Korttidskontrakter, midlertidige ansættelser og omsiggribende rådighedsvagter spreder sig i dag som en løbeild – også inden for områder som f.eks. IT, ekspertfunktioner eller de videregående uddannelser. Stadigt mere usikre arbejdsforhold har vundet indpas i både offentlig og privat sektor, inklusive traditionelt overenskomstdækkede områder med såkaldt ”ordnede forhold”.

Kimen er sået til at ”tænke ud af bossen”, f.eks. i form af virksomheder, der ikke bare er oprettet for at skabe profit, men snarere meningsfuldt og selvbestemt arbejde.

Hvor det længe har været normen med fast lønarbejde, er den tid tilsyneladende snart forbi – endda på et tidspunkt, hvor dagpengedækningen forringes og velfærdsstaten er under nedrivning. 

Men skal vi komme ud over at blot skønmale fortiden, er vi nødt til at kombinere kampen imod større social utryghed med en tilsvarende kamp for frihed og demokrati i forhold til arbejdslivet. For mens stadigt flere henvises til en prekær situation, der er snublende tæt på fortidens daglejere, der stod med hatten i hånden på byens markedsplads, er der i dag rent faktisk en del, der kan se fordele ved en freelance- eller projekttilværelse – ikke mindst fraværet af en fast arbejdsgiver til at skumme fløden af ens arbejdsindsats. 

Sidstnævnte gruppe er selvfølgelig helt klart et mindretal, idet de har en så god eller i hvert fald tilstrækkelig indtjening til at sikre et vist overskud og en vis grad af valgfrihed. Ikke desto mindre er kimen sået til at ”tænke ud af bossen”, f.eks. i form af virksomheder, der ikke bare er oprettet for at skabe profit, men snarere meningsfuldt og selvbestemt arbejde.

Den tanke skal ikke glemmes i vores velmente iver for at vende tingenes tilstand og sikre en indtægt til de udsatte. For hvorfor er det lige, at vi ikke skal tænke ud over en samfundsform, der er bundet op på eksistensen af netop lønarbejdere og virksomhedsejere?

Indtil videre har kampen imod de negative følger af korttidsansættelser etc. primært og med god grund handlet om nedskæringerne inden for dagpengeområdet. Skal vi undgå at se fremvæksten af et helt ”prekariat” eller en ny klasse af udsatte på randen af arbejdsmarkedet uden pension, ferie og mulighed for opkvalificering, er dagpengene selvfølgelig helt centrale – navnlig en klart forbedret mulighed for genoptjening. Samtidig må lovene ændres, så det bliver lettere at veksle mellem forskellige indtægtsformer.

Men vi er også nødt til at gå videre og tænke større.

Fagbevægelsen må her gå i spidsen for at facilitere ordninger, der gør det nemmere at overleve den usikre arbejdssituation, herunder at sikre en mere jævn indtjening og en bedre fordeling af arbejdet. Og til syvende og sidst er vi nødt til at rejse debatten om en anden økonomi – hinsides det faste lønarbejde.