For nylig havde jeg fornøjelsen af at møde Yahya Hassan i Debatten på DR2 til en diskussion om den politiske debats tilstand. De mørke krøller har vi tilfælles, og så deler vi vist også en oplevelse af, at politik udgør et problem i sig selv. Nemlig når skyttegravskrig og mudderkastning står i vejen for gode og nødvendige politiske løsninger.

Selv kender jeg kun dette alt for godt fra mit eget felt, hvor narkotikaforbuddets erklærede formål er at beskytte befolkningen mod de mange problemer, der – ligesom når det gælder alkohol – kan følge med brugen af rusmidler.

Under fire øjne har politikere af enhver farve erkendt, at der er brug for en ny narkotikapolitik.

Faktum er dog, at selve forbuddet, som overlader stofmarkedet til underverdenen, er direkte årsag til, at narkotika er tilgængeligt overalt, på alle tidspunkter, for alle aldre, i ukendt styrke og kvalitet, tilsat de mest uhyggelige fyldstoffer man kan forestille sig. Forbuddet er langt mere skadeligt end stofferne i sig selv.

”Det politiske” er dermed blevet et større problem, end det ”problem” man angiveligt ville løse. Politikerne er blevet problemet.

Det er som om, viden og saglighed her er komplet uinteressant for politikerne, hvis valgprogrammet ikke understøttes. Den politiske proces er dermed frakoblet faglighed og evidens.

Det sås tydeligt, da der i 2007 pludselig var opbakning til at reintroducere heroin som lægemiddel i behandlingen af stofafhængige. Det skete efter mere end 10 års ørkesløs debat, men altså på et tidspunkt, hvor der i mere end et år ikke var fremkommet ny viden på feltet.

Det var således ikke ny viden, der skulle til for at få politikerne til at skifte position, etablere heroinbehandlingsprogrammet og redde liv på stenbroen. Ventetiden og de mange tabte liv handlede åbenbart om noget andet. Præcis hvad vil jeg nok aldrig helt forstå.

Når jeg har politikere med på gadearbejde, bliver de altid og uden undtagelse chokerede over, hvad de ser, og hvor slemt det står til. Og under fire øjne har politikere af enhver farve erkendt, at de ved, at der er brug for en ny narkotikapolitik.

I en tid, hvor også Børsen argumenterer for legalisering på lederplads, skulle man ikke tro, det var så kontroversielt at tale om. Alligevel er Christiansborg efterhånden det eneste sted i Danmark, hvor man ikke har en åben diskussion af forbudspolitikken.

Derfor går de narkotikarelaterede problemer i arv fra generation til generation. Det er hverken penge, idéer eller viden, der mangler. Det er viljen, der mangler.

Vi har ikke brug for politikere, der kaster mudder og holder liv i problemerne. Vi har brug for et samarbejdende Folketing, der lader mudderet ligge, og holder mennesker i live.