Torsdag eftermiddag skulle Folketinget førstebehandle forslaget fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) om at afskaffe SKATs mulighed for at kontrollere udendørs byggeaktivitet på privat grund.
Venstre gør det sværere at gennemføre kontrol med social dumping. Ministeren bruger borgernes ejendomsret som en dårlig undskyldning.
Rune Lund, Enhedslisten.
Ministeren ser det som et indgreb i privatlivets fred, at den statslige myndighed i dag kan gå på jagt efter løn- og skattesnydere i private husejeres haver.
"SKAT har en vigtig samfundsopgave i at sikre, at alle bidrager til velfærdssamfundet, men de redskaber, som SKAT bliver udstyret med for at løse denne opgave, skal indeholde en balance mellem nødvendigheden af kontrol og borgernes rettigheder," står der i lovforslag L13.
Regeringen ønsker at minimere sort arbejde og social dumping, forsikrer Karsten Lauritzen, men "der skal være proportionalitet mellem formålet med indgrebet i forhold til ønsket om at sikre privatlivets fred."
Dårlig undskyldning
Enhedslisten er imod forslaget. Skatteordfører Rune Lund siger til Arbejderen:
– Karsten Lauritzen mener, at hensynet til privatlivets fred går forud for kampen mod løn- og skattesnydere. Vi mener, at Venstre vil gøre det sværere at gennemføre kontrol med social dumping, og så bruger skatteministeren bare borgernes ejendomsret som en dårlig undskyldning.
Regeringen har ændret i sit oprindelige forslag og bibeholder to af de kontrolredskaber, som myndighederne og fagbevægelsen har brugt for at få ram på firmaer, der snyder med løn og ansattes sikkerhed
Det gælder skiltningen med hvilke firmaer, der udfører arbejdet på en byggeplads. Ligesom det stadig skal være tilladt at spørge om cpr-nummer og forlange legitimation af ansatte på pladsen.
Nødvendige redskaber
Både fagforeninger og arbejdsgivere i byggebranchen betegner ellers erdskaberne som nyttige og nødvendige i kampen mod social dumping.
Venstre har forud for torsdagens debat opbakning fra Liberal Alliance, de Konservative og Dansk Folkeparti.
Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, har tidligere kaldt SKATs besøg på privat grund er et "stort indgreb" og han har udtalt til Berlingske, at det er at gå "for vidt" i kampen mod sort arbejde og social dumping.
– Hvis Dansk Folkeparti stemmer for det her, så går vi til dem. De har lovet vælgerne noget helt andet og bedyrer konstant, hvor meget partiet er imod social dumping, siger Rune Lund.
SKAT fik beføjelsen til at gennemføre kontrolbesøg hos private husejere den 1. juli 2012.
Førstebehandlingen var ikke slut ved Arbejderens deadline.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278