Bjarne Høpner, formand for landets største 3F afdeling 3F København, er ved at være grundigt træt af beklagelser fra arbejdsgiverne i rengøringsbranchen.
Hvis rengøringsbranchen mangler folk, som arbejdsgiverne påstår, jamen, så ansæt først dem der er ledige.
Bjarne Høpner, 3F
Op til og i løbet af sommerferien har især Børsen, Berlingske og Jyllands-Posten lagt spalter til servicebranchens råb om mangel på arbejdskraft, der angiveligt hæmmer produktionen.
– Arbejdsgiverne kan jo bare henvende sig, men det gør de ikke. Alene i vores afdeling har vi 400 jobsøgende medlemmer i rengøringsbranchen, siger Bjarne Høpner til Arbejderen.
De 400 arbejdsløse med rengøringsbaggrund i 3F København skal lægges til yderligere 3.100 arbejdsløse på landsplan, der har rengøringserfaring på deres CV.
Bjarne Høpner tvivler derfor på, at det er manglen på eller frygten for mangel på arbejdskraft, der driver arbejdsgiverne. Han mistænker dem i stedet for at have en helt anden bevidst dagsorden.
– Det lugter langt væk af, at de forsøger at påvirke den politiske dagsorden, så det bliver nemmere at importere billig udenlandsk arbejdskraft, lyder det fra den københavnske afdelingsformand, der kommer med en opfordring:
– Hvis rengøringsbranchen mangler folk, som arbejdsgiverne påstår, jamen, så ansæt først dem der er ledige. Og har de ikke de kvalifikationer, der efterspørges, så hjælp med at de får dem.
For knap 14 dage siden var administrerende direktør i ISS Martin Gaarn Thomsen fremme og advare om manglen på arbejdskraft i servicebranchen.
Nej tak til kaffe
Direktøren modtog straks en invitation fra Bjarne Høpner og 3F-forbundssekretær Søren Heisel til en uformel snak om, hvordan man i fællesskab kunne løse problemet. Martin Gaarn Thomsen afviste invitationen med den forklaring, at ISS ikke selv mangler folk. Når han havde alligevel rejste problemet, var det fordi han havde hørt kolleger i branchen snakke om det.
– Så henviste han i øvrigt til, at vi kunne holde et kaffemøde med koncernens HR-chef, fortæller Bjarne Høpner.
Arbejderen har henvendt sig til Martin Gaarn Thomsen for at høre hans udlægning af sagen.
Kommunikationschef Anne Anker bekræfter i en mail, at ISS har udtalt sig på vegne af andre i branchen, da koncernen ikke selv har rekrutteringsproblemer.
"Vores ærinde går således ene og alene på at sikre et tilstrækkeligt arbejdsudbud – også når opsvinget forhåbentlig tager rigtig fat til gavn for os alle", fremgår det af svaret.
ISS ønsker der ud over ikke at debattere "Bjarne Høpners konkrete standpunkter gennem pressen" men oplyser, at de gerne tager den snak "såfremt Bjarne ønsker at tage et møde med vores HR direktør."
Jobkræsne københavnere
– Men jeg mener jo, at direktøren fra ISS udtaler sig med en vis pondus og derfor også selv må stå på mål for sine synspunkter. Jeg er rasende over, at en administrerende direktør kommer med en så politisk ladet udmelding, fordi det hver gang rammer de arbejdsløse medlemmer, som hænges ud som dovne, lyder det fra Høpner.
Også Jørgen Utzon administerende direktør for servicekoncernen Coor Danmark har beklaget sig over, at det er blevet sværere at besætte rengøringsjob i koncernen.
Han har udtalt til Børsen, at især københavnerne er jobkræsne.
Servicebranchens arbejdsgiverorganisation Dansk Industri (DI) skrev for nylig, at mangel på arbejdskraft begrænser produktionen hos cirka 10 procent af servicevirksomhederne.
"Problemet er særligt stort på området, der blandt andet dækker rejsebureauer og rengøring, hvor næsten hver fjerde virksomhed svarer, at rekrutteringsproblemerne hæmmer produktionen. Det er en tredobling på blot fem måneder", skrev DI Business.
Henter arbejdskraft i udlandet
I foråret viste en undersøgelse lavet af DI, at mange servicevirksomheder, der ikke kan finde arbejdskraft blandt de danske arbejdsløse, vælger at rette blikket mod udlandet og for eksempel ansætte østeuropæere. 71 procent af virksomhederne med udlændinge på lønlisten svarede, at det skyldtes vanskeligheder med at rekruttere dansk arbejdskraft.
Mette Rose Skaksen, branchedirektør for DI Service, peger på, at den udenlandske arbejdskraft yder et vigtigt bidrag til det danske arbejdsmarked. Derfor er der på dette område også behov for, at politikerne sikrer optimale forhold for de firmaer, der er afhængige af de ansatte uden dansk pas.
– Servicebranchen har allerede taget konsekvensen og bruger en stor mængde udenlandsk arbejdskraft, og det er kun heldigt, at man kan få dækket sit behov på den måde. Men det skal fungere smidigt og uden for stort administrativt besvær for virksomhederne, siger Mette Rose Skaksen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278