Bøvl med bossen er noget, som mange fødevarearbejdere mærker i hverdagen.
I en ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark blandt medlemmer af Fødevareforbundet NNF, svarer 34 procent af fødevarearbejderne, at de har konflikter med en chef på arbejdspladsen flere gange om måneden.
Mange ansatte er bange for at miste jobbet, og tør ikke sige fra, hvis en chef er truende.
Ghita Christiansen, NNF
51 procent af fødevarearbejderne siger, at de har oplevet trusler om fyring eller andre sanktioner på deres nuværende arbejdsplads.
Ghita Christiansen, der arbejder som socialrådgiver i Fødevareforbundet NNF, mener, det kan have store konsekvenser, når der er bøvl med bossen på arbejde.
– Vi får flere og flere sager, hvor ansatte går ned med stress eller får psykiske problemer på grund af deres chef. Mange ansatte er bange for at miste jobbet, og tør ikke sige fra, hvis en chef er truende eller ikke sørger for at instruere medarbejderne i, hvordan de skal løse deres opgaver, siger socialrådgiveren til nnf.dk.
Holder det for sig selv
Hun fortæller, at mange skjuler deres lidelser, når de bliver ramt af stress eller andre psykiske arbejdsskader.
– Psykiske skader medfører ofte skyld- og skamfølelser. "Hvorfor er jeg så svag, når de andre kan tåle mosten". Og derudover er de ramte bange for at stå frem. De frygter kollegernes reaktion, en uønsket omplacering eller at blive fyret, siger Ghita Christiansen.
Det er hendes klare indtryk, at tonen på arbejdspladserne er blevet mere hård. Personligt har hun hørt medlemmer blive kaldt "sorte svin" eller, at der bliver råbt "skrid hjem til din mor" efter dem.
Omkring hver femte fødevarearbejder oplever af og til at blive udsat for en urimelig kritik af sin nærmeste chef, ligesom 11 procent af fødevarearbejderne i undersøgelsen fortæller, at de af og til oplever at blive overfuset af den nærmeste chef.
Arbejdsgiverens ansvar
At tonen på arbejdspladsen er god, og at det psykiske arbejdsmiljø er i top, er virksomhedens ansvar, men det kniber flere steder med at prioritere området, lyder det fra Fødevareforbundet.
Ghita Christiansen anbefaler, at man tager en snak med sin sikkerhedsrepræsentant eller tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, hvis man ikke trives på jobbet.
Og man skal gøre det inden konflikterne er ekskaleret eller man er helt kørt ned af stress. Jo før man tager fat om problemerne, jo nemmere er det at løse dem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278