19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Timeløn på 60-65 kroner er løndumping

Gartneriejer i fagforeningens søgelys

Timeløn på 60-65 kroner er løndumping

Ansatte på østjysk gartneri bliver spist af med det halve af den overenskomstmæssige betaling på området. Onsdag morgen demonstrerer 3F Djursland mod løndumping foran gartneriet.

3F Djursland giver ejeren af Stenvad Gartneri klar besked. Hans lønninger på 60-65 kroner i timen er social dumping.
FOTO: 3F Djursland
1 af 1

Onsdag morgen kl 7.00 ruller folk fra 3F Djursland banneret med teksten "Nej til løndumping" ud foran Stenvad Gartneri i Ørum på Djurs. 

I år har han svaret, at han ikke ønsker at komme i dialog med os.
Vagn Udengaard, 3F

Det er sket flere gange siden den 12. maj, hvor fagforeningen besluttede at skrue bissen på overfor ejeren, der nægter at tegne overenskomst med 3F.

– Vi har prøvet de sidste tre år at sende brev, hvor vi forsigtigt anmoder om en snak og opfordrer til, at der kommer orden på forholdene. I år har han svaret, at han ikke ønsker at komme i dialog med os, fortæller Vagn Udengaard, faglig sekretær i 3F Djursland, til Arbejderen.

Gartneriejeren har ifølge fagforeningen 10-12 ansatte. Så vidt vides ingen danskere og heller ingen medlemmer af 3F. 

Halv løn

Fra en tidligere ansat har 3F Djursland erfaret at timelønnen er på 60-65 kroner, hvor den overenskomstmæssige mindsteløn på området ligger på 130 kroner i timen.

– Vi kender ikke de ansattes nationalitet og ved ikke, om gartneriet bruger et vikarbureau. Det kunne han jo fortælle os, for så er det jo ikke ham, vi skal have fat i. Men det er lidt op ad bakke, når vi slet ikke kan få virksomheden i tale, lyder det fra Vagn Udengaard.

– Vi kræver, at virksomheden bliver dækket ind af en overenskomst. Derfor demonstrerer vi, og vi fortsætter med at gøre det med jævne mellemrum hen over sommeren, forklarer den faglige sekretær.

Samtidig arbejder fagforeningen på at etablere sympatikonflikt mod gartneriet, der for tiden har fuld fart på produktion af kål, som leveres til GASA Nord og derfra videre ud i detailhandlen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jun. 2015 - 11:01   24. jun. 2015 - 10:31

Løndumping

noc@arbejderen.dk