18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

40 fagforeninger kalder til demo mod nulvækst

Opruster mod Løkke

40 fagforeninger kalder til demo mod nulvækst

Hvis Venstre kommer igennem med sin plan om nulvækst, vil der forsvinde mindst 21.000 fuldstidsjob i en i forvejen hårdt presset offentlig sektor, mener 40 faglige organisationer. De indkalder til demo for velfærd og mod nulvækst nu på mandag.

Fra tidligere demo mod nedskæringer i den offentlige sektor.
FOTO: Ali Nabulsi
1 af 1

Venstres plan om nulvækst vil være en katastrofe. Modsat er den nuværende regerings plan om 0,6 procents vækst i det offentlige forbrug langt fra tilstrækkeligt, selvom det selvfølgelig er bedre end nul, erklærer Britt Petersen. Hun er formand for Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation, KFF, der samler 40 faglige organisationer for offentligt ansatte i de to kommuner.

Fra 2011 til 2014 har kommunerne samlet set brugt 18 milliarder kroner mindre end budgetteret.

På mandag inviterer KFF til demonstration mod nulvækst. Oprindelig var ideen med demonstrationen at presse de kommunale forhandlere op til de afgørende forhandlinger med regeringen om næste års økonomiske aftale for kommunerne. Men nu, hvor valget er udskrevet, bliver budgetforhandlingerne udskudt til efter dannelsen af den nye regering. 

- Men demonstrationen er jo endnu mere aktuel nu, hvor valget er udskrevet. Vi ser gerne, at valget handler om sikring af bedre velfærd efter, at der i årevis har været skåret voldsomt ned især på handicapområdet, men også på daginstitutioner, ældreområdet og folkeskolerne, hvor folkeskolereformen var underfinansieret, siger Britt Petersen.

Finansministeriet har beregnet, hvor mange job i den offentlige sektor Venstres nulvækstplan vil koste, selvom der sker en regulering i forhold til løn og prisudviklingen.

21.000 færre fuldtidsjob

Fra 2016 til 2020 vil der blive 21.000 fuldtidsansatte færre i det offentlige på grund af nulvæksten. Faldet i antallet af ansatte hænger sammen med, at det offentlige har stigende udgifter til nye maskiner, it-udstyr, medicin og andre ting. Der er tale om forsigtige beregninger, tallet vil højest sandsynligt blive højere, oplyser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Arbejderen.

Britt Petersen ryster på hovedet af argumenter fra Venstre og Liberal Alliance om, at der kan hentes mange penge gennem effektivisering og omstilling i den offentlige sektor. 

- Der er ikke mere at komme efter. Administrationen i det offentlige er blevet voldsomt beskåret de seneste år, og der bliver effektiviseret hvert eneste år, siger hun. 

Fra februar 2010 til februar 2015 er der blevet over 30.000 færre fuldtidsansatte i den offentlige sektor ifølge tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. 

Tre år med nulvækst

I både 2011, 2012 og 2013 var der reelt nulvækst i kommunerne. Det hænger sammen med, at kommunerne ikke bruger alle de penge, de må ifølge økonomiaftalen med regeringen. Hvert år bruger kommunerne mindre end budgetteret af frygt for de skrappe økonomiske sanktioner, der træder i kraft, hvis de overtræder budgettet.

Sanktionerne er en konsekvens af budgetloven, som Danmark har bundet sig til at indføre med tilslutningen til EU's finanspagt. 

I perioden 2011 til 2014 har kommunerne samlet set brugt 18 milliarder kroner mindre end budgetteret med ifølge en opgørelse fra LO og FTF på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Der er tale om penge, som ellers kunne være brugt til velfærd ude i kommunerne. 

Siden 2010 har der stort set ikke været nogen som helst vækst i det offentlige forbrug efter, at væksten steg støt op gennem 90'erne og 00'erne.

- Bliver den udmeldte ramme nulvækst, vil vi stadig opleve, at kommunerne bruger mindre, end de må, af frygt for sanktioner. Vi vil kommer til at opleve direkte minusvækst, konstaterer Britt Petersen.

I forhold til økonomiforhandlingerne mellem regeringen og kommunerne, som startede i begyndelsen af maj og altså nu er stoppet, har udspillet fra Kommunernes Landsforening været, at der er brug for ekstra penge til sikring af det kommunale sundhedsvæsen, som skal udbygges i takt med bygning af de nye store specialiserede supersygehuse, og til udfordringerne med at tage hånd om det ekstraordinært store antal flygtninge. 

Meldingen fra finansminister Bjarne Corydon været, at den ekstraordinære pulje på tre milliarder kroner, som de sidste to år er givet til kommuner, der er presset på likviditeten, nu skal afskaffes. 

Ifølge loven skal kommunernes budgetter være vedtaget senest den 15. oktober. Inden da skal der være to høringsrunder. Den tidsplan kan give problemer nu, hvor de økonomiske forhandlinger er udskudt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. maj. 2015 - 08:26   29. maj. 2015 - 12:56

Velfærd

ur@arbejderen.dk
Demo mod nulvækst
  • Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation, der samler 40 faglige organisationer for offentligt ansatte, indkalder til demonstration for velfærd og mod nulvækst, på mandag den 1. juni klokken 15.30-16.30 foran Kommunernes Landsforening, Weidekampsgade 10 på Islands Brygge. 
  • Der er taler af Anders Bondo Christensen, lærerformand, Mona Striib, næstformand i FOA, Ninna Thomsen, sundhedsborgmester København samt Britt Petersen, formand LFS. Musik ved Esben Just Trio.
  • Alle er velkomne til at deltage.
Folketingsvalg 2015

Helle Thorning-Schmidt har udskrevet folketingsvalg til den 18. juni 2015.

Her skal danskerne tage stilling til, om Socialdemokraterne skal fastholde regeringsmagten sammen med de Radikale, eller om Venstre og Konservative skal overtage med Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

>> Se alle artikler om valget her