15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

– Jeg får lyst til at bande

Chok-tal ryster fagforeningsformand

– Jeg får lyst til at bande

Nu har 56.600 arbejdsløse opbrugt retten til dagpenge, viser de nyeste tal fra A-kassernes Samvirke. Og tallet bliver ved med at vokse, mens politikerne venter på dagpengekommissionen.

Mens de arbejdsløse leder efter job og venter på et nyt dagpengesystem fortsætter antallet af arbejdsløse, der falder på grund af dagpengestramningerne, med at stige.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Nøøøjjj jeg har lyst til at bande.

Sådan indleder Henning Overgaard, der er formand for 3F Transport i Esbjerg, et indlæg på facebook efter at have fået de nyeste chok-tal på arbejdsløse, der har mistet dagpengeretten.

Tallet vil accelerere i løbet af foråret, hvor mange mister den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. Vi har kun set starten.
Verner Sand Kirk, AK-Samvirke

Siden januar 2013 har 56.600 nu opbrugt retten til dagpenge. Det betyder, at 6000 har mistet dagpengene på fem måneder i 2015, lyder det fra A-kassernes Samvirke. 

– Jeg er formand for en 3F afdeling, og så er der stadig nogen, der ikke kan forstå, at jeg forbander Venstre, Konservative, Radikale og Dansk Folkepartis "dagpenge-amok", ad H... til, og min skuffelse over Socialdemokraternes tøvende "nøle-kommission", lyder det fra Henning Overgaard.

"Nøle-kommissionen"

Nøle-kommissionen er regeringens dagpengekommission. Den kommer med sit udspil til et nyt dagpengesystem efter sommerferien, og først derefter går de politiske forhandlinger i gang.

Hvor stor en andel af de 56.600, der er kommet i arbejde igen, tør AK-Samvirke ikke sætte tal på.

AK-Samvirkes direktør Verner Sand Kirk er imidlertid mere sikker på, at antallet af personer, der står helt uden indkomst er steget, og at antallet af arbejdsløse, der falder ud af dagpengesystemet på grund af den omstridte dagpengereform, vil stige yderligere, indtil et nyt system er på plads.

Det skyldes, at flere og flere mister den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. Konkret er det sket for 7200 arbejdsløse i årets første fem måneder.

Tallet vokser og vokser

– Det vil accelerere i løbet af foråret, hvor mange mister den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. Vi har kun set starten af det, siger Verner Sand Kirk til Avisen.dk.

1.204 af de 6.000 personer, der har mistet dagpengeretten i år, er medlemmer af Faglig Fælles A-kasse (3F), og det gør dermed 3F'erne til de hårdest ramte.

– Partierne bag reformen forbrød sig mod arbejderne - kun for at trykke lønnen og for at gøre os til utrygge "afhængigheds-slaver". Hvis ikke jeg som 3F formand, valgt af de ramte og truede medlemmer, skulle uddele verbale tæsk til de skyldige partier, hvem fanden skulle så, spørger Henning Overgaard.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jun. 2015 - 11:34   15. jun. 2015 - 13:39

Dagpenge

noc@arbejderen.dk