Ved det seneste Folketingsvalg gik fagbevægelsen til kamp for en rød regering.

Væk med de borgerlige, der havde angrebet fagbevægelsens medlemmer - blandt andet fjernet efterlønnen, skåret ned på dagpengene og fradragsretten på fagligt kontingent.

Ledelsen i S vil ikke fravige den politik, partiet har ført de seneste fire år. 

Vi ønskede at S, SF og Enhedslisten fik stemmer nok til at danne en flertalsregering, og at den ville sikre os mod forringelser, sikre sygedagpenge efter 52 ugers sygdom samt lovgivning, som hindrer social dumping i Danmark.

Mange tusinde fagforeningsmedlemmer landet over gik aktivt ind i valgkampen, og vi fik trods alt en regering, hvor to af partierne var med.

SF trak sig senere ud, og Enhedslisten har haft svært ved at indgå forlig med regeringen, fordi indholdet af regeringens førte politik ligger langt fra det, man gik til valg på.

Man hører ofte politikere (mærkelig nok også fagforeningsvalgte) nævne, at forringelserne på efterløn og dagpenge kom, fordi mange af fagforeningens medlemmer ikke stemte rødt, og det derfor nærmest er fagbevægelsens egen skyld.

Lad os lige slå fast, at det er politikerne, som skal vælges.

Fagbevægelsen kan opfordre medlemmerne til at stemme rødt, men det er politikerne, som gennem deres handlinger gør sig fortjent til medlemmets stemme.

Hvis man fravælges, må årsagen være, at man ikke tror på dem - eller er uenig i deres politik.

Hvis vores medlemmer rent politisk ikke vil sikre efterløn, dagpenge, fradragsret og sygedagpenge, har vi i fagbevægelsen et problem. For så kæmper vi for noget, de ikke ønsker. 

Det er selvfølgelig en debat, vi skal tage – og viser det sig, at være rigtigt, skal vi jo ikke støtte de nævnte partier. Så skal vi ændre fundamentalt på vores daglige virke for gennem solidaritet at kæmpe for forbedringer for alle, men altid sikre de svageste.  

Hvis det ikke forholder sig sådan, har politikerne et problem og kan ikke tørre det af på andre.

Fagbevægelsens medlemmer går ikke igen til kamp for en rød regering, for de tror ikke på den. For politikken bliver ikke rød.

Blot tanken om en rød regering vil være et mareridt for ledelsen i S, som ikke vil fravige de seneste fire års førte politik. Man vil henvise til økonomien, men ikke finde pengene, fordi man mener, det gennemførte er den rigtige løsning.

Derfor kan vi ikke få en rød regering. Men vi kan få et Folketing, hvor de politiske partier, som er enige med fagbevægelsens krav, bliver så stærke som muligt.

Det vil jeg altid kæmpe for og anbefale medlemmerne. De medlemmer, som i øvrigt betaler min løn, og hvis interesser jeg er valgt til at varetage.

Politiske interesser plejes i et parti, og kan man ikke adskille disse forhold, bør man altid tænke på, hvem man til dagligt er valgt af og for.