Fagforeningen 3F Djursland har besluttet at skærpe tonen overfor Morten Adamsen, ejeren af Stenvad Gartneri i Ørum på Djurs.
I mere end tre år har den østjyske fagforening uden held forsøgt at overtale gartneriejeren til at tegne overenskomst, så de ansatte kan få en rimelig løn for deres arbejde.
Når vi køber spidskål eller blomkål fra Stenvad i supermarkedet, kan vi jo ikke se på prisen, at de ansatte bliver underbetalt.
Vagn Udengaard, 3F Djursland
Siden den 12. maj i år har fagforeningen med jævne mellemrum taget opstilling udenfor gartneriet med røde faner og bannere med teksten "Nej til løndumping". Heller ikke det har fået arbejdsgiveren til at henvende sig.
– Vi kan slet ikke komme i kontakt med ham. Nu beder vi forbundets grønne gruppe om at sætte gang i den proces, der skal føre til en sympatikonflikt mod gartneriet, fortæller Vagn Udengaard, faglig sekretær i den østjyske 3F-afdeling, til Arbejderen.
Lønsedler fra en tidligere ansat viser ifølge 3F, at Morten Adamsen spiser de udenlandske arbejdere af med 60-65 kroner i timen. Det er halvdelen af den overenskomstmæssige timeløn.
Forkasteligt
– Vi kalder det løndumping og unfair konkurrence. Det er forkasteligt over for de ansatte, som skal betale for mad og bolig af deres usle løn, og det er heller ikke i orden over for de gartneriejere, som betaler, hvad de skal, mener Vagn Udengaard.
Han fortsætter - nu med tydelig indignation i stemmen:
– Når vi køber spidskål eller blomkål fra Stenvad i supermarkedet, kan vi jo ikke se på prisen, at de ansatte bliver underbetalt. Man kan så spekulere på, hvem der scorer fortjenesten, men det er i hvert fald ikke de ansatte.
Arbejderen har ringet til et overenskomstdækket gartneri i området - Gl. Estrup - for at høre deres mening om konkurrentens lave lønninger. Her ønsker direktøren hverken at "tale godt eller ondt" om andre i branchen, men indrømmer dog, at "det er træls" at nogen i branchen snyder på vægten.
"Medarbejdervelfærd"
Stenvad Gartneri er én af 100 producenter, som dagligt leverer frugt og grønt til Gasa Nord til videre distribution i dagligvareforretninger over hele landet.
Allan Rømer, administrerende direktør for Gasa Nord Grønt, oplyser til Avisen.dk, at de ikke blander sig i aflønningen hos leverandørerne men kræver, at de overholder dansk lovgivning.
Ifølge Allan Rømer er Stenvad Gartneri certificeret efter en international standard for produktion af frugt og grønt, der blandt andet skulle betyde "respekt for medarbejdervelfærd".
Den respekt koster 60-65 kroner i timen på Stenvad Gartneri, og Vagn Udengaard håber, at sympatikonflikten kan sætte en stopper for den slags forhold på en dansk arbejdsplads.
Transportproblemer
Bliver sympatikonflikten sat i værk, får Morten Adamsen transportproblemer.
– Sympatikonflikten vil omfatte chauffører, som afhenter varer på Stenvad og kører dem til Gasa. Derefter kan konflikten ramme transporten fra Gasa og videre ud til dagligvarebutikkerne. Ingen LO-medlemmer vil røre ved varer fra det konfliktramte gartneri, forklarer Vagn Udengaard.
Den genstridige arbejdsgiver er svær at få i tale. Ifølge Avisen.dk skulle han imidlertid have udtalt, at 3F's konflikt er ulovlig, men det er den ikke. Den er kørt helt efter spillereglerne på det danske arbejdsmarked, forsikrer den faglige sekretær fra 3F Djursland.
– Vi har retten til at tegne overenskomst, og den benytter vi os af. Vi følger de regler, vi skal, ligesom vi har anmeldt og fået politiets tilladelse, når vi står udenfor.
Proceduren med varsling af sympatikonflikt kan tage flere uger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278