19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Internationale fagforeninger får blod på tanden

Efter sejr over Ryanair

Internationale fagforeninger får blod på tanden

Arbejdsrettens afgørelse i sagen mod det irske lavprisselskab var første gang fagbevægelsen hev stikket hjem. I andre lande har det hidtil været staten, der har taget kampen op mod flyselskabet.

Mon ikke vores internationale kolleger kan blive inspireret af det koncentrerede og systematiske arbejde vi har lavet, mener Thilde Waast, formand for FPU.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Den månedlange kamp for overenskomst med det irske lavprisselskab Ryanair har ikke alene styrket sammenholdet i den danske fagbevægelse.

Den danske model, sammenholdet og det benhårde arbejde er forklaringen på, at fagbevægelsen for første gang har vundet over Ryanair.
Thilde Waast, FPU

Hele forløbet og Arbejdsrettens afgørelse den 1. juli har haft stor international bevågenhed og vil helt sikkert inspirere fagbevægelsen i andre lande, mener Thilde Waast.

Som formand for Flyvebranchens Personale Union (FPU), det lille LO-forbund, der stod for hovedkonflikten mod den irske flygigant, har hun været én af sagens absolutte hovedpersoner.

– Selvom de i andre lande ikke kan kopiere, hvad der er sket her i Danmark, blandt andet fordi vi har den danske model, som er noget helt særligt, så kan de helt sikkert hente inspiration fra det systematiske og koncentrerede faglige arbejde, vi har lavet, siger Thilde Waast til Arbejderen.

>> SE RYANAIR'S SKANDALER HER

Nederlag til Ryanair

Kombinationen af den danske model, der tillader konflikt og sympatikonflikt for at opnå overenskomst for de ansatte, sammenholdet og det benhårde arbejde, er forklaringen på, at fagbevægelsen for første gang har vundet over Ryanair. I andre sager, hvor Ryanair har lidt nederlag, har det været staterne, der har taget kampen op mod selskabet, forklarer FPU-formanden. 

Eksempelvis var det de franske myndigheder, der i 2011 anlagde sag og vandt over Ryanair. Retten fandt, at 120 ansatte på irske kontrakter i Marseilles var blevet snydt i løn, og Ryanair skulle betale bøder og erstatninger på 60 millioner kroner.

I Italien afgjorde en domstol i sidste måned, at Ryanair skulle betale knap 24 millioner kroner i pension- og socialbidrag for en række ansatte med base i Italien.

 

Blod på tanden

Havde Ryanair ikke valgt - umiddelbart efter Arbejsdrettens dom - at nedlægge den nyetablerede base i København og også lukke den to år gamle base i Billund, så skulle medlemmer af 3F have været i sympatikonflikt. 

Formand for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen siger til Arbejderen, at kampen om ordnede arbejdsvilkår for Ryanairs ansatte i Danmark har givet fagforeninger i andre lande blod på tanden og mod på at stille krav til Ryanair.

– Danmark er ikke alene om at ønske fair løn og arbejdsvilkår for Ryanairs stewardesser og piloter.  De mange udenlandske reaktioner viser, at fra være en sag i Danmark er Arbejdsrettens dom, som er et af Ryanairs største nederlag, nu bredt ud til mange lande verden over, siger Jan Villadsen og tilføjer:

– Jo mere opmærksomhed, der er på Ryanair globalt, jo større pres vil der komme på selskabet.

Jan Villadsen tror, vi vil se Ryanair blive udfordret i andre lande i månederne og årene fremover, og at flyselskabet vil få meget sværere ved fremover at vende baser og flygte til andre lande fra tabte faglige sager, skattesager og sager om manglende betaling af sociale bidrag.

I Spanien bekræfter organisationssekretær Jorge Carrillo Menéndez fra fagforbundet FSC, at den danske arbejdsretsdom vil hjælpe med til at presse Ryanair til at overholde lovgivningen i andre lande.

– Vi skal tvinge Ryanair til at overholde de samme love som andre selskaber, og vi er på rette vej, udtaler han til fagbladet3f.dk.

International solidaritet

Der er nu gået godt en måned, siden Arbejdsretten gav den danske fagbevægelse grønt lys til at køre en faglig konflikt for at sikre overenskomst til de ansatte i det irske flyselskab.

Thilde Waast har haft tid til at fordøje, hvad der er sket, og hun er fortsat meget imponeret over de mange hilsner og støtterklæringer, som FPU har modtaget. Både fagforeninger i europæiske Ryanair-lande som Belgien, Frankrig og Norge og fagforeninger i lande, hvor Ryanair slet ikke flyver som Japan, Sydkorea og Nigeria, har erklæret deres sympati og solidaritet i kampen mod det irske selskabs dumping af løn- og arbejdsforhold.

– Jeg er rigtig glad for, at der er så mange, der har taget sig tid til at følge med, og jeg er især glad for, at de kunne se det principielle i den her sag, siger Thilde Waast, der ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at få en overenskomst med Ryanair.

Ud over lukning af baserne i København og Billund besluttede Ryanair den 30. juli også at droppe retssagen mod SAS og 3F i sagen om forsinkelse af lavprisselskabets første afgang fra København i marts. 

Af den grund blev det aldrig til en egentlig armlægning med flyselskabet, der siden sin stiftelse katagorisk har nægtet ethvert samarbejde med fagbevægelse, uanset i hvilket land flyselskabet har etableret sig.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. aug. 2015 - 05:42   10. aug. 2015 - 13:14

Ryanair

noc@arbejderen.dk
Arbejdsforhold i Ryanair
  • Eksempler hentet i kontrakter for kabineansatte ved Ryanair:
  • Ansatte betaler selv deres uddannelse, uniform og id-kort.
  • Ansatte kan fyres med en uges varsel – de første 13 uger endda med én dags varsel.
  • Løn ned til 10.000 kroner om måneden. Ingen løn under sygdom eller standbyvagter.
  • Ingen ret til ferie efter ferieloven – 33 procent i løn under ferie.
  • Et års prøvetid og det koster 200 euro, hvis man selv siger op inden for de første 15 måneder.
  • Det er ikke tilladt at tale om Ryanair med folk uden for selskabet.

Kilde: DR Nyheder