SAS har nu afsløret formålet med at opkøbe Cimber og tvinge 147 ansatte over i datterselskabet: nemlig at få de ansatte over på en anden og billigere overenskomst.
Vi er blevet bekræftet i, at hele den her sag har handlet om at omgå overenskomsten med CAU.
Merete Scheel, CAU
Det mener fagforeningen Cabin Attendants Union, CAU, som organiserer kabinepersonalet i SAS.
Fagforeningen modtog torsdag i sidste uge SAS/Cimbers officielle meddelelse om, at CAU's overenskomst er frasagt i Cimber.
– SAS har endeligt tonet rent flag, og vi er blevet bekræftet i, at hele den her sag har handlet om at omgå overenskomsten med CAU, siger formand Merete Scheel.
SAS har hele tiden hævdet, at de 147 kabineansatte, der per 1. marts i år på papiret startede i Cimber, er virksomhedsoverdraget.
CAU er lodret uening.
– Vi kan ikke anerkende virksomhedsoverdragelsen, hvis eneste formål efter vores mening er at omgå vores overenskomst. Kabinepersonalet er den eneste personalegruppe, som er overdraget til Cimber – hverken piloter, basepersonale eller administrativt personale bliver overdraget, siger Merete Scheel.
SAS fortæller selv, at det overflyttede personale møder på arbejde på samme base, i de samme uniformer og arbejder i de samme fly. At det stadig er SAS, der planlægger deres flyvninger, at deres personalemapper og papirer stadig skal håndteres af SAS og så videre.
– Der er heller ingen fly, som bliver overdraget til Cimber - dem ejer SAS stadig. Vi opfatter Cimber-fidusen som en ren skuffe-manøvre, hvor Cimber på papiret leaser flyene af SAS for så at lease dem tilbage til SAS, forklarer Merete Scheel.
CAU mener, at foreningens overenskomst fortsat skal gælde - også i Cimber, og har bedt om et fællesmøde i Dansk Arbejdsgiverforening for at få afklaret uenigheden. Mødes afholdes i dag. Hvis parterne ikke kan blive enige, skal sagen for et mæglingsmøde, før den eventuelt ender i Arbejdsretten.
Konsekvenser
I sidste måned nedlagde kabinepersonalet arbejdet, fordi de ikke kunne blive enige med SAS om vilkårene for arbejdet i Cimber. Personalet frygter for deres egne fremtidige løn og arbejdsvilkår, men også for konsekvenserne for andre lønmodtagere, hvis SAS slipper afsted med deres Cimber-fidus.
– Forestil jer, at det lykkedes for SAS at bruge loven om virksomhedsoverdragelse til at omgå vores overenskomst. Så vil vejen ligge åben for enhver arbejdsgiver til at gøre det samme. Arbejdsgiverne kan købe et lille tomt selskab med en billig overenskomst og flytte alle ansatte over i det nye selskab - vel at mærke på en anden overenskomst, der med et trylleslag forringer de ansattes løn og arbejdsvilkår, siger Merete Scheel, der mener, at det er selve den danske arbejdsmarkedsmodel, der er på spil.
Professor Henning Jørgensen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet har tidligere udtalt til DR Nyheder, at SAS bryder loven om virksomhedsovertagelse, hvis selskabet frafalder overenskomsten.
– Det står utvetydigt i loven, at man ikke kan lave en virksomhedsoverdragelse med henblik på at skifte overenskomsten ud, har professoren sagt.
Norwegian inspireret
Meget tyder imidlertid på, at Cimber-fidusen inspirerer andre flyselskaber.
I forbindelse med pilotstrejken ved det norske lavprisselskab Norwegian i forrige måned oprettede direktør Bjørn Kjos tre nye datterselskaber i Norge, Danmark og Sverige.
I meddelelsen herom skriver Kjos:
"Norwegian og piloternes arbejdsgiver NAN har været tydelige omkring, at omkostningsniveauet må ned og fleksibiliteten op i den skandinaviske operation, hvis selskabet skal kunne beholde lige så mange piloter som i dag. Alternativet er nedbemandinger i Skandinavien."
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278