I oktober sidste år afsluttede FN’s Klimapanel arbejdet med sin femte hovedrapport, hvor en meget klar konklusion var, at vi straks må i gang med at knække kurven for udledning af drivhusgasser, hvis vi skal undgå en global middeltemperaturstigning på mere end to grader. Man skal huske, at nogle steder på kloden vil temperaturstigningen være endnu højere, eksempelvis i Afrika og Grønland.

Verden står tilbage med et indtryk af, at de rige lande ikke vil påtage sig et ansvar, der svarer til vores andel af de emissioner, der har ført til klimakrisen. 

Der er da også en voksende enighed om, at bestræbelserne bør skærpes, så vi ikke overstiger en gennemsnitlig temperaturstigning på 1,5 grader. Ingen af disse målsætninger kan dog forhindre fortsatte stigninger i havenes vandstand og øget forekomst af tørke og oversvømmelser forårsaget af voldsomme regnskyl eller storme.  

Hvert af de sidste tre årtier har slået varmerekord, og sideløbende er der blevet udledt flere drivhusgasser det ene årti efter det andet. Kilderne til dette, der mere og mere ligner ragnarok, er især afbrænding af fossile brændsler, afskovning og det agroindustrielle landbrug.

Ansvarsforflygtigelse

Alligevel sluttede COP20 i Lima i december uden noget, der kan nære håbet om, at de politiske ledere bliver enige om at afværge klimakrisen. Verden står tilbage med et indtryk af, at de rige lande ikke vil påtage sig et ansvar, der svarer til vores andel af de emissioner, der har ført til klimakrisen.

Slutdokumentet er reduceret til hensigtserklæringer om, at alle lande før 1. april skal afgive frivillige løfter om at skære ned på deres udledninger af drivhusgasser. Det kan næsten ikke blive mere luftigt, og der er ingen grund til at forvente, at disse frivillige løfter lagt sammen vil give et resultat, der ligger indenfor det 'kulstofbudget’, som klimapanelet har anvist, hvis vi vil holde os under 1,5 eller 2 graders temperaturstigning. 

Grund til optimisme?

Men der er også lyspunkter som for eksempel den store folkelige mobilisering i 'Folkets Topmøde om Klimaforandringer’, der fandt sted i Lima parallelt med COP20.

Et andet lyspunkt er, at Bolivia med opbakning fra ALBA-landene som en reaktion på fiaskoen i Lima vil afholde et “Verdensmøde for Sociale Bevægelser”, der kan udarbejde et forslag til at redde menneskeheden. 

Det kan måske også give grund til optimisme at fæste sig ved den tale, som Evo Morales holdt på det officielle COP20, hvor han talte på vegne af G77 og Kina. Her pegede han på grundlæggende etiske principper, som er grundfæstede i Sydamerikas oprindelige befolkninger: Ama Sua, Ama Llulla, Ama Quella (der kan oversættes til: stjæl ikke, lyv ikke, vær ikke doven).

Morales opfordrede verdens ledere til at tilslutte sig principperne om ikke at 'stjæle sig’ en uforholdsmæssig stor del af atmosfæren, ikke at 'lyve’ i forhold til at love noget uden at overholde det, og ikke at være doven, men i stedet at trække i arbejdstøjet for at sikre reel afbødning af klimaforandringerne og penge til de fattige landes behov for klimatilpasning. 

Meget ville være vundet, hvis disse tre fundamentale principper blev overholdt. Vi kunne jo forsøge fra Danmarks side!