LO Hovedstaden har fået ny formand.

Manden hedder Morten Skov Christiansen, og han er trods sine blot 32 år nu i front for 49 lokale fagforeninger. De repræsenterer cirka 175.000 lønmodtagere og udgør tilsammen landets største LO sektion.

Vi skal vide, hvad der sker og rør sig på arbejdspladserne. 

Efter godt en uge i formandsstolen lyder det:

– Jeg er hverken overrasket eller chokeret, men jeg konstaterer, at det er et stort og vigtigt arbejde, vi løfter i fællesskabet, siger Morten Skov Christiansen til Arbejderen.

LO Hovedstaden dækker geografisk København, Frederiksberg, Vestegnen, den nordlige del af Storkøbenhavn og Nordsjælland. Organisationen tager sig af opgaver, som går på tværs af fagforeningerne lokalt og er fagforeningernes fælles stemme i forhold til kommuner og regionen og deres arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik.

Den nyvalgte formand er beæret og stolt over opbakningen, og han lader sig ikke slå ud af, at det er "nogle store sko", han skal fylde ud efter den afgående formand Peter Kay Mortensen, der har siddet på posten siden 1995.

– Jeg kommer med mine erfaringer og i al beskedenhed som et frisk pust til organisationen. Jeg har lysten og energien og først og fremmest troen på, at et stærkt fagligt fællesskab kan skabe resultater, siger Morten Skov Christiansen, der gerne vil være med til at aflive rygterne om, at LO har overlevet sig selv.

– LO Hovedstaden er ikke et kontor men et handlingsfællesskab, mener han.

Drivkraften

Drivkraften i den 32 årige københavners faglige arbejde er motivationen til, at alle skal have et sikkert og trygt arbejdsliv. Det forudsætter, at lønmodtagerne er organiseret, at arbejdspladserne har overenskomster og overholder dem, og at lønmodtagerne får den uddannelse, der skal til for at de kan få et job på et arbejdsmarked under rivende udvikling.

Her ligger de helt store udfordringer for de lokale fagforeninger, hvis man spørger deres nye formand.

En oplevelse fra Morten Skov Christiansens første år som elektronik mekaniker lærling har fulgt ham og bekræfter ham den dag i dag i betydningen af at stå sammen på arbejdspladserne, på tværs af alder og fag.

Som 17 årig lærling blev han valgt af de andre tre lærlinge på arbejdspladsen til at forlange lønforhøjelse af mester. Kravet blev afvist, men lærlingene gav ikke op. De startede en indsamling til fattige lærlinge på arbejdspladsen, og hver gang mester viste sig, blev der raslet med indsamlingsbøsserne.

Som dengang tænker i dag: hvad nu hvis arbejdspladsen havde stået sammen, og hvad nu hvis alle på arbejdspladsen havde været organiseret, så var lønforhandlingerne måske endt anderledes.

Netop organisering har han arbejdet med i de sidste to år i Metal Hovedstaden.

LO's DNA

– Jeg blev ringet op og spurgt, om jeg havde lyst til at arbejde med organisering. Det lød spændende, og jeg savnede det at være tættere på virkeligheden, tættere på medlemmerne og de faglige sager. Jeg forlod et job som ungdomskonsulent i LO Danmark, som bestemt også var spændende, men ét er at snakke om organisering, noget andet at gøre det, fortæller Morten Skov Christiansen.

Han er stolt af at sige, at Metal Hovedstadens skarpe prioritering af organisering kan ses på medlemstallet i dag. For første gang i 20 år har metal-afdelingen plus på den konto.

– Den tætte kontakt til arbejdspladserne er grundlæggende for alle fagforeninger. Vi skal vide, hvad der sker og rør sig på arbejdspladserne. Gennem det får vi organiseret, lyder det med overbevisning.

Trods gå-på-mod er den nye LO-formand ikke helt ubekymret i forhold til det nye job. 

– Jeg kan godt være nervøs for, om jeg kommer til at sidde for meget fast i min stol. Derfor vil jeg besøge mindst én arbejdsplads/fagforening hver uge. Jeg vil vide, hvad socialpædagogerne, HK'erne og de andre medlemmer LO Hovedstaden arbejder med, hvad der er deres faglige udfordringer.  

– Man kan sige, at jeg skal finde LO's DNA - det der binder os sammen, slutter Morten Skov Christiansen.