Hundredvis af lastbiler står i en kilometerlang kø ved Bolivias grænse til Chile. Lastbilerne har enten varer med til udskibning fra chilenske havne, eller de er tomme og skal hente varer, som er ankommet med skib.

De ansatte i Chiles toldvæsen strejker, og da det chilenske toldvæsen også er involveret i ekspeditionen af Bolivias maritime import og eksport, rammer den ugelange strejke Bolivia hårdt.

Bolivia har ingen adgang til havet.

Chile tilegnede sig 120.000 kvadretkilometer og hele Bolivias kyststrækning.

Det forsøger Bolivia ihærdigt at ændre på, for det er meget negativt for landet således at være afhængig af et andets lands goodwill og service for at kunne få adgang til verdenshavene og skibstransport.

Det er baggrunden for, at Bolivia for et år siden besluttede at rejse sag ved Den Internationale Domstol i Haag med krav om, at Chile forhandler en aftale på plads, så Bolivias får sin egen og suveræne adgang til havet.

Når Bolivia rejser kravet over for nabolandet Chile, skyldes det, at Chile har annekteret et landområde fra Bolivia, som er tre gange så stort som hele Danmark – og som indtil annekteringen gav Bolivia en kystlinje på omkring 400 kilometer ud til Stillehavet.

Da Bolivia vandt sin selvstændighed fra spansk koloniherredømme i 1825 omfattede Bolivias territorium dele af Atacama og som nævnt cirka 400 kilometer kystlinje – herunder havnebyen Antofagasta.

I 1833 indgik Bolivia og Chile en traktat, der bekræfter disse grænser.

Men området er sparsomt beboet og var rigt på det værdifulde naturgødning "guano" og også kvælstofmineralet "salpeter", som var stærkt efterspurgt i Europas landbrug.

Så chilenere indvandrede og gav sig til at udvinde guano og salpeter. Siden gjorde chilenske erhvervsinteresser krav på disse forekomster på boliviansk jord.

Og den 14. februar 1879 invaderer chilensk militær området og vinder en militær sejr. 

Chile tilegner sig de 120.000 kvadretkilometer og hele Bolivias kyststrækning. Det sker under protest, og Bolivia har siden dengang fastholdt et krav om at få en korridor til Stillehavet, som er under landets suverænitet og kontrol.

I perioder har de to lande forhandlet med hinanden om spørgsmålet, og transporten mellem Bolivia og chilenske havnebyer har været styret af aftaler om drift af en jernbane, adgang til vejtransport og samarbejde om toldbehandling.

Det har kostet Bolivia dyrt, fremgår det af en redegørelse, som Evo Morales' regering udsendte sidste år i forbindelse med at regeringen rejste sagen i ved FN-domstolen i Haag.

Beslutningen om at rejse sagen i Haag hænger sammen med, at Chiles daværende konservative præsident Sebastian Pinera i 2011 og 2012 ændrede Chiles politik. Tidligere havde skiftende chilenske regeringer tilkendegivet velvilje over for en dialog med Bolivia om spørgsmålet.

Men i februar 2011 udsendte Pinera-regeringen en erklæring, hvori det blandt andet hedder: "Der er intet legalt grundlag for Bolivias ønske om adgang til Stillehavet gennem territorier, der hører til Chile."

Denne klare afvisning gentog Chiles præsident Pinera personligt i FN under generalforsamlingen i september samme år.

Chile fik ny præsident i marts 2014, hvor socialdemokraten Michelle Bachelet blev præsident og leder af en centrum-venstre regering. Det har dog ikke ført til en suspendering af Pinera-regeringens standpunkt, og Bachelets regering har sendt politiske eksperter og jurister til Haag, hvor de søger at imødegå Bolivias sagsanlæg.

For Bolivia er det et spørgsmål om nationalfølelse, men ikke mindst er det et økonomisk spørgsmål.

Af regeringens redegørelse for sagen fremgår det, at Bolivia med tabet af de 120.000 kvadratkilometer mistede områder, som er rige på guano, salpeter, sølv, kobber og lithium - samt naturligvis de rigdomme, som havet uden for en kyst på 400 kilometer rummer.

Bolivia har beregnet, at Chile har tjent 900 milliarder dollars på kobber, som er udvundet fra miner i det tidligere bolivianske område.

I dag er råstoffet lithium det nye "guld". Det er efterspurgt til produktionen af genopladelige batterier, som indgår i stort set alle nye apparater fra computere og mobiltelefoner til kameraer, industrimaskiner og ikke mindst elbiler.

