Hvis alle virksomheder med faglært arbejdskraft tog deres del af ansvaret for at hjælpe unge igennem en uddannelse, så ville der blive mangel på lærlinge og ikke praktikpladser, som det er tilfældet i dag.
Hvor skal medarbejdere komme fra i fremtiden, hvis ingen stiller praktikpladser til rådighed.
Ejner K. Holst, LO
Det viser en undersøgelse, som rådgivnings- og analysefirmaet Deloitte har lavet for Undervisningsministeriet.
Deloittes beregninger viser, at kun 23 procent af virksomhederne med faglærte ansatte også har lærlinge, og at 24.816 virksomheder, der i dag har faglært arbejdskraft men ingen lærepladser, sagtens kunne ansætte elever. Dertil kommer, at 2537 virksomheder, der i dag har elever, godt kunne ansætte en elev eller to mere, skriver Ugebrevet A4.
Samlet kan der oprettes hele 33.755 praktikpladser, hvis arbejdsgiverne tager uddannelsesansvaret på sig. Dermed kan de lidt over 11.000 unge komme væk fra den kø til en praktikplads, de i dag står i.
Op i gear
Undervisningsminister Christine Antorini (S) kalder rapporten for en "positiv overraskelse". Hun vil bruge rapporten til at få både arbejdsgivere og fagbevægelse op i gear, når hun inden længe indkalder dem til drøftelser om manglen på praktikpladser.
– Der er absolut flere virksomheder, der godt kunne oprette praktikpladser, hvis de ville. Arbejdsmarkedets parter og ikke mindst virksomhederne har et stort ansvar for, at det skal rykke. Og det må gerne gå stærkt nu, hvor der er gang i væksten, siger Christine Antorini til Ugebrevet A4.
LO-sekretær Ejner K. Holst er også glædelig overrasket over konklusionen i Deloittes rapport.
– Cirka 5.000 unge står uden praktikplads. Omkring 6.000 andre går i praktikcenter og tørster efter at komme ud i delaftaler eller i aftaler for resten af deres uddannelse. De private og offentlige arbejdsgivere må tage ansvar og bidrage til at uddanne disse unge, udtaler Ejner K. Holst i en pressemeddelelse.
Arbejdsgivernes ansvar
Han mener, det skriger til himlen, at mindre end en fjerdedel af de danske virksomheder bidrager til at sikre den kvalificerede arbejdskraft, der bliver brug for i fremtiden.
LO sekretæren henviser til undersøgelser fra AE-rådet, der peger på, at det danske arbejdsmarked kommer til at mangle 32.000 faglærte i 2020 og 90.000 faglærte i 2030.
– Den enkelte arbejdsgiver må spørge sig selv om, hvor hans medarbejdere skal komme fra i fremtiden, hvis ingen stiller praktikpladser til rådighed, siger Ejner K. Holst.
Men i Dansk Arbejdsgiverforening, DA, mener man ikke, at skylden for de manglende praktikpladser udelukkende skal placeres hos virksomhederne, sådan som LO-sekretæren gør.
Chefkonsulent i DA Simon Neergaard-Holm skyder en del af ansvaret på erhvervsskolernes manglende evne til at hjælpe deres elever i praktik, skriver Ugebrevet A4.
Ifølge Deloittes undersøgelse formår nogle erhvervsskoler at skaffe praktikpladser til mere end ni ud af ti elever, mens andre skoler kun kan skaffe læreplads til omkring halvdelen af eleverne.
DA spiller bolden videre
– Hvis de her 34.000 praktik-muligheder skal omsættes til virkelighed, skal indsatsen ligge omkring erhvervsskolerne og deres praktikpladsformidlende arbejde, fastslår han.
Han opfordrer de såkaldte praktikpladskonsulenter på landets erhvervsskoler til at tage ud og besøge virksomheder.
Leder af Erhvervsskolelederne Peter Amstrup mener, at DA-opsangen er for langt ude.
– Jeg tvivler på, at skolerne bare uden videre kan sende praktikkonsulenterne ud på arbejdspladserne og få dem alle sammen til at ansætte elever. Interessen for at ansætte lærlinge er nemlig kølnet. Det virker som om arbejdsgiverne bare læner sig tilbage og tørrer den af på skolerne, siger han til Ugebrevet A4.
Skolerne bidrager hellere end gerne med at løfte deres del af opgaven med at skaffe praktikpladser, understreger han. Men hvis virksomhederne ikke bider til bolle, kan man jo ikke pådutte dem lærlinge.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278