22 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Uenighed om bindende aftale

Status på COP20

Uenighed om bindende aftale

Landene i Nord går efter en aftale i Paris næste år, hvor kun reduktioner af klimaskadelig udledninger bliver juridisk bindende.

Musik under COP20 i Lima, Peru.
FOTO: Eitan Abramovich/AFP/Scanpix
1 af 1

FN's klimaforhandlinger i Lima i Peru er nu gået ind i sin anden og afsluttende uge. På torsdag skal forhandlerne gerne være nået frem til et udkast til en international bindende aftale, som kan vedtages om et år ved COP 21 i Paris.

Vi må bevæge os væk fra beskidt energi fra store multinationale virksomheder, der forurener og skaber problemer for lokalbefolkningen.
Godwin Oyi Ojo

I dag forventes landenes ministre at tilsutte sig delegationerne i Lima. Men godt halvvejs inde i forhandlingerne er det dog tydeligt, at der er stor splittelse mellem det globale nord og syd, rapporter Thomas Jazrawi, redaktør for miljø- og klimaredaktionen på U-landsnyt.dk, fra Lima.

Landene i nord går efter en aftale i Paris næste år, hvor kun reduktioner af klimaskadelig udledninger bliver juridisk bindende. Der arbejdes for tiden med, at alle de andre støttetiltag - the elements, kaldes de - i et såkaldt non-paper. Det vil ikke have nogen juridisk status og kan betragtes som en hensigtserklæring.

De fattigste lande vil imidlertid gerne have disse elementer med i den bindende internationale aftale, så de kan være sikre på, at den støtte, industrilandene har lovet de fattigere nationer, bliver udmøntet i konkret handling, skriver Ulandsnyt.dk.

Støtten gælder blandt andet hjælp til tilpasning, reduktioner af udledninger, kompensation for klimakatastrofer og overførsel af teknologi.

Temperaturstigning

Heller ikke spørgsmålet om, hvor meget temperaturen må stige, er der enighed om.

De løfter om reduktioner af drivhusgasser, der er kommet indtil videre, er langt fra nok til at holde en målsætning om, at temperaturen ikke må stige over to grader i dette århundrede. 

Samtidigt er der flere lande, der ønsker en mere ambitiøs målsætning.

Alliancen af små ø-nationer (AOSIS) og gruppen af de mindst udviklede lande (LDC) ønsker en stigning, der ikke overskrider 1,5 grader, selv om muligheden for dette er meget tæt på at være forpasset.

Nej til beskidt energi

Friends of the Earth og ligesindede organisationer gennemførte i fredags en manifestation på den centrale plads ved COP 20-arenaen i Lima.

Her var budskabet, at det nuværende energisystem er en trussel mod kloden, efterlader millioner af mennesker uden adgang til energi og skaber konflikter og vold.

Energi, som den produceres og forbruges i dag, er en af de største årsager til klimakrisen. Derfor er en transformation nødvendig, hvis jorden ikke skal koge over.

- Vi må bevæge os væk fra beskidt energi fra store multinationale virksomheder, der forurener og skaber problemer for lokalbefolkning, mod et system baseret på ren og vedvarende energi i hænderne på lokalsamfund, sagde Godwin Oyi Ojo fra Friends of the Earth Nigeria. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. dec. 2014 - 15:30   09. dec. 2014 - 15:40

COP20

bi@arbejderen.dk
COP20
  • COP står for conference of the parties og er den udøvende magt omkring FN's konvention om klimaforandringer fra 1992.
  • Alle FN's 193 medlemsstater har ratificeret konventionen.
  • COP20 finder sted i Perus hovedstad Lima fra den 1. til den 12. december.
  • COP20 skal fastlægge rammerne for en global klimaaftale, der kan vedtages på COP21 i Paris i 2015.