14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tusinder af flygtninge døde i Middelhavet i 2015

Tragedie ved EU's sydlige grænser

Tusinder af flygtninge døde i Middelhavet i 2015

Alene i 2015 døde i alt 5350 flygtninge på verdensplan. Næsten hver fjerde dødsfald skete på vej over Middelhavet – et område, hvor EU-landene har etableret omfattende overvågning.

I alt 805 mistede livet mellem Tyrkiets kyst og de græske øer. Her kæmper en syrisk far med to børn sig i land på øen Lesbos.
FOTO: Yannis Behrakis/Reuters/Scanpix
1 af 1

Sidste år druknede hele 3771 flygtninge i Middelhavet.

Dermed blev 2015 det år, hvor flest flygtninge mistede livet i Middelhavet. I 2014 var antallet 3270 ifølge IOM.

Det kan ikke undskyldes, at flygtninge mister livet i disse rekordstore antal.
Willian Lacy Swing, IOM

IOM – Den Internationale Organisation for Migration – har opgjort det samlede antal mennesker i hele verden, som sidste år mistede livet under flugt. Dette tal er 5350.

3771 druknede i Middelhavet betyder, at op mod fire ud af fem flygtninge mistede livet på vej mod Europa over Middelhavet – et område, hvor EU-landene har etableret omfattende overvågning og tidligere drev et stort redningapparat.

– Det er chokerende og kan ikke undskyldes, at desperate migranter og flygtninge har mistet livet i disse rekordstore antal, når de ikke behøvede det. Det internationale samfund må handle nu, siger IOM's generaldirektør Willian Lacy Swing.

Tidligere på året kritiserede FN EU-landene for at have reduceret indsatsen for at redde flygtninge i Middelhavet.

FN's flygtningeorganisation UNHCR roste det italienske redningsprogram med navnet "Mare Nostrum", men beklagede, at det var blevet nedlagt og erstattet at et nyt EU-program.

Det nye program har et andet fokus og "er ikke en erstatning for en passende eftersøgnings- og redningskapacitet", skrev UNHCR i februar sidste år.

330 døde ved grænsen til USA

I Sydøstasien er der også mange flygtninge, som dør.

IOM opgør antallet til 800 i Den Bengalske Bugt og havene omkring Malaysia og Thailand.

En tredje dødelig rute går fra Mexico til USA. Langs floden Rio Grande og USA's grænsemur døde sidste år mindst 330 personer, skriver IOM i sin tragiske status for 2015.

Organisationen har i redegørelsen opdelt Middelhavet i tre zoner: Den vestlige, den centrale og den østlige.

Mens den vestlige – primært mellem Marokko og Spanien – kostede 74 flygtninge livet og den østlige mellem Tyrkiet og græske øer kostede 805 livet, så er det ruterne fra Libyen, der i særlig grad er livsfarlige.

Her døde mindst 2892, svarende til 77 procent af dødstallet for hele Middelhavet, oplyser IOM.

Tvunget på flugt

IOM, der blev stiftet i 1951, er en international organisation, som arbejder for forbedre migranters og flygtninges forhold.

I dag er 162 lande, heriblandt Danmark, medlemmer af organisationen.

– Flygtninge og migranter ankommer til Europa i rekordantal på flugt fra konflikter og fattigdom, påpeger Willian Lacy Swing og tilføjer:

– Gennem året er vi blevet mindet om, at mennesker ikke flytter sig frivilligt. Vi har set, hvordan mange oplevede, at der ikke var andet at gøre end at forlade deres elskede hjemland for senere at forsvinde i havet, i ørkenen eller miste livet i den lastbil, som de håbede ville køre dem til et bedre liv, udtaler generaldirektøren.

Han peger derfor på, at det bør være en hovedopgave i 2016 at ændre "den giftige måde, der tales om flygtninge på".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jan. 2016 - 12:52   04. jan. 2016 - 18:12

Flygtninge

se@arbejderen.dk
Her kommer flygtningene fra

I 2014 kom 220.194 flygtninge til EU over Middelhavet eller over Balkan. 

  • Syrien topper listen med 66.698 personer.
  • Fra Eritrea kom 34.323.
  • Fra Libyen, Tunesien, Niger, Tchad, Mauretanien og Algeriet kom 26.341.
  • Fra Afghanistan kom 12.687.
  • Fra Mali kom 9789 flygtninge.

Kilde: Frontex