Først kobber – nu lithium

"I dag tjener Chile på en anden naturressouce, nemlig lithium, der findes i de områder, som tidligere var en del af Bolivia, og som der er en stor efterspørgsel efter på det internationale marked . Den globale efterspørgsel er vokset med gennemsnitligt syv til otte procent om året siden 2000, og prisen er gået op fra 1760 dollars for et ton i 1999 til 6000 dollars i 2008."

Sådan skriver Bolivia i redegørelsen, som blev udsendt i 2014: "Bogen om Havet" (El Libro del Mar).

Et land uden adgang til havet mister en økonomisk vækst på 0,7 procent årligt alene af denne grund.
Jeffrey Sachs, økonom

Men ud over disse tab skriver Bolivias regering, at afhængigheden af goodwill og service fra en anden nation, manglende adgang til selv at forestå havnedriften og toldbehandlingen samt lagerafgifter med mere år for år er en belastning af landets økonomi.

Bolivia bliver mindre tiltrækkende for udenlandske investorer på grund af mangelen på egne havne og adgang til verdenshavene.

Økonomen Jeffrey Sachs citeres for beregninger, der viser, at et land uden adgang til havet mister en økonomisk vækst på 0,7 procent årligt alene af denne grund.

Jeffrey Sachs er ansat ved Columbia Universitetet i New York.

FN-organisationen for handel og udvikling (UNCTAD) påpeger, at manglende adgang til havet nedsætter globale investorers interesse i at investere betydeligt. Mellem 2009 og 2011 blev kun 2,25 procent af alle udenlandske investeringer placeret i lande uden adgang til havet, oplyser UNCTAD.

Også Verdensbanken konkluderer, at lande uden adgang til havet har dårligere økonomiske udviklingsmuligheder end kyststater.

I rapporten "Doing Business" fra 2012 har Verdensbanken beregnet, at Bolivias udgift per eksporteret container er 55,7 procent højere end den pris, som virksomheder i Chile betaler for en container. Og prisen 60 procent højere end udgiften per container i Peru. Chile og Peru er de to lande, som ligger mellem Bolivia og Stillehavet. 

Der er således store økonomiske interesser forbundet med denne konflikt. På begge sider.

Dog rejser Bolivia ikke krav om økonomisk kompensation for de enorme tab, som landet har lidt med tabet af 120.000 kvadratkilometer land samt fiskeri med mere i havet ud for en kyststrækning på 400 kilometer.

Insisterer på fredelig løsning

Og Bolivia understreger, at man insisterer på, at konflikten skal løses med fredelige midler:

– Latinamerika og Caribien er blevet erklæret for en fredszone takket være holdningen hos regeringerne, der har besluttet, at skrive fremtidens historie uden nogen brug af magt og formynderi, understregede Bolivias præsident Evo Morales den 23. marts 2014, da han i en tale til nationen meddelte, at hans regering nu har rejst sag mod Chile ved Den Internationale Domstol i Haag.

Over 20.000 chilenere fyldte det store Caupolican-teater. De krævede "Mar para Bolivia" – Hav til Bolivia.

– Mens NATO intervenerer militært i suveræne lande har UNASUR afværget et statskup og en række [voldelige] konflikter, tilføjede han med henvisning til de sydamerikanske lande, der gennem organisationen UNASUR bakkede Venezuelas lovlige regering op og derved afværgede, at landet blev udsat for et kup og en eksplosion af vold i foråret 2014.

Evo Morales og Bolivias regering erklærer, at de ser løsningen af denne konflikt som del af den igangværende integrationsproces i Latinamerika. Løsningen af konflikten kan bane vej for, at denne integration kan tage nye skridt.

Og det er muligt at løse konflikter af denne type, sådan som magtforholdene i Latinameika udvikler sig, mener Evo Morales:

– Vi lever i folkenes og ikke imperiernes tidsalder. I denne tid tillader vi ikke, at beslutninger fra imperiernes centre kan føre til, at man tilegner sig vores naturressoucer, og langt mindre tillader vi at beslutningerne leder til konfrontation mellem brødre og nabofolk. Vi lever i tider, hvor vore nationer har styrket planerne for regional integration for at fremme fredelig sameksistens og udvikling samt tilliden til retfærdighed som en fælles værdi, lød det fra den bolivianske præsident den 23. marts sidste år.

Holdningen i Chile

Hans holdning næres af, at der også er folkelig støtte i Chile til Bolivias krav.

Blot to uger før sin tale til nationen var Evo Morales i Chiles hovedstad Santiago de Chile for at deltage i indsættelsen af Michelle Bachelet som Chiles nyvalgte præsident. 

