Der findes en global bevægelse af organisationer, der arbejder for miljømæssig retfærdighed og klimaretfærdighed. I den bevægelse tales der om "falske løsninger" til at beskrive nogle af de løsninger, der foreslås til at nedbringe udledningerne af klimagasser.

Falske løsninger foreslås som regel enten af store virksomheder, der øjner en chance for at tjene store penge, eller af regeringer, der i virkeligheden ikke ønsker at begrænse deres lands emissioner.

Det industrielle landbrug er meget klimabelastende.

De falske løsninger ser lovende ud på papiret, men hvis man går dem efter i sømmene, viser det sig, at de ikke kan indfri løfterne, fordi de i virkeligheden slet ikke nedbringer emissionerne, hvis det fulde regnskab gøres op. Det gælder eksempelvis fremstilling og brug af biogas og træpiller i kraftvarmeværkerne.

'Klimasmart' giver andre problemer

De falske løsninger kan også være kendetegnet ved, at de måske nok kan nedbringe udledninger af klimagasser, men samtidig er der så mange andre miljømæssige problemer forbundet med dem, at de af den grund er uacceptable.

Det gælder for eksempel udvindingen af skifergas. Gas betragtes som lidt mere klimavenligt end kul og olie, men i processen for at udvinde skifergas skal der bruges enorme mængder vand, energi og kemikalier, så miljøvenligt er det i hvert fald ikke.

Og endelig kan de klimasmarte løsninger være kendetegnet ved, at de ødelægger livsbetingelserne for de mest udsatte befolkningsgrupper. Det gælder for eksempel for et af de nyeste skud på stammen: Klimasmart landbrug – et koncept, der er opfundet af det agroindustielle kompleks og de forskere, der understøtter det.

Pas på med industrilandbruget

Det industrielle landbrug er meget klimabelastende, og det er hævet over enhver tvivl, at det ikke kan fortsætte – især fordi det på sin vis er meget ineffektivt i forhold til at sikre mad til hele klodens befolkning. Men de løsninger, der foreslås, er i realiteten blot mere af det samme – man kan kalde det den grønne revolution version to.

Eksempelvis er det blevet anerkendt som en klimasmart løsning at dyrke gensplejset soja i såkaldte pløjefri dyrkningssystemer, hvor store mængder pesticider bruges til at sprøjte ukrudtet væk, så man kan slippe for at pløje og harve det væk. Rationalet er altså, at hvis man kan spare noget energi til jordbehandling og samtidig undgå at noget af jordens indhold af kulstof iltes og ender som kuldioxid i atmosfæren, så er det klimasmart.

At det så samtidig giver anledning til øget forurening med pesticider i de områder, hvor lokalbefolkningen i forvejen er ubeskriveligt hårdt belastet af forurening, er åbenbart noget, som tilhængerne af 'klimasmart' blot betragter som en detalje.

Der findes ægte løsninger

Der findes ellers ægte løsninger. I forhold til energiforsyningen handler det først og fremmest om energibesparelser. Og når det handler om produktion og forbrug af mad, handler det om agroøkologiske dyrkningssystemer og mindre forbrug af animalske produkter. Dette har været påpeget igen og igen – senest af den nye FN-rapportør for "retten til mad" af Hilal Elver.

Hun påpeger, at på trods af at 70 procent af maden på globalt plan bliver frembragt af småbønder, så går 80 procent af landbrugsstøtten i EU til det industrielle landbrug og hele 90 procent af forskningsmidlerne. Det er hverken smart eller retfærdigt.