Afgående LO-formand Harald Børsting mener, at fagbevægelsen kan være godt tilfredse med hovedorganisationens indsats i Dagpengekommissionen, og det resultat, som nu ligger.
Jeg er ikke i tvivl om, at vi også denne gang har skabt et godt resultat for vores medlemmer.
Harald Børsting, LO
Det slog han fast i sin beretning på LO-kongressens første dag. Han indrømmede samtidigt, at han godt var klar over, at flere af de delegerede er utilfredse med, at de tre dagpengefrie karensdage kommer fra fagtoppens egne rækker.
– Jeg ved, at der er mange i salen, der vil sige: Hvad fanden tænkte du på Harald, da du bragte karensdage i spil? Til jer vil jeg bare sig, at vi lavede en vurdering. Hellere karensdage, end en nedsat dagpengesats. Selvom det aldrig er sjovt at tage noget fra nogen, var det her det bedste valg, sagde Harald Børsting.
Derfor mener LO-formanden, at der er grund til at være stolte. Også selvom Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ikke til fulde fulgte anbefalingerne fra Dagpengekommissionen, hvor Harald Børsting og FTF-formand Bente Sorgenfrey sad med.
Fedtede politikere
Det var politikerne bag lynforliget om et nyt dagpengesystem, der - med Harald Børstings ord - ganske enkelt var for fedtede.
– Vi tog ansvar og accepterede, at omkring halvdelen af udgifterne kunne finansieres internt i dagpengesystemet, sagde Harald Børsting.
Han forklarede også, hvorfor LO og FTF ikke alene bragte karensdage i spil men også nikkede ja til at skære dimittendsatsen fra 82 til 78 procent af dagpengemaksimum.
– Det gav en god balance mellem incitament til forsikring og incitament til arbejde. Til gengæld bad vi så politikerne om at finde de sidste penge, lød det fra talerstolen til de 400 delegerede i Aalborg Kongres og Kultur Center.
Det skete som bekendt ikke. Partierne bag den nye dagpengeaftale købte ikke LO og FTF's anbefaling om at tilføre området 600 millioner kroner.
Politikerne blev enige om de tre karensdage, men sendte oveni en højere regning til nyuddannede uden børn.
Et godt resultat
Trods tidslerne i dagpengeaftalen er Børsting klar i sin vurdering:
– Jeg er ikke i tvivl om, at vi også denne gang har skabt et godt resultat for vores medlemmer. Og samtidig har vi styrket vores danske model. Det skal vi være tilfredse med.
– Vi står over for et bedre dagpengesystem end det, vi har i dag. Flere vil få en længere dagpengeperiode. Færre vil opbruge deres dagpengeret. Der tilføres yderligere 300 millioner kroner, forklarede LO-formanden og konkluderede:
– Det vil betyde et mere trygt og fleksibelt dagpengesystem. Samtidigt vil dagpengesystemet fremover hvile på en bred politisk aftale.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278