Trods borgerkrigen gennemførte Kijev-styret i søndag et parlamentsvalg, der gav en klar sejr til højrekræfterne, men centralmagten forblev splittet. Valget er en foreløbig afslutning på den ommøblering i de politiske institutioner, der startede med statskuppet i februar i år. Imens resultaterne fra enkeltmandskredse fortsat bliver gjort op, kan de første analyser foretages. 

Vestlige observatører erklærer valget frit og fair trods valgsjusk og svindel. Ifølge ukrainske kilder overvejer myndighederen at lade valget i tre valgkredse i selve Kijev og i Kirovograd gå om.

I sydøst blev valget gennemført i 17 valgkredse, der kontrolleres af Kijev-styret, ud af områdets 32 valgkredse. Her var valgdeltagelsen lav, og valget skete under militæropsyn, og i enkelte tilfælde blev valgobservatører smidt ud. 

Valget var præget af tvivl. De fleste vælgere ønsker fred, men stemte på partier og kandidater ind, der hører til ”krigens parti”. Alle partier, der kom over spærregrænsen på fem procent, har opstillet en eller flere kommandører fra paramilitære grupper og militærenheder. I en enkeltmandskreds blev lederen af det berygtede Højre Sektor Dmitry Jarosh valgt. Vælgerne er imod korruption og rigmændenes overmagt og har flere gange protesteret. Imidlertid valgte de en række rigmænd, blandt andet oligarken Serhij Taruta, ind i parlamentet.

Centralmagten

Ukraine har siden 1991 været præget af oligarkernes magt og uenighed mellem landets østlige og vestlige del. Men Ukraine har bestået i 23 år. Kupmagerne startede derimod i februar med at ignorere Sydøsts interesser. Det førte til tabet af Krim. Dernæst startede de krigen mod befolkningen i Sydøst, alt imens økonomien og forholdet til Rusland blev smadret.

Porosjenko fik i maj 54 procent af stemmerne ved præsidentvalget. Ved søndagens valg fik hans parti knap 22 procent. Han udskrev ellers valget for at få en bredere støtte i det magtfulde parlament. Ukraine har ikke præsidentstyre, og præsidenten er på flere områder afhængig af parlamentet. Hans planer om at få et lydhørt parlament led nederlag. Selv om hans parti får flere mandater i enkeltmandskredse og får flest mandater, er det ikke nok. Han er stadig afhængig af premierminister Arsenij Jatsenjuks parti og andre krigsgale højrekræfter.

For at hindre et sammenbrud har Ukraine brug for en stærk centralmagt. Men landet kan ikke holde til en fortsat borgerkrig og en ensidig provestlig politik. Omvendt vil en svag centralmagt være nødt til at adlyde de vestlige sponsorer. Det betyder fortsættelse af den nuværende situation, der ligner ekstern administration. 

Det nye parlament får næppe et stabilt parlamentarisk flertal, og der er risiko for en fortsættelse af en fejlslagen stats katastrofekurs. De tre vindere – Jatsenjuk, Porosjenko og partiet Selvhjælp får nok over 240 mandater ud af de 423 pladser, der var i spil, og danne en pro-EU koalition. De kan endda samle de yderligere stemmer, der skal til for at omskrive forfatningen. Selv om det i få tilfælde lykkes at få parlamentarisk flertal, skaber det ikke en stærk centralmagt. Præsident Porosjenko og parlamentet er svækket af tre grunde:

1. En pro-EU koalition må konstant søge støtte hos andre parlamentsgrupper. Altså hos personer og partier præget af korruption og egne særinteresser. Det er et ustabilt grundlag.

2. Politisk uenighed. I dag er de to hovedaktører Porosjenko og Jatsenjuk allierede. Men hvor længe? Indbyrdes er de politisk uenige, og rigmanden Ihor Kolomojskij spiller i kulisserne en uklar, men stærk faktor. I dag støtter han Jatsenjuk og er loyal mod Porosjenko. Men hvor længe? Porosjenko er som præsident mest interesseret i stabilitet. Alle andre vil ofte følge egne interesser; og anledninger til at svække Poroshenko, vil der blive nok af.

Hvis krigshandlingerne ikke genoptages, vil de radikale højrekræfter bebrejde Porosjenko, at han ”har solgt sig til Putin”, eller angribe ham for at ”svigte Ukraines frysende børn i vinterens kulde”. Der vil være nok af anledninger til protester. Hvis borgerkrigen i sydøst genoptages, vil det styrke de radikale kræfter. En moderat Porosjenko vil da stå overfor valget: Enten at følge disse krigskræfter eller afvente folkets storm mod ”forræderne i parlamentet”. 

3. Ukraines opløsning? Både i Øst- og i Vestukraine er der tendenser til splittelse. Ikke kun sydøst er utilfreds. Selv Lvivs borgmester, leder af partiet Selvhjælp, siger, at den lokale magt er svækket indenfor det sidste år. Han kræver mere lokal selvstyre. Og internt i Vestukraine ønsker de ungarske og ruthenske mindretal mere selvstyre i forhold til regionalhovedstaden Lviv. 

Porosjenko har lovet lokal selvstyre til Sydøstukraine i tre år, men det skal implementeres samtidig med offentlige besparelser og med et kriseramt statsbudget! Visse regionale eliter har allerede bremset overførelser til statskassen. Hvis det fortsætter, har Kijev ikke penge til at støtte regionerne. 

Foruden styrets svaghed viste valget en klar politisk forskel mellem Øst- og Vestukraine samt befolkningens uenighed om landets system og fremtid. Utilfredshed med styret i Kijev fremgik af den rekordlave valgdeltagelse (52 procent). Særlig lav var den i regioner med den største utilfredshed med Kijevs proeuropæiske og antirusssiske politik (Syd-Øst, Odessa og Harkiv). 

