13 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

4700 arbejdsløse står helt uden forsørgelse

Konsekvens af dagpengereformen

4700 arbejdsløse står helt uden forsørgelse

35.000 har nu hverken job eller dagpenge. De fleste er på kontanthjælp eller anden ydelse, men 4.700 står helt uden forsørgelse. Tallene dokumenterer, at økonomisk pres ikke hjælper de arbejdsløse, mener a-kasserne.

Fagbevægelsens bagland og arbejdsløse har løbende presset på for dagpengeændringer. I stedet for dagpengestramninger efterlyser de flere job.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Knap 48.000 arbejdsløse har mistet retten til dagpenge, siden dagpengereformen trådte i kraft i 2013.

Kun 13.000 af dem er kommet i arbejde, viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Beskæftigelses-andelen er ringere end før dagpengereformen.
Verner Sand Kirk, AK-Samvirke

Styrelsen har lavet en aktuel status over, hvad de arbejdsløse, der har opbrugt retten til dagpenge fra januar 2013 til oktober 2014, lever af.

Ifølge Verner Sand Kirk, der er direktør for AK-Samvirke, gennemhuller de nye tal teorien om, at flere kommer i arbejde, hvis bare man presser dem hårdere.

– Det er et bedrøveligt lavt tal. Beskæftigelsesandelen er ringere end før dagpengereformen. Før stramningerne var der kun et par tusinde, som ikke kom i job før udløbet af dagpenge, siger han til Avisen.dk.

4.700 har ingen indtægt

Dagpengereformen, der halverede dagpengeperioden fra fire til to år og samtidig satte timetallet for genoptjening af dagpengeretten op fra et halvt til et helt år, blev vedtaget i 2010 af den tidligere borgerlige regering sammen med Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

På grund af massive protester, ikke mindst fra fagbevægelsens bagland, har den den socialdemokratisk ledede regering været presset til at gennemføre forskellige midlertidige løsninger, der har skullet forhindre endnu flere arbejdsløse i at falde ud over dagpengekanten. Dagpengereformen er der imidlertid ikke ændret ved.

35.000 af de arbejdsløse, som er faldet for den to-årige dagpengeperiode, er ikke kommet i arbejde. De fleste er havnet på enten kontanthjælp eller den såkaldte arbejdsmarkedsydelse. 4.700 personer står helt uden job eller nogen form for offentlig forsørgelse.

Socialdemokraternes politiske ordfører Ole Hækkerup er enig i, at kortere dagpengeperiode ikke presser flere i arbejde.

– Vi er stadig på vej til at arbejde os ud af den økonomiske krise. Og det er først og fremmest fordi, at der er færre job nu, end der var før den økonomiske krise, at vi har så mange ledige, siger han til Avisen.dk.

Venter på dagpengekommissionen

Ole Hækkerup mener, at de nye tal viser, at dagpengereformen var forkert. Han glæder sig dog over, at 22 procent af de udfaldsramte er blevet "samlet op" af den særlige arbejdsmarkedsydelse, som er vedtaget for at redde arbejdsløse fra økonomisk afgrund.

Den politiske ordfører afventer nu resultatet af dagpengekommissionens arbejde, og han forventer, at det resulterer i et "dagpengesystem, hvor der ikke er så mange, der falder ud."

Dagpengekommissionen kommer med sin rapport til september.

Venstre anerkender ikke, at det forventede stærkere økonomiske incitament til at søge job har spillet fallit, og afviser at rulle reformen tilbage.

– Det er rigtig ærgerligt, at vi har ledige i dag, som ville være i arbejde, hvis vi havde en højere vækst. Hvis vi havde brugt de 3,3 milliarder kroner, som regeringen har brugt på den ene akutpakke efter den anden, på at skabe mere vækst, så var der også flere ledige, der var kommet i arbejde, siger arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jan. 2015 - 11:15   19. jan. 2015 - 14:00

Dagpengereform

noc@arbejderen.dk