15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Karzai kritiserer USA

Hård kritik fra eks-præsident

Karzai kritiserer USA

Den afgående præsident Hamid Karzai holdt tirsdag sin afskedtale, inden han forlader posten efter 13 år. I talen rettede han en skarp kritik mod USA og advarede sin efterfølger om supermagtens motiver i landet.

Hamid Karzai vil have USA ud af Afghanistan.
FOTO: Wakil Kohsar/AFP/Scanpix
1 af 1

I sin sidste tale som Afghanistans præsident benyttede Hamid Karzai lejligheden til at rette en skarp kritik af USA. Karzai sagde ifølge BBC, at krigen i Afghanistan ikke var en krig mellem afghanere, men en krig for "fremmede magters målsætninger". Han rettede også en kritik mod nabolandet Pakistan.

Hvis USA og Pakistan virkelig ønsker det, kan der blive fred i Afghanistan.
Hamid Karzai

– Krigen i Afghanistan er baseret på udenlandske målsætninger. Krigen er til gavn for udlændinge. Men afghanere på begge sider er ofre for denne krig, sagde Karzai og slog fast, at USA ikke ønsker fred i landet.

– Hvis USA og Pakistan virkelig ønsker det, kan der blive fred i Afghanistan.

USA's ambassadør i landet James Cunningham kalder bemærkningerne utaknemmelige.

– Hans unødvendige bemærkninger gør det amerikanske folk en bjørnetjeneste og vanærer de enorme ofre amerikanere har ydet her. Det er uvenligt og utaknemmeligt, sagde Cunningham ifølge BBC og fortsatte:

– Men jeg kan med overbevisning forsikre amerikanerne om, at afghanerne selv i høj grad værdsætter og er taknemmelige for de ofre og den indsats, USA yder for dette lands fremtid.

Hamid Karzai kom til magten i 2001, efter den USA-ledede invasion nedkæmpede taleban-styret. Han har været præsident siden. Men den seneste tid er han kommet på kant med besættelsesmagten.

Karzai har nægtet at underskrive en aftale om USA's fortsatte tilstedeværelse, der sikrer immunitet for de amerikanske soldater i landet. Afghanistan kommende præsident Ashraf Ghani vil underskrive aftalen med USA.

>> LÆS MERE: USA bliver i Afghanistan mange år frem

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. sep. 2014 - 09:43   02. okt. 2014 - 15:46

Afghanistan

rrj@arbejderen.dk
Afghanistan
  • Navn: Den Islamiske Republik Afghanistan.

  • Hovedstad: Kabul.

  • Indbyggertal: cirka 31,8 millioner.

  • Største etniske grupper: pashtuner 42 procent, tadsjiker 27 procent, hazaraer 9 procent, uzbekere 9 procent.

  • Religion: islam – 80 procent sunni, 19 procent shia.

  • BNP per indbygger: 1100 dollars (Danmark: 37.800 dollars).

  • Forventet levealder: 50 år.

  • Besat af USA i 2001 og siden sammen med NATO’s ISAF-styrke fra 2003.

  • 43 danske soldater har mistet livet, og mange andre er blevet såret.

  • Allerede i 2013 trak krigstrætte koalitionslande, inklusive Danmark, de fleste tropper ud for at støtte regeringshæren på anden vis.

  • Siden har Taleban fået kontrol med store dele af landet, og Islamisk Stat (IS) har etableret sig som en radikal rival.

  • 100 procent af landets elektricitet importeres, men det rækker kun til at forsyne en ud af syv afghanere med regelmæssig elektricitet.

  • Afghanistan er et af verdens fattigste lande. Mindst 30 procent af befolkningen står uden arbejde, og endnu flere er underbeskæftigede.

  • Derudover er produktionen af opium eksploderet i løbet af de sidste 13 år.