Torsdag i næste uge forventes sagen om det, 3F kalder Danmarkshistoriens største om løndumping, behandlet i en faglig voldgift.
Metroselskabet har meldt ud at de vil dække de her folk ind. Derfor regner vi med, at gutterne får deres penge.
Jens Kirkegaard, BJMF
3F kræver 47 millioner kroner af det italienske firma Cipa.
Det er det beløb, som Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København har regnet sig frem til, at Cipa skylder de ansatte, der har arbejdet - eller stadig arbejder for firmaet.
Ifølge 3F har Cipa igennem to år betalt ned til 50 kroner i timen til de ansatte.
I sommer kom det frem, hvordan Cipa kun lønnede de ansatte for 37 timer, selvom en række rumænske arbejderes timesedler viste, at de arbejdede 60 timer om ugen. Det samme afslørede Cipas eget vagtskema.
Selvom firmaet skrev den korrekte mindsteløn på 115 kroner på lønsedlen, endte den reelle timeløn således langt under dansk standard.
Modige vidner
Nu er det lykkedes for 3F at overtale 30 nuværende og tidligere ansatte til at vidne i sagen.
– Det er nogle modige gutter fra blandt andet Rumænien, Polen og Italien. De ved godt, at de løber en rigtig stor risiko ved at stille sig frem. Dem, der er i arbejde, regner med at blive fyret, og en af de ældre italienske gutter siger, at han nok også får svært ved at få arbejde igen i Italien, siger Jens Kirkegaard, formand for byggegruppen i Københavns største byggefagforening, til Arbejderen.
Som i så mange andre sager, fagforeningen har været involveret i omkring metrobyggeriet, vidner denne om et firma, der har behandlet sine ansatte uden respekt.
– De har troet, at de kunne diktere løn og arbejdsvilkår, selvom det var langt under danske vilkår, siger Jens Kirkegaard.
Den rumænske betonarbejder og familiefar Aurelian Ciorpec er en af de ansatte, som 3F mener er blevet snydt.
Slaveri anno 2014
– Jeg er enormt vred. De italienske chefer behandlede os som slaver. Det var slaveri i år 2014, udtalte Aurelian Ciorpec, da han sidste år fortalte sin historie til Fagbladet 3F.
Bladet har forsøgt at få en kommentar til kravet på 47 millioner kroner fra Cipas direktør Aldo Bellone. Han ønsker ikke at udtale sig, men henviser i stedet til metroens italienske hovedentreprenør Copenhagen Metro Team (CMT).
Jens Munch, kommunikationschef i CMT, ønsker dog heller ikke at forholde sig til sagen. Han skriver i en mail til Fagbladet 3F, at CMT ikke er part i sagen mellem 3F og Cipa, og at de derfor ikke finder det passende at kommentere på et juridisk anliggende mellem tredjeparter.
CMT har skrevet under på, at alle firmaer, de hyrer ind, betaler dansk løn, og Metroselskabet har lige besluttet at indføre kædeansvar for lønsnyd i deres kontrakter. Hvis firmaer fremover bliver grebet i at snyde arbejdere på byggeriet for løn, skal hovedentreprenøren betale en bod på 40.000 kroner for hver måned, hvor der er foregået lønsnyd. Desuden skal der betales bod for hver ansat hos deres underentreprenører, der ikke får dansk løn, skriver Fagbladet 3F.
Firmaet har fået flere ordrer
Hvorvidt det lykkes at få Cipa til at betale de mange penge til nuværende og tidligere ansatte, tør Jens Kirkegaard ikke gætte på. Fagforeningens erfaringer er imidlertid ikke for gode.
– Til dato har vi ikke haft særlig succes med at inddrive beløbene. Derfor er vi glade for, at Metroselskabet har meldt ud at de vil dække de her folk ind, og derfor regner vi da med, at gutterne får de penge, de har krav på, siger Kirkegaard til Arbejderen.
Det hører med til historien, at Cipa har fået nye ordrer af CMT efter at det omstridte irske vikarbureau Atlenco blev smidt på porten.
Cipa har tidligere haft 100-150 ansatte, men har nu omkring 450 mand på lønningslisten, vurderer Jens Kirkegaard.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278