De tusinder, der faktisk stemte i Luhansk- og Donetsk-regionerne, støttede primært Janukovitjs partikammerater fra Oppositionsblokken, OPB (i Harkiv fik OPB 33 procent af stemmerne) og i Dnjepropetrovsk 25 procent. Uenighederne mellem sydøst og resten af Ukraine har er ikke nye. Samtidig er der udsigt til, at sydøst og dets interesser i det nye parlament vil blive ignoreret.  

Landets manglende sammenhængskraft og især situationen i sydøst kan blive en tikkende bombe under Kijev-styret. Det højredominerede parlament vil presse Porosjenko til at føre en mere hård kurs; han vil manøvrere og begå fejl. Og det kan komme til en konfrontation som i sommer, da Jatsenjuk gik af som premierminister. Begge kan falde. Enten på grund af radikale kræfters pres eller de problemer, som vinteren og et eventuelt krigsnederlag vil medføre... Eller på grund af en Majdan-version 3...

Kommunisterne

I dette lys er spørgsmålet om kommunisterne, UKP, og venstrekræfterne interessant. UKP er svækket. For første gang siden stiftelsen i 1993, er det ikke repræsenteret i parlamentet. Heller ikke den socialdemokratiske Venstreblok (BLSU) kom ind. UKP fik 3,9 procent, BLSU – 0,1 pct. De var de eneste venstrekræfter, der stillede op. Partiet Progressive Socialister, der tidligere var repræsenteret i parlamentet, og andre venstrekræfter betegnede valget som en farce. De ville ikke legitimere nynazisme og militarisering og opfordrede til valgboykot. 

UKP overvejede også at boykotte valget, som de hele tiden betegnede som illegitimt. De valgte dog at deltage og fik adgang til tv og lov til at afholde offentlige valgmøder. UKP opstillede 205 kandidater og blev nummer otte på landsplan med 500.000 stemmer. I enkelte regioner – Donetsk og Odessa – fik UKP otte-ni procent af stemmerne, men i enkeltmandskredse havde de ingen chancer. 

Valgkampen var præget af rå hetz og chauvinisme. UKP er upopulær blandt majdan-tilhængerene, fordi partiet indtil 2012 var parlamentarisk grundlag for Janukovitjs regering, endda med en enkelt ministerpost. Siden 2012 har UKP taget afstand fra Janukovitjs politik på flere punkter. Kommunisterne kritiserede for eksempel hans tilnærmelse til EU og åbning for vestlig deltagelse i udvinding af skifergas.

De højrekræfter, der i februar greb magten, hader kommunisterne og iværksatte et opgør med kommunisterne. Det startede med, at tæskehold fra Majdanpladsen og fra Vestukraine rejste rundt og tyraniserede en række byer i Østukraine. I løbet af ti måneder væltede de over 300 Leninsstauer, påsatte brand og stormede UKP's kontorer. I Harkiv arrangerede UKP den 27. august en Fredsmarch, der straks blev opløst af politiet, selv om den var lovligt anmeldt. Dagen efter gik nynazisterne ad samme rute. Da de fik heilet sig frem til byens centrale Frihedsplads ved det store Leninmonument, blev de mødt af regionens Kijev-tro guvernør, der meddelte, at han havde besluttet at fjerne dette monument. Det vakte jubel, og pøblen gik straks i gang med at vælte monumentet. 

Selv om UKP officielt holdt lav profil i forhold til oprørsrepublikkerne i Sydøstukraine, har lokale kommunister været aktive i opbygningen af alternative magtstrukturer i Donetsk og Luhansk. I Donetsk blev kommunisten Boris Litvinov valgt som formand for oprørsrepublikkens Øverste Sovjet. Det førte til en anklage mod UKP for landsforræderi. I juli fulgte Porosjenkos dekret om opløsning af UKP's parlamentsgruppe, som betød, at kommunisternes lovforslag ikke kunne behandles i de respektive udvalg. Det gjaldt eksempelvis en krisepakke med partiets økonomiske og sociale reformforslag. Før valget indleverede nazilederen Oleh Tjahnibok et lovforslag om ”at forbyde... kommunismen som ideologi”, og justitsministeriet indledte en retssag for at få UKP forbudt.  

I flere byer har den antikommunistiske bølge medført vilkårlig navneforandring af gader for at slette flest mulige spor fra sovjettiden. I byen Sumy i nordøstukraine, hvor venstrefløjen nyder en vis respekt, tog en gruppe borgere for to uger siden initiativ til at ændre navnet på Sovjetgaden til Jelena Gladkihgaden – opkaldt efter en lokal kunstner. Imidlertid blev der startet en underskriftsindsamling, der på kort tid fik 225 underskrifter imod navneforandring. Der blev arrangeret et offentligt møde. Andre steder bliver borgerne ikke spurgt. Nu afventer man at Sumy-byråd tager stilling til spørgsmålet. 

Da de første valgresultater blev oplæst i ukrainsk tv, erklærede Porosjenko, at UKP ” bør forsvinde ud af politik – ikke efter et præsidentdekret eller dommerkendelse, men ud fra folkets valg”. Han påstod, at UKP er ”ansvarlig for forbrydelser i fortiden og i nutiden, og derfor ikke har ret til eksistere. I modsætning til Porosjenko udtalte Kijev-analytikeren Denis Kirjuhin samme aften, at med de aktuelle problemer Ukraine står over for, ”vil der allerede i den nærmeste fremtid i større befolkningsgrupper blive ny efterspørgsel efter et parti med kommunisternes værdigrundlag”.