På trods af pres fra Ø og SF var regeringen heller ikke i år til at rokke i forhold til dagpengesagen. Dermed videreføres skandalen fra dagpengereformen i 2010, hvor støtteperioden blev halveret, mens genoptjeningstiden blev fordoblet – alt imens medlemskontingentet forblev uændret.

Vejen frem går stadig over selvorganisering og uafhængighed af de til enhver tid siddende politikere. 

Med reformen dikterede et flertal i folketinget ensidigt og uden kompensation forringede forhold for a-kassemedlemmer, der ellers troligt havde betalt hver måned til deres kollektive forsikring.

Sagen viser, hvorfor det i høj grad er et tveægget sværd for fagbevægelsen og dens organisationer, dels at gøre sig afhængige af statsmidler, dels at påtage sig ansvaret for at forvalte den rådende ledighedslovgivning over for egne medlemmer.

Fagbevægelsen fik oprindeligt sin styrke gennem selvfinansiering og selvorganisering. Gennem fagforeninger, a-kasser, sygekasser og strejkekasser var målet at rejse sig af egen kraft og opbygge et nyt samfund.

I Socialdemokratiets partiprogram blev der krævet ”Fuldstændig Ret til at forvalte Syge- og Understøttelseskasser uden Regeringens Indblanding i samme.” Gradvist blev denne politik erstattet af en stadig større statstro, hvor arbejderbevægelsens ordninger efterhånden blev integreret i eller overtaget af kommunerne eller staten.

Den moderne velfærdsstat betød et socialt løft – men også en gradvis udhuling af de styrkeforhold, der oprindeligt gjorde det muligt at opnå forbedringer.

Konkret for a-kasserne betød loven om statstilskud fra 1907 en væsentlig kapitaltilførsel på helt op til halvdelen af kassernes omkostninger. Modkravet var, at der ikke måtte gives støtte til strejkende eller lockoutede, og at a-kasserne blev underlagt statsligt tilsyn. I dag er a-kasserne moderniseret, men krydspresset mellem statens krav og medlemmernes forventninger består.

Med den ene hånd forvalter man loven og dens kontrolregime. Progressive a-kasser som for eksempel Min A-kasse har dog vist, at man samtidig også kan køre kampagner med krav om respekt for de ledige samt håne dagpengelovgivningen (”Verdens største bog”). Med initiativer som ”Ledige uddeler smileys” og andenaktoer.dk har henholdsvis Min A-kasse og MA (Magistrenes A-kasse) givet ledige en plads, hvor de aktivt kan kritisere og vurdere de private ledighedsaktører, de bliver udsat for.

Skal vi igen opnå forbedringer, er vi nødt til at sikre a-kasserne mest muligt som medlemsorganisationer og mindst muligt som statens og kommunernes forlængede arm imod de ledige. Vejen frem går stadig over selvorganisering og uafhængighed af de til enhver tid siddende politikere.