Hvad vil dit parti gøre for at forhindre social dumping? Og hvad har dit parti tænkt sig at gøre ved den dagpengereform, som har frataget over 50.000 arbejdsløse deres dagpengeret?
Vi har ikke tænkt os at holde kæft med dagpengene.
Bjarne Høpner, 3F
De spørgsmål vil politikerne helt sikkert blive mødt med i de næste tre ugers intens valgkamp, siger nogle af de 3F-afdelinger, der spillede en afgørende rolle op til Folketingsvalget i 2011.
I hundredevis af tillidsvalgte og medlemmer af landets største fagforbund kastede sig ind i valgkampen med det overordnede mål, at få en ny regering og et politisk skifte. Spørgsmålet er om Lars Løkke Rasmussen (V) var blevet vippet af pinden uden deres indsats.
– Nu står vi her så igen, og vi vil da helt sikkert gå ind i valgkampen og forsøge at præge den med de politiske spørgsmål, som er vigtigst for vores medlemmer, siger Bjarne Høpner, formand for 3F København til Arbejderen.
Vigtigst for 3F'erne
Konkret peger Bjarne Høpner på spørgsmål som dagpenge, kampen mod social dumping, praktikpladser og EU's finanspagt.
– Vi har ikke tænkt os at holde kæft med dagpengene. Når de snakker om, at krisen er slut, så vil vi bare sige, at den har kostet dagpengeretten for over 50.000 arbejdsløse, og det skal der findes en løsning på, lyder det fra den københavnske fagforeningsformand.
3F København satser på, at medlemmer og tillidsvalgte går aktivt ind i valgkampen, men fagforeningen satser ikke de samme kræfter og penge som i 2011.
Hos 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København bliver der også tale om en valgindsats på et noget andet niveau end i 2011.
– Men det er ikke det samme som, at vi ikke vil blande os. Som fagbevægelse kan vi ikke være ligeglade med, hvem der vinder valget, siger formand Claus Westergreen til Arbejderen.
I sidste uge var BJMF sammen med 3F København vært for et debatarrangement, hvor Finn Sørensen fra Enhedslisten og Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti krydsede klinger. På mødet blev det klart, hvilke temaer, 3F's medlemmer mener, bliver vigtige i en valgkamp.
– Det vigtigste spørgsmål er helt klart social dumping, og alt der har med arbejdsmarkedet at gøre, herunder også vilkårene for de arbejdsløse, Hvad det sidste angår, har jeg hele tiden sagt, at dagpengereformen skal rulles tilbage, understreger Claus Westergreen.
Stem S-SF eller Ø
Claus Westergreen indrømmer, at der har være mange skuffelser under den nuværende regering - ikke mindst når det gælder dagpengeforringelserne. Omvendt har regeringen sat initiativer i gang til bekæmpelse af social dumping. Derfor anbefaler han, at medlemmerne sætter kryds ved enten S, SF eller Ø.
Samme anbefaling lyder fra Randi Smitsdorf, der er afdelingsformand i 3F Aarhus Rymarken. Fagforeningen vil som i 2011 blande sig i det politiske slagsmål, men ikke med samme intensitet.
– Vi holder ikke en masse vælgermøder, men vil satse vores kræfter på gaden. Det er dér, slaget skal stå. På gaden møder vi vælgerne og kan forklare dem hvorfor, vi mener, som vi gør, siger hun til Arbejderen.
Kollegaen på Sommervej Peter Bæk vil opfordre medlemmerne til at tænke sig godt om og stemme på et parti, der er imod og vil bekæmpe social dumping. Ligesom han mener, det er vigtigt, at dagpengeproblematikken bliver et af valgets temaer.
– Vi har chauffører, der er truet på jobbet på grund af cabotagekørsel, og 500 af vores bygningsarbejdere har stadig ingen arbejde. Det vil sige, at der er folk, der bliver holdt ude af arbejdsmarkedet og som mister deres forsørgelse. Det er et stort politisk problem og det skal der gøres noget ved, siger Peter Bæk.
Toppen er klar
På topplan er fagbevægelsen godt forberedt til de næste tre ugers valgkamp, forsikrer LO's formand Harald Børsting. Han nævner de 22 konkrete forslag, som LO og FTF for nylig lagde frem i en fælles kampagne - Sammen Skaber Vi Værdi.
>> LÆS FTF OG LO'S VALGUDSPIL HER
– Vi håber, at politikerne vil diskutere de mange forslag, fagbevægelse har fremlagt op til valgkampen, og som har til formål både at styrke lønmodtagernes forhold og samfundet som helhed, siger Harald Børsting.
LO og FTF opfordrer først og fremmest den kommende regering til at holde blikket stift rettet mod skabelse af flere job.
– Men vi forventer også, at den kommende regering vil sikre en stærk offentlig sektor, der er forudsætningen for velfærdssamfundet og for, at virksomhederne har ordentlige produktionsforhold, siger Harald Børsting.
Vælgerne skal stemme den 18. juni.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278