For præcis en måned siden stod den danske regerings repræsentant foran den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Storkammer og indledte sit forsvar med at konstatere, at det jo er ti år siden, at Danmark sidst har været indstævnet! Underforstået at det hører til sjældenhederne, at Danmark optræder i sager om menneskerettighedskrænkelser.

Er vi blevet så selvfede, at vi ikke kan få øje på åbenlyse krænkelser af menneskerettighederne? 

Han kunne dog med lige så god ret have nævnt, at det er første gang overhovedet, at den danske stat står anklaget for racediskrimination mod egne borgere. Faktisk er der tale om noget så spektakulært som en sag, hvor tredje dommeren ved den danske Højesteret mente, at der var tale om diskrimination i forbindelse med danske statsborgeres ret til familiesammenføring.

Da de fire øvrige dommere frikendte udlændingeloven, fortsatte sagen som en klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Biao mod Danmark). Her nåede man frem til en afgørelse sidste år, også her var retten delt ligeover. Derfor er sagen nu endt i Storkammeret, hvor sytten europæiske dommere nu er ved at skrive dommeren over Danmark.

Sag om familiesammenføring

Sagen startede da den borgerlige regering og Dansk Folkeparti indførte tilknytningskravet for danske statsborgeres ret til familiesammenføring i 2002. Ægtefællerne Biao fik afslag på familiesammenføring i 2003, og siden da har kampen været ført gennem alle danske instanser og derefter ved Menneskerettighedsdomstolen.

Man kan gå ind på domstolens hjemmeside og se hele domsforhandlingen fra den 1. april, som kan streames. Her vil man kunne se, at alle retssalens tilhørerpladser var besat. Men er det så danske journalister, der fylder pladserne? Det kunne man med rette tænke, da familiesammenføringsreglerne jo har været noget af det mest omdiskuterede menneskerettighedsproblem I Danmark siden 2002.

Er tilknytningskravet diskrimination af danskere med anden etnisk oprindelse end dansk, og har den såkaldte 28 års regel medvirket till at gøre forskelsbehandling endnu værre? Væsentlige demokratiske spørgsmål der burde optage såvel medier som befolkning, men nej, der var faktisk ikke en eneste dansk journalist tilstede, og der var heller ikke et eneste dansk medie, der fandt det relevant at omtale domsforhandlingen.

Ligegyldighed?

Denne totale ligegyldighed er faktisk en præcis kopi af det, jeg omtalte i min blog i marts, hvor det var FN’s kvindekomite, der havde Danmark til "eksamen" i Geneve og her rettede en lang række kritikpunkter mod Danmark. De danske medier havde så travlt med at omtale jubilæet for kvindernes international kampdag den 8. marts, at der slet ikke var tid til at omtale FN’s sønderlemmende kritik af den fortsat manglende ligestilling på en række områder.

Så er det bare jeg spørger: Har vi sejret af helvede til eller valgt at vende det blinde øje til diskriminationen foran vores næser? Er kampen officielt vundet, så vi ikke længere behøver at beskæftige os med race-, køns-, eller andre former for diskrimination i Danmark? Er vi blevet så selvfede, at vi ikke længere kan få øje på uretfærdighed og åbenlyse krænkelser af menneskerettighederne? Er vi mætte og trygge i vores hjem, med hver vores lille bid af velstandskagen, og så må "de andre" sejle deres egen sø?

Jeg oplever dagligt, at der fortsat er meget at kæmpe for, og jeg vil derfor gerne ønske en rigtig god 1. maj til alle jer derude, som også føler, at der fortsat er meget at kæmpe for!