I den forbindelse organiserede grupper og partier i Chile et folkemøde for solidaritet med Bolivias krav om adgang til havet. 

Over 20.000 chilenere fyldte det store Caupolican-teater. De krævede "Mar para Bolivia" – Hav til Bolivia, skrev det spanske dagblad El Pais.

Evo Morales talte til de mange chilenere forsamlet i teateret.

Men meningerne er delte i Chile.

El Pais skrev i 2012, at Det katolske Universitet i Chile havde lavet en meningsmåling og konkluderet, at 40 procent af de adspurgte støtter Bolivias krav.

Venstreorienterede præsidenter i Chile er mere tilbøjelige til at imødekomme Bolivias krav.

Det konservative chilenske dagblad El Mercurio havde i 2011 gennemført en meningsmåling, hvor hele 62,4 procent af de adspurgte svarede ja til at give Bolivia adgang til Havet – dog uden at Chile skulle afstå suverænitet over landområder!

Det var samtidigt med, at den daværende præsident Sebastian Pinera i FN afviste enhver tale om at give Bolivia adgang til havet.

Allende og Bolivias krav

Det ser ud til, at venstreorienterede præsidenter i Chile er mere tilbøjelige til at imødekomme Bolivias krav end konservative.

I 1970, da socialisten Salvador Allende vandt præsidentposten, var han klar i sin holdning til dette spørgsmål:

– Nu er timen kommet til at råde bod på den store uretfærdighed... Chile har en hundredårig gæld, og vi er indstillet på at finde en historisk løsning. Bolivia vender suverænt tilbage til Stillehavet, sagde Salvador Allende ifølge journalisten Jorge Edgar Zambrana Jiménez på netavisen America Latina En Movimiento. 

– Vi er ikke regering for et fåtalligt oligarki. Vi er folket, fastslog Allende dengang.

Tilsvarende har den nuværende præsident Michelle Bachelet i sin første præsidentperiode fra 2006 til 2010 udtrykt vilje til at finde en løsning sammen med Bolivia.

I 2006 aftalte Bachelet og Morales således en plan for udvikling af de to landes økonomiske og politiske forhold. Ud af de 13 punkter figurerer "Tema Maritimo" (adgangen til havet) som punkt seks i planen.

Der er ikke tale om, at Bolivia rejser krav om at få de 120.000 kvadratkilometer tilbage og suverænitet over 400 kilometer kyststrækning.

Ingen officielle dokumenter detaljerer Bolivias forventninger.

I dagbladet DiarioUChile skrev parlamentsmedlemmet Sergio Aguiló i september 2012, at Chile med sin enorme kyststrækning har råd til at give noget tilbage nabolandet:

– Chile har 3000 kilometer kyst, og jeg forstår ikke, at 30 eller 20 [kilometer] skulle begrænse vores overmåde tilstrækkelige adgang til havet.

Spillet i Haag

Men i Haag er de ikke nået til at diskutere, hvor store områder Bolivia eventuelt skal have suverænitet over.

Foreløbig er det procedurespørgsmål, som juristerne taler om, og dommerne overvejer.

54 procent forudser, at domstolen vil gå imod Chile.

For Chiles regering har nedlagt påstand om, at Den Internationale Domstol i Haag ikke har 'jurisdiktion' i sagen – altså at sagen slet ikke kan behandles. Fordi der gennem tiderne er underskrevet en række traktater mellem Chile og Bolivia, og domstolen kan ifølge de chilenske myndigheder ikke blande sig i traktatfæstede aftaler mellem to lande.

De første retsmøder i Haag fandt sted i starten af maj i år.

Det er forventningen, at domstolen i løbet af i 2015 vil afsige en kendelse og altså beslutte, om den kan behandle sagen eller ej, skriver det spanske dagblad El Pais.

Den chilenske avis El Mercurio har i forbindelse med de første retsmøder i Haag spurgt 564 chilenere om, hvad de forventer. 54 procent forudser, at domstolen vil gå imod Chile og beslutte, at sagen om Bolivias adgang til havet kan behandles.

Hvis det bliver resultatet mener 51 procent, at Chile skal nægte at samarbejde med domstolen, mens 46 procent mener, at sagen skal gå sin gang.

I slutningen af maj – blot to uger efter de indledende møder i Haag – førte en strejke blandt de ansatte i Chiles toldvæsen til, at store dele af Bolivias udenrigshandel gik i stå. Det gør det klart, at sagen om Bolivias selvstændige adgang til havet har stor betydning for Bolivias økonomi og selvbestemmelse samt regeringens magt over landets forhold.