19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F industrigruppe siger nej til flere vikarer

Svar på vikarkampagne

3F industrigruppe siger nej til flere vikarer

3F's transportgruppe og Dansk Erhverv står bag ny kampagne for at få flere vikarer ud på arbejdspladserne. Udmeldingen vækker undren i 3F lokalafdeling, der i årevis har kæmpet mod midlertidige ansættelser.

Siemens Windpower har det seneste år fastansat cirka 600 vikarer på fabrikkerne i Aalborg og Engesvang. I Engesvang gælder det alle vikarerne.
FOTO: Siemens.com press
1 af 1

Transportgruppen i 3F og arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv er gået sammen om en kampagne, der skal opmuntre flere arbejdsløse til at tage vikarjob. 

Jeg vil bare gøre opmærksom på, at ansatte i industrien intet opsigelsesvarsel har i de første seks måneder.
Benny Vinther Jensen, 3F Aalborg.

I en fælles pressemeddelelse med overskriften "Vikarer virker og vi kan godt bruge flere" udtaler formand for 3F's transportgruppe Jan Villadsen:

– Vikarjobbet kan for mange af vores medlemmer være en genvej til fast beskæftigelse. Det vil vi gerne sætte fokus på.

Direktør i Dansk Erhverv Laurits Rønn peger på vikarerne som en fleksibel arbejdskraft, der gør det muligt for virksomhederne hurtigt at reagere på ændringer i efterspørgslen.

– Vikarbureauerne har travlt og har brug for endnu flere vikarer, der vil ud på arbejdspladserne og vise, hvad de duer til, udtaler Laurits Rønn.

Den samstemmende udmelding om, at vikararbejde er vejen til rodfæste på arbejdsmarkedet, og at man derfor skal ansætte endnu flere på midlertidige kontrakter, får Benny Vinther Jensen til at ryste på hovedet.

– Vi har ikke brug for flere vikarer, siger formanden for industrigruppen i 3F Aalborg til Arbejderen.

Benspænd

Han ved om nogen, hvordan tillidsfolkene knokler for at nedbringe antallet af vikaransatte på arbejdspladserne, og hvordan de ved de seneste overenskomstforhandlinger på industriens område har kæmpet for at få fokus på vikarområdet.

– Det kniber desværre. Men tillidsfolkene har ikke givet op af den grund, og nu begynder vi at se nogle resultater af deres indsats, som den her vikarkampagne nødigt skal spænde ben for, siger Benny Vinther Jensen.

Han henviser konkret til arbejdet på Siemens Windpower. For godt et år siden var 900 af de 1800 ansatte på fabrikken i Aalborg løst ansatte - i dag er det omkring 13 procent.

Et af flere probemer handler om, at vikarer ikke får del i mange af de goder, som tillidsfolkene har forhandlet hjem i lokalaftaler på de enkelte arbejdspladser, og på den måde er vikarjob med til at presse overenskomsterne, mener Benny Vinther Jensen. Også selvom vikarerne bliver ansat gennem bureauer med overenskomst, som både Jan Villadsen og Laurits Rønn peger på.

– Det gælder eksempelvis anciennitetsbestemmelserne i industrioverenskomsten. Vikarerne vil opleve at blive lavere lønnet end i det almindelige overenskomstsystem, forklarer den nordjyske fagforeningsmand.

Uens vilkår

Forhandlingssekretær i 3F's transportgruppe, Karsten Kristensen, afviser, at den fælles kampagne med Dansk Erhverv er et forsøg på at underløbe overenskomsterne, tværtimod.

– Vi ønsker ikke flere vikarer på bekostning af fastansatte. Men vi vil gerne være med til at aflive det ufortjente dårlige ry, som vikarer har fået. Området findes, og derfor slår vi i kampagnen til lyd for, at vikarer og firmaer benytter vikarbureauer med overenskomst, siger Karsten Kristensen til Arbejderen.

Det er efter hans opfattelse den bedste vej til at sikre vikarer de samme vilkår som kollegaerne, og der er brug for at komme brodne kar i branchen til livs.

En undersøgelse, lavet af Cevea, viser, at vilkårene for midlertidigt ansatte er blevet ringere de seneste ti år - på trods af lovgivning og overenskomster, der eller skulle ligestille vikarer og fastansatte. 

Ifølge undersøgelsen tjener midlertidigt ansatte 19 procent mindre i timen end deres fastansatte kolleger. I 2006 var forskellen 10 procent.

Mere end hver anden vikar, sæsonarbejder og projektansat er da også utilfreds med at være i en tidsbegrænset stilling, men føler sig tvunget til det, fordi alternativet er værre.

Rigelig fleksibilitet

Analysechef hos Cevea Frank Skov er ikke i tvivl om, hvorfor midlertidige ansættelser er så upopulære. De korte kontrakter gør det lettere for arbejdsgivere ikke at betale pension, barsel, ferie og andre goder, som vikarernes fastansatte kolleger og fagfæller nyder godt af, forklarer Frank Skov til Ugebrevet A4. 

 – I 10 år har vi ikke stillet krav ved overenskomsterne om bedre opsigelsesvarsler og den slags, fordi vi erkender at arbejdsgiverne har brug for en vis form for fleksibilitet. Når så det er sagt, vil jeg bare gøre opmærksom på, at ansatte i industrien intet opsigelsesvarsel har i de første seks måneder, lyder det fra Benny Vinther Jensen, der derfor har svært ved at forstå og acceptere, at arbejdsgiverne har brug for yderligere fleksibilitet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. sep. 2015 - 18:44   17. sep. 2015 - 18:50

Vikarkampagne

noc@arbejderen.dk