09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Island sender bankdirektører i fængsel

I krisens kølvand:

Island sender bankdirektører i fængsel

Tre bankdirektører fra Island har fået mellem ni måneders fængsel og ét år bag tremmer for at spekulere i prisen på aktier.

Landsbanki Íslands var centrum for krakket i 2008.
FOTO: norden.org
1 af 1

Den tidligere administrerende direktør for Landsbanki Íslands, Sigurjón Th. Arnason, blev onsdag idømt 12 måneders fængsel ved landsretten i hovedstaden Reykjavík for at have manipuleret med aktiekurser.

Dømt for at have manipuleret med aktier forud for krak.

To andre direktører i banken fik ni måneders fængsel for samme forseelse, skriver det islandske dagblad Morgunbladit.

De tre blev dømt for i 2008 at have lavet prismanipulation af aktier – også kaldet kursmanipulation. De fik aktierne i banken, der var på kanten af bankerot, til at fremstå som attraktive for investorer – der efterfølgende fik store økonomiske tab og en lang næse, da banken krakkede.

De tre direktører blev dømt for at have bedraget "både investorer, kreditorer, de islandske myndigheder og samfundet som helhed".

Dommeren mente, at de tre havde manipuleret groft i fem dage op til den 3. oktober 2008. Det er endnu uvist, om de tre dømte anker dommen til højesteret, skriver Morgunbladit.

Landsbanki Íslands var en af de tre store islandske banker, der krakkede i oktober 2008, hvilket resulterede i en alvorlig økonomisk krise i hele landet. Krisen i efteråret 2008 var både eksplosiv og brutal. Fra den ene dag til den næste – fra 29. til 30. september brød Islands økonomi sammen.

Med bankerne som springbræt havde direktører kastet sig ud i spekulationer. De tre spekulationsbanker kaldet "finansvikingerne" havde i efteråret 2008 en samlet gæld på omkring 10 gange det islandske bruttonationalprodukt – altså tre gange den samlede økonomiske aktivitet i Island.

Forud havde regeringen med det Selvstændighedspartiet i spidsen udsat Island for omfattende privatisering af virksomheder og banker. Bankerne investerede derefter internationalt og købte endda flere virksomheder i lande som Storbritannien og i Skandinavien. Den økonomiske vækst blomstrede, og bankerne fik en omsætning 12 gange så stor som hele Islands bruttonationalprodukt – men samtidig oparbejdede Island en stor udlandsgæld. 

Der udbrød stor politisk uro på øen, da tusinder mennesker ved krakkene mistede løn og opsparing. Vreden rettede sig mod de toppolitikere, som havde ansvaret for at gribe ind, men som gennem bekendtskaber og venskaber var vævet ind i spekulationerne.

Efter folkeligt pres lod de islandske myndigheder midt under krisen de store kommercielle banker gå konkurs, og indførte fuld kontrol med kapitalstrømmene ind og ud af Island. Det reddede det islandske samfund fra samme skæbne som det irske, og landet indførte ikke de såkaldte bankpakker som i USA og andre dele af den kapitalistiske verden, hvor bankerne fik saltvandsindsprøjtning tilført af staten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. nov. 2014 - 09:39   24. nov. 2014 - 10:50

Island

Anders Fenger
Skribent
Island
  • Island er to og en halv gange så stort som Danmark og har 320.000 indbyggere.
  • Island er en republik med en præsident (Ólafur Ragnar Grimsson ) som blev valgt i 2009.
  • Island er ikke medlem af EU, men deltager i det europæiske økonomiske samarbejde gennem EØS-aftalen. 
  • Ansøgning om medlemsskab af EU er droppet.
  • Valuta: Islandsk krone.
  • Island er medlem af NATO.
  • Fisk og fiskeprodukter er stadig den vigtigste indtægtskilde for øen efterfulgt af aluminium. 
  • Fiskeindustrien stod frem til 2000 for 75 procent af eksportindtægterne. I de seneste år er tallet faldet til 35 procent.
  • Island har investeret stort i energiområdet og har store anlæg for geotermisk energi og vandkraft.

Kilde: Norden.org