Samtlige 120 pædagoger i Thisted Kommune strejkede i dag.
Det skete i protest over, at 32 pædagoger i kommunens 26 institutioner skal fyres per 1. februar.
Vi får vi en af landets dårligste normeringer. Det vil vi ikke være med til.
Ulla Kiefer Jensen
- Politikerne vil skære i normeringen med næsten én time per barn per uge. Dermed får vi en af landets dårligste normeringer. Det vil vi ikke være med til, siger Ulla Kiefer Jensen til Arbejden.
Hun er talsperson for de strejkende og arbejder til daglig som pædagog i Limfjords-børnehaven.
Flere konflikter
Hun advarer mod, at nedskæringerne vil få alvorlige konsekvenserne for børnene.
- Vi ligger i forvejen vandret. Hvis vi bliver endnu færre pædagoger, bliver der endnu mindre tid til at sætte os ned på gulvet og lege med børnene og bruge de pædagogiske redskaber, som vi har fået i vores uddannelse, og som vi ved udvikler børnene. Og arbejdsmiljøet bliver endnu mere stressende og der opstår flere konflikter mellem børnene, siger Ulla Kiefer Jensen.
Arbejderen fanger hende på en mobiltelefon sammen med 200 andre pædagoger, forældre, pædagogstuderende og pædagogmedhjælpere, der bakker op om strejken. De er i fuld gang med at male bannere og forberede en demonstration om få timer ned igennem Thisteds gågade.
En strejke er at alvorligt kampskridt, men det har været nødvendigt at tage drastiske midler i brug, føler Ulla Kiefer Jensen
Vi er ikke blevet hørt
- Vi har længe forsøgt at råbe vagt i gevær og forsøgt med dialog. Men vi er ikke blevet hørt. Derfor ser vi nu ingen anden udvej end at strejke - for vores egen, for børnenes og for forældrenes skyld, forklarer Ulla Kiefer Jensen.
Politikerne vil skære omkring 10 procent af pengene til børneområdet efter nytår. Konkret vil politikerne skære den ugentlige voksenkontakt per barn per uge ned fra 5,20 timer til 4,35 timer. Det svarer til en nedskæring på 16 procent af normeringen per ansat per barn per uge.
Strejken har fuld opbakning fra forældrene.
Pædagogerne mødtes senere i dag efter redaktionens deadline for at beslutte, om de skal fortsætte strejken.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278