Var det i strid med grundloven, at et flertal i Folketinget indførte en forsørgerpligt for samlevende, hvis den ene søger kontanthjælp? Det skal nu prøves ved domstolene, efter at Civilstyrelsen har bevilliget fri proces til sagen. 

 Det har betydning for os alle sammen at vide, om grundloven beskytter os og sætter nogle grænser for, hvad der kan gennemføres af lovgivning. 

I Danmark har vi opbygget et samfund, hvor vi i stort set alle situationer betragtes som selvstændige individer, der, hvis vi har brug for hjælp, kan få hjælp af det store fællesskab - samfundet - og ikke behøver at være afhængig af familien, som vi ser det i mange andre lande. De eneste undtagelser er forældres forsørgerpligt overfor deres børn under 18 år og ægtefællers gensidige forsørgerpligt.

Men i den ideologiske jagt på kontanthjælpsmodtagere har nogle politikere ønsket, at også samlevende kontanthjælpsmodtagere skulle have forsørgerpligt. Claus Hjort Frederiksen indførte det, da han var beskæftigelsesminister i 2002, men måtte bede Folketinget ophæve loven igen, da den var i strid med grundloven. 

SRSF-regeringen prøvede i en lidt anden form, men ophævede forsørgerpligten igen med virkning fra 1. januar 2016. 

Domstolene skal nu tage stilling til, om politikerne kan gennemføre en sådan lovgivning. Eller om grundloven faktisk sætter nogle grænser. Det helt grundlæggende spørgsmål er, om en forsørgerpligt skal være generel og bygge på, at den, der får forsørgerpligt, selv har accepteret at påtage sig den, som man gør, når man bliver gift eller får børn. Eller om et politisk flertal kan udpege en vilkårlig gruppe og sige, at de har forsørgerpligt overfor nogle andre i bestemte situationer. Og ligefrem trække i deres løn eller kræve, at de hæver deres pensionsopsparinger for at opfylde forsørgerpligten.

For de berørte familier har det haft store økonomiske og personlige konsekvenser at leve af halv kontanthjælp og i stor usikkerhed om, hvad der sker med reglerne. Især for mange sårbare børn har det været en stor belastning. 

Men det har betydning for os alle sammen, som borgere i et retssamfund, at vide, om grundloven beskytter os og sætter nogle grænser for, hvad der kan gennemføres af lovgivning. 

De fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med, har en moderne forfatning, hvor det jævnligt prøves ved domstolene, om en lov er i strid med forfatningen. Men i Danmark er grundloven ikke blevet ændret i over 60 år, selvom samfundet har ændret sig væsentligt i den periode. 

I stedet bliver grundloven fortolket af politikere og embedsmænd, så den passer til de politiske ønsker. Men det gør det svært for almindelige mennesker at vide, hvad retstilstanden egentlig er. 

Derfor er der god grund til at bruge 100-året for grundlovsændringen i 2015, hvor demokratiet blev væsentlig udvidet, til at igangsætte en proces henimod en ny grundlov. En grundlov, der giver større beskyttelse af borgernes rettigheder, og som er skrevet klart og tydeligt.