I Sydøstukraines to oprørsrepublikker Luhansk og Donetsk, frontlinjen mod de Kijevregeringens styrker, er forholdsvis stabil. Dog bliver boligkvarterer i flere byer dagligt beskudt, hvilket koster civile ofre. Antallet af dræbte under konflikten er op imod 4900. Over en million mennesker er på flugt.

Siden kulmine-arbejderne i maj 2014 nedlagde arbejdet i flere kulminer, har de været en vigtig del af folkerepublikkernes  væbnede styrker.

Befolkningen lider nød. Der er mangel på medicin. Folkepension, som er optjent i Ukraine, tilbageholdes af Kijev-styret. Skoler og børnehaver fungerer på lavt blus.

Oprørerne råder kun over en tredjedel af de to regioners areal og kontrollerer regionshovedstæderne med tilstødende områder. Kijev-styrets hær har kontrol med størsteparten af de to regioner.

Blandt de lommer, der er opstået i grænseområdet til Ukraine, er Donetsk Lufthavn den mest kendte. Lufthavnsbygningen, der er besat af Kijev-tro styrker, er omringet af Donetsk Folkerepublikkens styrker. Donetsk-ledelsen har som deltager i Minsk-aftalerne indvilliget i at respektere en rotation, så Kijevs styrker i lufthavnsbygningen med jævne mellemrum erstattes af friske styrker. De fire gange, en sådan rotation har været praktiseret, er ifølge Ukraines Generalstab forløbet ubeklageligt.

Overvåget af OSCE-observatører har oprørsstyrkerne hver gang nøje kontrolleret, at antallet af soldater, der blev udskiftet, er uforandret, samt at der ikke indsmugles mere ammunition, end der har været. 

Imidlertid meddelte Donetsk-republikkens leder, den 38-årige major Aleksandr Zahartjenko, tirsdag, at rotationerne vil blive indstillet, fordi de Kijev-tro styrker fortsat beskyder Donetsk. 

Konsakkere og arbejdere

Befolkningen i Luhansk og Donetsk er overvejende russisksindet, men er ikke enige om Ruslands rolle i konflikten. Mange håbede på direkte russisk indblanding. De er imod Kijev-styret, men deltager ofte ikke selv i krigshandlinger, blandt andet fordi nogle af folkemilitserne er uhæderlige. 

Ideen om folkerepublik har bred støtte blandt de stolte Don-kosakker, der lever i landdistrikter på begge sider af den russisk-ukrainske grænse. De over 17.000 kosakker, der kæmper på Luhansk-republikkens side, kontrollerer en stor del af republikkens areal.

Desuden består folkerepublikkernes styrker af arbejdere. Siden kulminearbejderne i maj 2014 nedlagde arbejdet i flere kulminer, har de været en vigtig del af folkerepublikkernes væbnede styrker og har oprettet en kulminearbejderdivision.

Blandt feltkommandører og aktivister findes både kommunister og andre prosovjetiske modstandere af fascisme og oligarki. De står fast på, at republikkerne skal være socialt orienterede og kræver nationalisering af sværindustrien. De fastholder også, at oprørsrepublikkerne betegnes som folkerepublikker. 

Den udbredte støtte til sovjettiden skyldes især savnet af social tryghed med fuld beskæftigelse, gratis sundhedsvæsen og undervisningssystem, som forsvandt med røverkapitalismens indtog i 1990'erne.

Arbejderne har mistet de fleste sociale rettigheder fra sovjettiden. Tusinder af kulminearbejdere er omkommet, fordi de nye ejere sparer på arbejdsmiljøet. Tusinder har været tvunget til at rejse til Rusland som underbetalte fremmedarbejdere, andre går til i druk. Og oveni kom Kijevs overfald. 

Oprørsrepublikkernes ledelse 

Begge republikkers ledelser er præget af uklarhed. De har et begrænset parlamentarisk samarbejde og har ikke planer om en fælles enhedsstat. Der mangler socialt bevidste ledere, og ledelsen domineres af lokale forretningsfolk, officerer af reserven samt russiske nationalister og monarkister. 

Ledelserne er internt uenige om taktikken, og de kritiseres af feltkommandører for at indgå våbenhvileaftaler med Kijev, og for at have opgivet at udvide oprøret mod Odessa, der også rummer mange russisksindede.

Don-kosakkerne har især anklaget Luhansk-ledelsen, som de ønsker udskiftet. Pavel Dremov, en af kosak-lederne, anklager på de sociale medier Luhansk-lederen, forretningsmanden Ihor Plotnitskij, for svindel og korruption. Desuden anklages han for at stå bag illegal kuleksport. Uenigheden har ført til ildkampe mellem kosakker og militsdelinger fra Luhansk. 

Ihor Plotnitskij kritiserer derimod kosakkerne for anarki og har opfordret dem til at vælge mellem at tilslutte sig republikkens folkehær eller vende hjem til deres jordlodder.

– Folkerepublikken har behov for en enhedskomando, ikke for splittede minihære, siger Plotnitskij.

Den 1. januar blev Aleksandr Bednov, der i kort tid var forsvarsminister i Luhansk, dræbt i ildkamp. Han har i flere måneder været en populær feltkommandør i opposition til Luhansk-ledelsen. Hans styrker og kosakkerne anklager Plotnitskij for mordet på Bednov. Ifølge andre kilder blev Bednov skudt af ukrainske snigskytter. 

Disse uoverensstemmelser gavner Kijev og øger lokalbefolkningens mistro til lokalledelsen. Og Kijev-styret forstår at udnytte Luhansk-ledelsens svaghed.

Ukrainske antifascister tilbageholdt

Nogle af Donetsk Republikkens feltkommandører stod kort før nytår bag anholdelsen af tre ukrainske venstrefløjsaktivister fra organisationen Borotba (Kamp). De kom fra Ukraine den 18. december for at bidrage ”til kampen for en folkerepublik uden oligarker”.

De mødtes i Donetsk med lokale kommunister og havde aftaler om møder med republikkens ledelse. Tre dage senere blev de tilbageholdt på åben gade af en patrulje fra militsenheden Vostok og ført til det lokale efterretningsvæsen. 

Det lykkedes dem at kontakte til Aleksej Albu, amtsrådsmedlem fra Odessa, som ankom den 28. for at få dem løsladt. Men også han blev tilbageholdt. Donetsk-ledelsens krav om at løslade de fire blev afvist. Under forhøret hed det, at de fire var mistænkt for at være Kijev-spioner.

Efter to ugers fangenskab blev de ført til den russiske grænse og sluppet fri med besked om, at de nu er person non grata. Da de spurgte om årsagen, lød svaret: ”I dag holder I med os, men i morgen kæmper I måske imod os” samt en henvisning til, at de med deres marxistiske holdning kan tænkes at ville modarbejde Donetsk-ledelsen. 

Efterfølgende har de fire beskrevet fangeopholdet og understreger, at de ikke blev mishandlet og delte mad med militserne (”grød og brød samt suppe et par gange”). Afslutningsvis pointerer de – at trods den mystiske tilbageholdelse – vil de fortsætte kampen for at støtte ”det antifascistiske oprør i folkerepublikkerne”.