I stedet for at arbejde på løsninger, der går til ondets rod, ser vi regeringer basere deres klimaindsats udelukkende på tiltag, som ikke vil gå ud over væksten i deres lande.

I Danmark arbejdes der især for løsninger, som kan gøre netop os til en vinder i den globale konkurrence – hvor kortsigtet det end er. Med sådan et udgangspunkt må man vende det døve øre til både gode argumenter og sund fornuft.

Landbruget og energiforsyningen er to sektorer, der får love til at udvikle sig stik imod al sund fornuft. 

Landbruget og energiforsyningen er to sektorer, der får love til at udvikle sig stik imod al sund fornuft. Baggrunden for dét er en mangel på vilje eller evne til at se de skader, vi forvolder, når vi i nyttiggørelsens navn nedslider Jordens overflade. Men netop plantedækket og muldlaget byder jo på en enestående mulighed for at begrænse klimaforandringerne ved at bygge atmosfærisk CO2 ind i blade, ved, rødder og selve jorden. 

Hvis vi bruger denne mulighed, og samtidig skærer drastisk i energiforbruget, kan vi aflevere en klode, vi kan være bekendt, til dem, der er små i dag.

Pragmatiske professorer

Men denne mulighed stemples som urealistisk af mange forskere, fordi de ikke tror, at verdens befolkninger vil tage de nødvendige hensyn. Disse forskere ser det øjensynligt som deres rolle at være pragmatikere.

Forskere indenfor både landbrug og skovbrug har gjort sig til fortalere for en nærmest ekstrem form for nyttiggørelse af Jordens overflade – og de allierer sig med landbrugs- og energierhvervet på en måde, der gør det næsten umuligt at lade den sunde fornuft råde. 

For hvordan skal almindelige mennesker kunne vide, at vi godt kan brødføde verden uden den nedslidning af jordens overflade, som det industrielle landbrug er skyldig i, når professorer i alliance med landbruget påstår, at det er umuligt?

Danmark - en klimaduks?

Og hvordan skal almindelige mennesker vide, at påstanden om, at Danmark er en rigtig klimaduks, er det rene hokus pokus, når professorer i tæt alliance med energiselskaberne opfinder spidsfindige argumenter, der dækker over, at vores afbrænding af træ nedslider jordens overflade andre steder på kloden?

I de sociale bevægelser prøver småbønder og græsrødder i fællesskab at råbe verden op med et budskab om, at vi må passe på Jordens overflade – ikke mindst af hensyn til klimaet.

Men det er svært at trænge igennem, når denne alliance af forskere, det industrielle landbrug og de store energiselskaber kommer med et entydigt budskab om, at deres nyttiggørelse af Jordens overflade er nødvendig og ønskværdig.

I virkeligheden er der tale om rovdrift. Men man må jo have tillid til professorer, eller hvad?

Jeg tror, at hvis flere mennesker beskæftigede sig med havebrug – på den økologiske måde, hvor man behandler jorden nænsomt og opbygger den med kompost, og hvor man bygger bjerge i haven af de afsavede grene i stedet for at køre dem på genbrugsstationen – så ville der ikke være så mange, der troede på de omtalte professorer. For så kunne de med egne øjne se, at det er muligt på samme tid at dyrke jorden og fange atmosfærens CO2.