til Deir Ez Zor i den vestlige del af landet.
Ifølge israelske efterretningskilder på netportalen Debka-files var USA og NATO sammen med det tyrkiske militærs overkommando involveret i at rekruttere jihadister og træne dem lige fra starten af den syriske krise i marts 2011.
Rige erhvervsfolk i golfstaterne Saudi-Arabien, Qatar og Kuwait sendte jihadisterne penge og våben, dokumenterede The New York Times i november 2013 og beskrev, hvordan enorme summer for eksempel blev overført fra banker i Kuwait til at støtte "oppositionenskrigerne" i Syrien.
Den 20. august i år anklagede den tyske udviklingsminister Gerd Müller golflandet Qatar for at finansiere Islamisk Stat, men han blev ifølge nyhedsbureauet Reuters "straks irettesat af sin regering".
Står Saudi-Arabien bag?
En tidligere leder af den britiske efterretningstjeneste MI6 Sir Richard Dearlove hævede i dagbladet The Independent 16. juli 2014, at Islamisk Stat var skabt af Saudi-Arabiens tidligere efterretningschef Bandar bin Sultan, "der fik til opgave at ødelægge den syriske regering".
Mellemøsteksperten Alastair Crooke fra tænketanken Conflict Forum i Libanon var tidligere mellemøstrådgiver for EU's daværende udenrigschef Javier Solana, Nu kæmper Alastair Crooke for et "mere nuanceret syn på Mellemøsten". Han mener, at Islamisk Stat ikke kan forstås, uden at se på magtforholdene i Saudi-Arabien.
"Saudi-Arabiens herskende elite er delt. Nogle klapper i hænderne over at Islamisk Stat bekæmper den iranske shiitiske "ild" med sunni-ild" ud fra en streng salafistisk ideologi og skaber et sunni-kalifat i bedste sunni-tradition", skriver Alistair Crooke i Huffington Post.
"Men andre i de saudiske elite frygter, at IS-strømingen engang vil gøre oprør mod dem selv, ligesom oprøret mod kong Abd-al Aziz, begået af wahhabisten Ikhwan, der næsten ødelagde al-Saud-kongedømmet i slutningen af 1920'erne, skriver Mellemøst-eksperten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278