22 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Topmøde lover kun få procent af klimabistand

Klimadebat i FN

Topmøde lover kun få procent af klimabistand

Der kom kun få konkrete resultater ud af klimatopmødet i FN, men FN's generalsekretær er tilfreds. Han tror på en god klimaaftale i Paris til næste år.

Fattige lande fik få og små løfter om penge til klimatilpasning. Her præsident Denis Sassou-Nguesso fra DR Congo på talerstolen under FN's klimatiopmøde. Indbyggere i hans land udleder 0,1 ton CO2 om året i gennemsnit. I USA er den gennemsnitlige udledning 17,6 ton per indbygger. Alligevel havde præsident Obama ingen penge med til topmødet.
FOTO: Timothy A. Clary/AFP/Scanpix
1 af 1

FN's generalsekretær Ban Ki-moon takkede Frankrig og Tyskland, som hver lovede en milliard dollars til FN's klimafond. Men samlet nåede de konkrete løfter ikke over tre milliarder på klimatopmødet i FN tirsdag.

Det ser ud til, at de politiske ledere mere lyttede til erhvervslivet end til folket.
Lidy Nacpil, Jubilee South

– Løfter om klimafinansiering var utilstrækkelig og usikker. Lederne har [tidligere] lovet 100 milliarder dollars om året fra 2020, og alligevel nåede bevillingerne kun op på nogle få milliarder, siger Brandon Wu fra organisationen Action Aid i USA.

Klimatopmødet samlede 120 stats- og regeringsledere og et stort antal erhvervsfolk.

Ban Ki-Moon vurderede ved afslutningen, at topmødet kan bane vej for de nødvendige beslutninger på klimatopmødet COP21 i Paris næste år.

Ban Ki-moon tilfreds

– Jeg havde bedt om modige tilkendegivelser fra regeringer, erhvervslivet og finansverdenen samt civilsamfundet. Og topmødet leverede. For det første hørte vi stærke erklæringer til støtte for en meningsfuld, universel klimaaftale i Paris næste år – og forventning om, at se et udkast til aftalen i Lima til december, sagde generalsekretæren.

Perus hovedstad Lima er fra 1. til 10 december vært for FN's årlige klimatopmøde, COP20.

Ban Ki Moon fremhævede også, at topmødedeltagerne er enige om at fastholde målet om at holde den globale stigning i temperaturen under to grader. Han glædede sig over, at "mange ledere talte for, at CO2-udledningen skal toppe inden år 2020". Og han noterede sig erklæringer fra "mange lande om at skære ned i udledningerne" inden da.

Klimaobligationer

Erhvervslivet og finansverdenen havde er særlig plads ved dette topmøde.

Under topmødet var der et særligt erhvervs- og finansforum. Her talte deltagerne om mulighederne for at investere i grøn energi, i mere hensigtsmæssig handel med CO2-kvoter og bidrag til at rejse de penge, der skal til for at skabe klimatilpasning.

Banker er således klar til at udstede globale obligationer, hvor indtægten fra salget skal gå til FN's klimainitiativer. Allerede i år og næste år skal der udstedes klimaoblígationer for 50 milliarder dollars.

– Det ser ud til, at de [politiske ledere, red.] mere lyttede til erhvervslivet end til folket, siger Lidy Nacpil, som er leder af klima- og bistandsorganisationen Jubilee South.

Hun deltog forud for FN-topmødet i søndagens enorme klimademonstration i New York, som samlede over 300.000 deltagere.

– Vi demonstrerede for et skift til vedvarende energi nu. Vi demonstrerede for forbud mod nye anlæg, der kører på olie, kul og naturgas. Vi demonstrerede for penge til lokale klimaløsninger. Ingen af disse krav nød fremme på topmødet, kritiserer Lidy Nacpil.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. sep. 2014 - 12:33   25. sep. 2014 - 12:45

Klimatopmøde

se@arbejderen.dk
Her er klimaproblemet
  • Jo mere CO2 vi udleder, des mere stiger temperaturen, hvilket øger risikoen for ukontrollable, katastrofale klimaændringer.
  • CO2 i atmosfæren virker som glasset i et drivhus. Det tillader solens varme at trænge ind og lukker derefter varmen inde.
  • I 2010 udledtes globalt 50 milliarder ton CO2.
  • I 2020 vil verden udlede 59 milliarder ton, hvis de nuværende tendenser fortsætter.
  • I 1997 vedtog landene under Kyotoprotokollen at sænke den samlede CO2-udledning i verden med 5,2 procent (i forhold til udledningen i 1990) mellem 2008 og 2012. Målet blev ikke nået.
  • I december 2015 vedtog knap 200 lande Parisaftalen om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under to grader.

Kilder: COP19, COP21, FN’s miljøprogram UNEP