Det kan godt være, at de 400 delegerede på LO-kongressen – med enkelte undtagelser – rejste sig op og klappede, da formand Harald Børsting sluttede den mundtlige beretning på det, der er hans sidste kongres.
Hvis de tror på Christiansborg, at vi er færdige med at snakke dagpenge, så tager de grueligt fejl.
Jørgen Juul Rasmussen, Dansk El-Forbund.
Men havde den afgående formand forventet, at han af den grund ville slippe for kritik, så har kongressens to første dage vist det modsatte.
Stort set alle, der bad om ordet til beretningen, kom ind på fagtoppens, ikke mindst LO's rolle i Dagpengekommissionen, som i sidste uge præsenterede sine anbefalinger til et nyt dagpengesystem.
"Uhørt, skandaløst og uacceptabelt" var blot nogle af de ord, der blev brugt herom i beretningsdebatten.
– Dagpengenes værdi bliver forringet med det her forlig, uanset hvordan man forsøger at forklare det. Og hvis de tror på Christiansborg, at vi er færdige med at snakke dagpenge, så tager de grueligt fejl, lød det fra Jørgen Juul Rasmussen, Dansk El-Forbunds formand.
Den holdning var der flere af de 46 indtegnede under debatten af beretningen, der tilsluttede sig.
En tilsnigelse
Medlemmerne af FOA er blandt dem, der har været hårdest ramt af dagpengereformen fra 2010. Og der er ganske vist forbedringer i den dagpengeløsning, som Venstre, Socialdemokraterne og Dank Folkeparti blev enige om i sidste uge, mindre end fire dage efter at Dagpengekommissionen havde fremlagt sine anbefalinger, indrømmer Mona Striib.
– Men at påstå, at dagpengeforliget har givet os et moderne, langtidsholdbart og først og fremmest et trygt dagpengesystem – det er en tilsnigelse. Ansvaret ligger først og fremmest på de politikere, der vedtog reformen i 2010. Men fingrene peger altså også på LO og FTF, sagde FOA's næstformand.
Hun konstaterede, at LO beklageligvis havde fået opbakning i LO's daglige ledelse til at åbne flanken af karensdage, som i sidste ende resulterede i, at størstedelen af regningen for dagpengeforliget blev sendt til de arbejdsløse.
Socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen kritiserede dagpengeaftalen for at være ude af balance. Han mener ikke, at aftalen fremtidssikrer dagpengesystemet, som ellers har bidraget med fleksibilitet og tryghed til det danske samfund.
Dagpengesystemet bliver udhulet
– Når satsen for ledige, nyuddannede dimittender bliver så lav som i dagpengeaftalen, er der stor risiko for, at flere dimittender vil fravælge overhovedet at blive en del af dagpengesystemet, lød det fra SL-formanden med henvisning til at nyuddannede med børn får 82 procent af den maksimale dagpengesats. Ikke-forsørgere bliver sat ned til 71,5 procent.
Mens der generelt var ros for den del af dagpengeaftalen, der gør det nemmere at genoptjene retten til dagpenge, er det efter mange af de delegeredes mening at gamble med hele dagpengesystemets fremtid at indføre karnesdage og nedsætte satserne for de nyuddannede.
Harald Børsting forsøgte ellers i sin beretning at dæmpe gemytterne ved at forklare, at de tre karensdage var det mindste af to onder: Valget stod mellem karensdage eller ønsket fra flertallet af Dagpengekommissionens medlemmer om at nedtrappe dagpengene over tid.
– Det ville vi ikke overhovedet bevæge os ind på. Så bliver det dem, der hænger længst i ledighed, der kommer til at betale prisen. Og der er flere LO'ere, der hænger, end AC'ere, siger han med henvisning til lønmodtagere med en akademisk baggrund.
– Venner, selvom det aldrig er sjovt at tage noget fra nogen, så vil jeg sige, at det var i situationen det eneste fornuftige valg, sagde Børsting til LO-kongressen.
Noget på hjerte
Regeringens forringelser på uddannelsesområdet fik også mange ord med på vejen.
– Hvis LO gerne vil have flere medlemmer, skal LO vise, at det ikke er i orden at spare millioner på uddannelserne. LO er nødt til i større grad at støtte op om os unge i fagbevægelsen, som er grundlaget for fagbevægelsens fremtid, lød det fra Martin Thomsen, medlem af Dansk Metal og én af de få unge delegerede på kongressen, og én af de få unge på talerstolen.
Han kunne fortælle, at Metal Ungdom er med til at arrangere en demonstration torsdag mod regeringens uambitiøse nedskæringer på uddannelserne.
– Vi er gået med i Uddannelsesalliancen sammen med store dele af elev- og studenterbevægelsen og ungdomsfagbevægelsen. Men hvor er den voksne del af fagbevægelsen, spurgte Martin Thomsen.
Arbejdsmiljø og social dumping
Indsatsen for et bedre arbejdsmiljø – både det fysiske og psykiske – blev sammen med kampen for bedre og overenskomstdækkede arbejdsvilkår for danske og udenlandske lønmodtagere også rejst fra talerstolen i Aalborg Kongres og Kultur Center.
Per Olsen, formand for Byggefagenes Samvirke i København og formand for Dansk El-Forbund København, slog i den forbindelse et slag for en styrket indsats mod social dumping.
– Vi er af den klare mening, at kædeansvar i overenskomsterne er den bedste løsning, hvis vi skal problemet til livs. Lad os derfor fra den her kongres sende et løfte om, at næste gang vi forhandler overenskomt, så sørger vi for at få kædeansvar med.
Harald Børsting replicerede på de 46 indslag i debatten. Herefter satte dirigenterne beretningen til afstemning, og den blev enstemmig vedtaget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278