Flere hundrede, der bekymrer sig om forholdene på det danske arbejdsmarked, var torsdag eftermiddag mødt op foran Arbejdsretten.
Hensynet til antallet af arbejdspladser går altså ikke over hensynet til gode arbejdsforhold.
Ulla Jeppesen, HK
Demonstranterne var kommet for at vise deres støtte til Flyvebranchens Personale Union, FPU, der kræver overenskomst med det irske flyselskab Ryanair. Et krav som flyselskabet blankt har afvist.
Mens der blev sunget fællessang og holdt taler udenfor, tog Arbejdsretten hul på henvendelsen fra LO, der gerne ville have rettens ord for, om den varslede konflikt mod lavprisselskabet er lovlig eller ej.
Som ventet kom der ikke svar på det spørgsmål ved det torsdagens møde, fortalte formanden for FPU Thilde Waast bagefter de fremmødte.
Dom den 26. marts?
– Arbejdsretten har taget sagen ind som en hastesag, og vi skal mødes næste gang den 26. marts. Vi har kun drøftet det processuelle i arbejdsretssagen, men indtil videre er vi rigtig glade for resultatet, og ser frem til en fornuftig afgørelse, sagde hun til stor jubel og applaus.
Tidligere har Ryanair slået fast, at de vil tage sagen til EU-retten, hvis de ikke får medhold af den danske arbejdsret. Og skulle de danske fagforeninger strejke eller lave blokader, vil Ryanair ganske enkelt bare finde et andet sted at operere.
Ryanair lægger også stor vægt på, at de ved at åbne en base i København skaber en række nye arbejdspladser i Danmark. Men den melding køber én af dagens demonstarnter Ulla Jeppesen, som er formand i HK IT, Medier og Industri, ikke.
– Hensynet til antallet af arbejdspladser går altså ikke over hensynet til gode arbejdsforhold. Derfor er det afgørende vigtigt, at fagbevægelsen står sammen om det her, udtaler hun til Politiken.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278